Appendix
Douglas Reeds monumentale værk, The Controversy of Zion har to åbenlyse svagheder, som straks fra starten skal fremhæves.
a) Reeds kilder er utilstrækkelige. For eksempel dukker titlen på den af ham hyppigst citerede kilde, Josef Kasteins History and Destiny of the Jews (1933) ikke op nogen steder i den engelske originaltekst; han taler stedse kun om "Dr. Kasteins bog" og overlader det til læseren at finde dennes titel i den (forbavsende magre!) bibliografi i tillægget. I sådanne tilfælde kunne jeg som oversætter gribe korrigerende ind og i det mindste indsætte de relevante bogtitler i teksten. På hvilken side i denne eller hin bog det pågældende citat står, kunne jeg dog ikke bringe i erfaring, for sådanne angivelser findes så godt som aldrig hos Reed og indkøbet af originalteksterne var forbundet med urimeligt store udgifter. Det forholder sig ligesådan med avisartiklerne; her må man være glad, hvis Reed angiver navnet på den pågældende avis og ideelt set også datoen på hvilken den citerede artikel blev bragt. Ikke sjældent angiver han som kilde for eksempel "en sydafrikansk avis", hvilket umuliggør en efterprøvelse af den anførte tekst.
Ved de især i første kapitel meget hyppige citater fra Det Gamle Testamente nøjes Reed almindeligvis med at henvise til, at det stammer fra for eksempel "3. Mosebog" eller "fra Ezekiels Bog". Da en oversættelse af bibelcitater tilbage fra den engelske tekst selvfølgelig var udelukket, har jeg tilbragt mange dage med at finde de pågældende steder og har derved lært Det Gamle Testamente bedre at kende.
b) Reed leverer en rigdom af informationer om de metoder med hvilke den zionistiske jødedom i det 20. århundrede vandt sig overvældende politisk indflydelse, så at den på et vist tidspunkt var nået til at kunne kontrollere toppolitikerne i "den frie verden" næsten efter forgodtbefindende, men han udelader helt at drøfte et absolut centralt aspekt af dette spørgsmål, nemlig det økonomiske. Hvorfra de zionistiske ledere havde de enorme summer, som var nødvendige for at fremme deres dagsorden (iberegnet bestikkelse af politikere) erfarer vi intetsteds; afgørende spørgsmål, såsom rødderne til den jødiske finansmagt eller den grundlæggende forskel mellem den produktive kapitalisme, som for eksempel Henry Fords, der skaffede arbejdspladser og producerede varer, som tjente almenvellet og den parasitære finanskapitalisme som for eksempel Rotschildfamiliens, der brugte og bruger pengene som handelsvare for ved hjælp af børsspekulationer at skovle eventyrlige formuer ind, berører han slet ikke. Den, som her tørster efter en forklaring, kan med fordel gribe til en eller anden bog af den katolske teolog, Johannes Rothkranz.
Så meget om svaghederne i Reeds værk. Hvad er så hans styrke, som allerede ved en første, flygtig gennemlæsning vakte min beundring og bevægede mig til straks at sige ja til tilbuddet om at oversætte bogen til tysk?
Douglas Reed, der var født i 1895 og som, før han trådte tilbage i efteråret 1938, var europakorrespondent ved den prestigefyldte London-avis, The Times, satte sig snart efter slutningen af Anden Verdenskrig en opgave, som mangen en bedre kvalificeret person var veget forskrækket tilbage fra. Han ville dokumentere jødedommens udvikling fra det femte århundrede før Kristi fødsel indtil nutiden, såvel som jødernes indflydelse på samfundet og politikken i deres værtslande. Trods et vist antal uundgåelige fejl er dette lykkedes ham så strålende, at man med god samvittighed kan regne The Controversy of Zion med blandt de vigtigste politiske bøger i det 20. århundrede.
Douglas Reed afsluttede sit mesterværk i slutningen af 1956 i en alder af 61 år. Skønt der blev ham forundt endnu 20 år at leve i, kom han ikke til at opleve udgivelsen af bogen, for han fandt ingen forlægger. Først kort efter hans død udkom The Controversy of Zion i Sydafrika.
Da han gik i gang med dette epokegørende værk, var han allerede blevet til en ikke-person, for i sine skrifter under og efter Anden Verdenskrig havde han udøvet en kendeligt stærkere og stærkere kritik af jødedommen. Hvis en anden havde gjort det, var han blevet kaldt "nazi", men det gik ikke med Reed, fordi han før krigen havde været blandt de mest kompromisløse modstandere af "Det tredie Rige" og i sine to bøger Insanity Fair (da. "Galskabens Marked") og Disgrace Abounding (da. "Grænseløs Skændsel") havde hudflettet sin regerings samarbejdspolitik. (Det tjener ham til ære, at hans rabiate antinazisme ikke forhindrede ham i senere at sætte de sejrende magters hævnorgier i det besatte Tyskland såvel som den frastødende farce, som Nürnbergprocessen var, i gabestokken). Da man ikke kunne sværte ham til som nazist, måtte man nøjes med at give ham etiketten "virulent antisemit" (som The Times skrev i nekrologen over ham som en af deres tidligere korrespondenter)1. Dette er meget forkert, for hvis ordet endnu har nogen betydning, er "antisemitisme" ensbetydende med "fjendtlighed mod jøder på grund af deres semitiske afstamning". Af en sådan racebetinget jødefjendtlighed findes der hos Reed intet spor, det jødiske problem ligger for ham ikke i de jødiske gener, men ene og alene i den jødiske religion.
Reeds dom over denne religion er ubarmhjertig:
"Trosbekendelsen, der blev givet magt som gældende lov i Judæa i 458 f. Kr. Var da – og er stadig – enestående i verden. Den hvilede på den påstand – som blev tillagt stammeguden (Jehova)- at "israelitterne" (rent faktisk judæerne) var hans "udvalgte folk", der, dersom det fulgte alle hans "lov-regler og domme", ville blive sat over alle øvrige folkeslag og anbragt i et "forjættet land". Ud fra denne teori voksede så, hvad enten det måtte skyldes planlægning eller uforudset nødvendighed, de tilhørende teorier om "fangenskab" og "ødelæggelse". Hvis Jehova skulle tilbedes sådan, som han krævede det, på et bestemt sted i et specifikt land, måtte alle hans tilbedere bo dér." (1. Kapitel)
"Jeg vurderer, at en barbarisk overtro, der fødtes i oldtiden og blev opfostret gennem århundrederne af et halvhemmeligt præsteskab, er vendt tilbage i vor tid for at plage os i form af en politisk bevægelse, der støttes af stor rigdom og en stærk magt, som er placeret i alle verdens store byer. Gennem de to fremgangsmåder, der er blevet benyttet, revolution nedefra og korruption af regeringer oppefra, er den nået langt i gennemførelsen af en fantastisk ambition om opnåelse af verdensherredømme, idet den har udnyttet de to værktøjet til at hidse nationer op imod hinanden." (Efterskrift)
Reed så den eneste løsning som "Jødernes indlemmelse i menneskeheden", altså i deres uforbeholdne assimilation, som nødvendigvis må have opblanding med deres værstbefolkninger til følge. For en "antisemit", der er rodfæstet i racistiske tankebaner, er en sådan opblanding selvfølgelig en vederstyggelighed – ganske som det for ortodokse jøder er en vederstyggelighed for Herren:
Nehemias Bog', kap. 13, vers 23:
"På samme tid lagde jeg også mærke til, at hos de jøder, der havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske kvinder,
24. talte halvdelen af børnene asdoditisk eller et af de andre folks sprog, men kunne ikke tale jødisk.
25. Da gik jeg i rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle af dem og rykkede dem i håret og besvor dem ved Gud: "Giv dog ikke deres sønner Eders døtre til ægte og tag ikke deres døtre til hustruer for Eders sønner eller Eder selv!
26. Syndede ikke kong Salomo af Israel for slige kvinders skyld? Mage til konge fandtes dog ikke blandt de mange folk, og han var så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til konge over hele Israel; og dog fik de fremmede kvinder endog ham til at synde!
27. Skal vi virkelig høre om Eder, at I begår al denne svare misgerning og forbryder Eder mod vor Gud ved at ægte fremmede kvinder?"
Ezras Bog kap. 10:
"10. Derpå stod præsten Ezra op og sagde til dem: I har forbrudt Eder ved at hjemføre fremmede kvinder og således øget Israels syndeskyld;
11. så bekend da nu Eders synd for Herren, Eders fædres Gud, og gør hans vilje; skil Eder ud fra hedningerne i landet og fra de fremmede kvinder!"
12. Og hele forsamlingen svarede med høj røst: "Som du siger, bør vi gøre!"
Man bedes bemærke, at Nürnberglovene af 1935 var mere humane end Ezras forlangende, da de ganske vist forbød fremtidige ægteskaber mellem ariere og jøder, men ikke antastede allerede bestående blandede ægteskaber.
I året 1821 opdagede den franske astronom Alexis Bouvard forstyrrelser i planeten Uranus' omløbsbane, som han først ikke kunne finde forklaring på. Med tiden kom han til den slutning, at der måtte være en planet på den anden side af Uranus, ude af syne, hvis gravitationskraft påvirkede Uranus' omløbsbane. I året 1846 blev denne planet opdaget af franskmanden Urbain Le Verrier såvel som af den tyske Johann Gottfried Galle og den fik navnet Neptun. Bouvard havde altså fået ret i sin hypotese; men det var ham ikke beskåret at opleve sin triumf, for han døde tre år forinden.
Hvad der lykkedes for Alexis Bouvard på området "astronomi", lykkedes for Douglas Reed på området "politik". Som skarpsindig og ubestikkelig iagttager af begivenhederne på den verdenspolitiske scene, sluttede han ud fra næsten umærkeligt forekommende ting tilstedeværelsen af en usynlig kraft, som fik statsmænd til at danse som marionetter hængende i deres snore. Her skal gives to særligt anskueliggørende eksempler.
I efteråret 1917 besluttede den britiske regering at overføre en betydelig del af de tropper, som kæmpede på de franske slagmarker til Det nære Østen for at drive tyrkerne, der var allieret med det tyske kejserrige, ud af Palæstina. Set fra et militært synspunkt var dette det glade vanvid, for det har vist sig i utallige krige, at det er en stor fejl at overføre tropper fra en hovedkrigsskueplads til en forholdsvis uvigtig sekundær krigsskueplads. Følgelig udløste London-regeringens beslutning forlegen hovedrysten hos erfarne militærfolk. Det lykkedes faktisk for det kæmpestore ekspeditionskorps at besejre tyrkerne i Palæstina (det indtog Jerusalem i december 1917), men svækkelsen af vestfronten havde katastrofale følger for den britiske hær, så meget mere som tyskerne, efter at Rusland var gledet ud af krigen, nu kunne kaste størstedelen af deres styrke, som hidtil havde været bundet på den russiske front, mod Vest. Briterne led frygtelige tab og kun massiv tilførsel af amerikanske tropper i foråret 1918 forhindrede den totale katastrofe.
Douglas Reed, som på det tidspunkt kæmpede i luftvåbnet i Frankrig, anede selvfølgelig ikke, hvad der havde bevæget hans regering til denne mærkelige fremgangsmåde. Først mange år senere blev han klar over grunden: "Det usynlige pres" på regeringen i London fra zionistiske udsendinge, for at medvirke til oprettelsen af en jødisk stat havde båret frugt; den 2. november 1917, mens kampene i Det nære Østen allerede var i fuld gang, havde udenrigsminster Lord Arthur Balfour per brev forsikret zionisten Lionel Rotschild, at hans regering støttede bestræbelserne på at skabe et jødisk hjemland i Palæstina. For i fremtiden at kunne overdrage dette område til zionisterne, måtte englænderne selvfølgelig først bringe det under deres herredømme – og med det formål var det påkrævet at sende en stor styrke til Det nære Østen uden hensyn til de fatale følger, som dette skridt måtte føre med sig for tropperne på vestfronten. Således ofrede de ansvarlige i London koldblodigt titusinder af unge englændere på den fremtidige stat, Israels, alter.
Ikke mindre uforklarlig var ved første øjekast den politik, som USA og Storbrittanien fulgte fra foråret 1943. Efter slaget ved Stalingrad og tilbagetrækningen af tyske tropper fra Nordafrika, var det klart, at det tyske rige ikke længere havde en chance for en militær sejr. Da hverken USSR eller vestmagterne havde de fjerneste hensigter om et fredeligt kompromis med Adolf Hitler, var det allerede på dette tidspunkt til at forudse, at en del af Europa, som følge af det uundgåelige tyske nederlag, ville komme under anglo-amerikansk og en del under sovjetisk kontrol. Set fra vestmagternes standpunkt ville den eneste fornuftige politik under disse omstændigheder have bestået i så vidt muligt at erobre store områder af Østeuropa inden Den røde hær kom dem i forkøbet. Følgelig trængte et slag mod "Aksens bløde underliv", Balkan, sig på i sommeren 1943, med det formål at gøre et fremstød over Grækenland og Jugoslavien mod Nord. Men netop dette gjorde anglo-amerikanerne ikke; de nøjedes med at gøre landgang i Italien, hvor deres fremmarch syd for Rom stagnerede i fire måneder. I stedet for at gøre springet over til Balkan, mens der endnu var tid, iscenesatte de i midten af august 1944 en invasion af Sydfrankrig, mens Den røde hær snart efter løb Rumænien over ende og derfra trængte frem mod Syd og Vest. Alligevel ville det have været muligt for anglo-amerikanerne at nå frem til de tre mellemeuropæiske nøglebyer, Berlin, Wien og Prag før sovjetterne, men Eisenhower beordrede sine tropper til at standse, så at alle tre byer blev indtaget af Den røde hær.
Efter et grundigt studium af det disponible materiale sluttede Reed, at den skrantende amerikanske præsident Roosevelt, som var blevet en egentlig marionet for sine overvejende jødiske, og helt igennem pro-sovjetiske "rådgivere", havde besluttet at servere halvdelen af Europa til kommunismen på et sølvfad og dermed bane vejen for den fremtidige deling af det europæiske kontinent. Winston Churchill var ganske vist ikke begejstret for denne politik, men han havde ikke længere meget at skulle have sagt og var allerede sunket ned til at være statist. Alle vigtige beslutninger blev nu truffet i Washington og ikke i London.
Under disse omstændigheder var der for Reed ikke længere nogen vej uden om den erkendelse, at Den Anden Verdenskrigs virkelige sejrherrer var de to revolutionære tvillingebrødre, den jødiske kommunisme og den jødiske zionisme. Takket være de vestlige lederes medvirken svang Stalin sig op til at blive herre over halvdelen af Europa, mens zionisterne tre år efter krigens slutning kunne oprette den stat i Det nære Østen, de så længe havde ønsket. Med stort klarsyn beskrev Reed, at denne stat lige fra begyndelsen ville være en krudttønde, hvis eksplosion nødvendigvis måtte føre til en verdensbrand. Alt tyder i dag på, at han havde ret i denne vurdering; kun med hensyn til tidsforløbet tog han fejl, for udviklingen forløb meget langsommere og den kommende verdensbrand bygger sig truende op under helt andre omstændigheder, end Reed kunne forudse.
Hvordan var det kommet så vidt, at et ubetydeligt religiøst og etnisk mindretal fik næsten fuldstændig kontrol over vestmagternes udenrigspolitik? For at kunne besvare dette spørgsmål endegyldigt, måtte man følge det jødiske folks og dets magts udvikling gennem århundrederne, og så var det nærliggende at begynde med begyndelsen – Det Gamle Testamente.
Jeg ville ikke kunne sige, hvem der ville være berettiget til at nægte Det Gamle Testamente sin respekt, da det dog er et af de betydeligste værker gennem alle tider. Hverken før eller siden er det evige spørgsmål om roden til ondskab og uret så vægtigt fremstillet og besvaret som i Jobs Bog. Syndefaldet, fordrivelsen fra Paradis, historien om Kain og Abel, Babelstårnet, Noahs Ark, alle disse historier er af så vældig en symbolkraft og er så påtrængende, at intet følsomt menneske, som én gang har hørt dem, nogensinde kan glemme dem.
Til de steder i Det Gamle Testamente, som gør mest indtryk, hører for mig dialogen mellem Gud og Abraham om den syndige by, Sodomas, skæbne. På Abrahams bøn lover Gud at skåne byen, hvis man kan finde halvtreds retfærdige i den. Derefter handler Abraham dette tal stadig længere ned - til ti:
1. Mosebog kap. 18, vers 32. "Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene gang endnu: måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de ti's skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
Vers 33: Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin bolig".
Gud finder ikke ti retfærdige i Sodoma, og byen er hjemfalden til udslettelse. Jeg tænkte på denne historie med chok og vemod, da jeg hørte om en appel til det tyske folk fra Horst Mahler (kort tid efter, at han var blevet dømt til tolv et halvt år fængsel for sin kritik af jødedommen såvel som af den jødiske version af Anden Verdenskrigs historie): I titusindvis skulle tyskerne gå ud på gaderne og hæve deres stemmer imod denne løgn, som siden 1945 har hvilet som en blytung vægt over det tyske folk, der gør det umuligt for det at genvinde dets selvagtelse, og som, hvis den ikke bliver fjernet, må føre til dets undergang. De titusinder af demonstranter indfandt sig ikke, der kom ikke engang ti. Dertil er frygten alt for dybt forankret i det tyske folk.
Ved siden af ærefrygtindgydende tekster som den ovenfor nævnte, støder man ganske vist også på ting, som giver betydelig mindre anledning til beundring. Igen og igen befaler Jehova sit folk til fuldstændig udryddelse af andre stammer. Her skal gives et eksempel:
Femte Mosebog 7; 1-3, 16:
Når Herren din Gud fører dig ind i det land, du skal ind og tage i besiddelse, og driver store folk bort foran dig, hetiterne, girgasjiterne, amoriterne, kana'æerne, perzittiterne, hivviterne og jebusiterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og når Herren din Gud giver dem i din magt , og du overvinder dem, så skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel. Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres sønner din datter eller tage en af deres døtre til din søn;
Og alle de folk, som Herren din Gud giver dig, skal du fortære uden skånsel; du må ikke dyrke deres guder, thi det vil blive en snare for dig.
Hvordan kunne den samme Gud, som havde givet sit folk De Ti Bud, derunder det sjette, som forbyder mord, befale den forskelsløse udryddelse af hele folkeslag? Og hvordan kunne Moses, som havde bragt Israels børn tavlerne med De Ti Bud, ende sin jordiske løbebane med en rædselsfuld massakre på midianiterne, som hans kone tilhørte (Fjerde Mosebog, kap 31)? På disse spørgsmål meddeler Reed et logisk svar: Jehovas folkemorderiske befalinger blev først senere indføjet i de hellige tekster, i det babyloniske eksil af de skriftkloge, som fremstillede den endelige version af de hellige tekster, for at indpode den ønskede chauvinisme i deres folk.
Dette betyder selvfølgelig, at den historiske virkelighed, som er skildret i de pågældende passager, står åben. Faktisk findes der ingen objektive beviser for, at disse massemord nogen sinde har fundet sted. Et stærkt indicium for, at det ikke forholder sig sådan, giver den i Esters Bog fortalte historie om de 75.000 persere, som jøderne slagtede med udtrykkelig tilladelse fra den persiske kong Ahasverus. (Til minde om denne glædelige begivenhed eller ikke-begivenhed fejrer rettroende jøder den dag i dag årligt deres Purimfest!) I den persiske historieskrivning findes der ikke den ringeste henvisning til denne forbløffende hændelse; vi har altså med en til vished grænsende sandsynlighed at gøre med en myte.
For de religiøse jøder er sådanne myter imidlertid en levende del af deres tradition, for en ikke-begivenhed, som man bestandig hører og læser om, bliver i menneskets subjektive bevidsthed til en urokkelig kendsgerning. Hvis man gennemførte en meningsmåling blandt jøder og hjernevaskede europæiske og amerikanske ikke-jøder om den vigtigste begivenhed i det 20. århundrede, så ville de fleste jøder og i det mindste et stort mindretal af ikke-jøder utvivlsomt nævne Holocaust, hvorved de ikke forstår de meget virkelige og meget brutale jødeforfølgelser under Den Anden Verdenskrig, men den frit opfundne, fabriksmæssige udryddelse af millioner af jøder i kemiske slagtehuse. Ligesom denne ikke-begivenhed, denne opdigtede rædselspropaganda nu i seks og et halvt årti har præget den halve menneskeheds bevidsthed, således har Jehovas befalinger om at udrydde andre folkeslag præget troende jøders tænkemåde i langt over to tusind år, med alle de følger, som kommer af dette.
Den fuldstændigt udryddede fjende bærer i jødisk tradition navnet Amalek, efter folket amalekiterne, som ifølge Det Gamle Testamente blev fuldstændig udryddet af israelitterne. (Første Samuel Bog 15; Første Krønikebog 4; 43). Som Amalek gælder enhver hersker eller politisk leder i fortiden eller nutiden, som imødegik eller imødegår jøderne, det være sig den ukrainske kosakleder Bohdan Khmelnitsky (1595-1667) eller Adolf Hitler, Gamal Abdel Nasser eller Mahmoud Ahmadinejad. Men hele folk kan også identificeres med amalekiterne, om det nu er tyskerne (i året 1898 vægrede rabbiner Yosed Haim Sonnenfeld sig ved at møde Kejser Wilhelm II. under dennes besøg i Palæstina, da tyskerne nedstammer fra amalekiterne2, eller det er palæstinenserne.
Den 25. februar 1994 trængte en kaptajn i de israelske sanitetstropper, dr. Baruch Goldstein, ind i en moské, skød 29 arabere med sit maskingevær og sårede 150. Da han ville skifte magasinet, blev han dræbt af en overlevende med en ildslukker. Med sin heltedåd og sin martyrdød vandt amokløberen i ortodokse jøders øjne status af helgen, mens hans ofre posthumt blev hånet af fromme rabbinere:
Rabbiner Israel Ariel: "Den hellige martyr Baruch Goldstein er fra nu af vor fortaler i himlen." 3
Rabbiner Dov Lior: "Hvad Goldstein gjorde, gjorde han i Guds navn. Derved har han vist sig som retskaffen." 4
Rabbiner Moshe Levinger: "Jeg føler for de 29 døde palæstinensere lige så meget medlidenhed, som jeg ville føle for 29 døde fluer." 5
Rabbiner Yaacov Perrin: "En million arabere er ikke så meget værd som en jødes fingernegl." 6
Et år efter massakren satte taknemmelige israelere et mindesmærke for slagteren med en indskrift, der begynder som følger:
"Her hviler den hellige Dr. Baruch Goldstein, velsignet være mindet om denne oprigtige og hellige mand, måtte Herren hævne hans blod." 7
Ifølge den samme gravindskrift var Baruch den syvende efterfølger af grundlæggeren af Chabad-Lubavitch Bevægelsen, rabbiner Schneur Zalman (1745-1812), fra hvem følgende kloge udtalelse er overleveret:
"Goyims (ikke-jøders) sjæle er af en helt anden, ringere art. Alle jøder er af naturen gode, alle goyim af naturen onde. Jøderne er kronen på skaberværket, goyim dets afskum." 8
Det er dog en trøst, at der henvises til, at ikke en enste af disse gudfrygtige rabbinere anbefaler at dræbe alle ikke-jøder; i det mindste nogen af dem må forblive i live, for at de kan opfylde deres bestemmelse. Hvori denne består, forklarede rabbiner Ovadia Yosef, åndelig leder, som indtrådte i den israelske regering som repræsentant for Shas-bevægelsen i oktober 2010:
"Goyim bliver født for at tjene os. Noget andet formål har de ikke i denne verden. Kun at tjene os."
På spørgsmålet, hvorfor den almægtige ofte skænker ikke-jøder et langt liv, vidste den højlærte rabbiner selvfølgelig det eneste rigtige svar:
"Hvortil behøver man ikke-jøder? Forestil jer, at en persons æsel dør. Den pågældende ville miste sine penge. Når alt kommer til alt er æslet hans træl. Derfor får han et langt liv, for at han kan arbejde godt for disse jøder .... De (ikke-jøderne) vil pløje, de vil bringe høsten ind. Vi vil sidde som herskere og spise." 9
Efter at disse visdomsord havde fundet vej ind i "den frie verdens" presse, og havde udløst ret megen opstandelse, forsøgte jødiske organisationer som ADL (Anti-Defamation League) at begrænse skaden ved at tildele Ovadia Yosef en røffel for hans "fordomsfulde" og "intolerante" ytringer, dog var dette ikke andet end modbydeligt hykleri, for disse var fuldt og helt i overensstemmelse med den jødiske religion. Når alt kommer til alt har Jehova stillet sit folk følgende i udsigt:
Esajas Bog kap. 60, vers 10-12:
10. Udlændinge skal bygge dine mure, og tjene dig skal deres konger; thi i vrede slog jeg dig, men i nåde forbarmer jeg mig over dig.
11. Dine porte skal altid holdes åbne, de lukkes hverken dag eller nat, at folkenes rigdom kan bringes dig med deres konger som førere.
12. Thi det folk og det rige, som ikke tjener dig, skal gå til grunde, og folkene skal lægges øde i bund og grund.
Denne profeti er gået i opfyldelse, for i dag bliver folkenes rigdom faktisk bragt til Israel. Fra USA tilflyder der hvert år den zionistiske stat milliarder i bistand; fra Tyskland har Israel ifølge officielle oplysninger alene indtil året 1992 fået 85,4 milliarder DM "wiedergutmachung" (skadesløsholdelse)10 og dertil kommer tributbetalinger i form af varer. Nahum Goldmann, en mangeårig tidligere formand for den jødiske verdenskongres, fastslår i sin bog, Det jødiske Paradoks:
"Uden de tyske skadesløsholdelses-betalinger, som blev indbetalt i de første ti år efter grundlæggelsen af staten Israel, ville denne stat næppe have haft halvdelen af sin infrastruktur; alle tog, alle skibe, alle elektricitetsværker, såvel som størstedelen af industrien, kommer fra Tyskland." 11
Så storstilet understøttelse forundte og forunder Tyskland en stat, som blev oprettet på frarøvet palæstinensisk territorium og som har fordrevet halvdelen af den hjemmehørende befolkning med blodig terror. Også dette tyveri af land fandt sin retfærdiggørelse i Det Gamle Testamente:
Femte Mosebog, kap.6, vers 10-12:
10. Og når Herren din Gud fører dig ind i det land, han tilsvor dine fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke byer, som du ikke har bygget,
11. huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede cisterner, som du ikke har udhugget, vingårde og olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt,
12. vogt dig da for at glemme Herren, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset;
Den voldsomme chauvinisme og racisme i Det Gamle Testamente stiger til det hvidglødende i Talmud og tager dér en særlig antikristen retning. Ifølge Talmud koger Jesus Kristus i helvede i sydende ekskrementer:
"Han (hedningen Onkelos, som vovede at gå over til jødedommen) gik hen og vækkede Jesus af de døde ved hjælp af besværgelser. Så spurgte han: Hvem er agtet i den anden verden? Han svarede: Israels børn. Han spurgte: Skal jeg slå dem ned? Han svarede: Søg at gavne dem, ikke at skade dem. Hvo som angriber dem, angriber hans (Guds) øjesten. Han sagde: Hvad er din straf? Han svarede: Sydende ekskrementer, for en mester har sagt: Den, som forhåner de vises ord, skal straffes med sydende ekskrementer." 12
Af en sådan art er dette lille folks dystre verdenssyn, dette lille folk, som i århundredernes løb opnåede fantastisk erhvervsmæssig og politisk magt. For dets værtsfolk kunne og kan følgerne kun være af ubehagelig art.
Her vil man indvende, at ikke alle jøder tænker på den måde. Dette er selvfølgelig rigtigt. Til alle tider har der været ærlige og modige jøder, som hævede deres stemmer imod deres lederes vanvittige ideologi, fra de gammeltestamentlige profeter som Amos, ("Er I mig ej som Ætiopiens børn, israeliter, lyder det fra Herren;" Amos' Bog, 9, 7) over den betydelige tænker, Baruch Spinoza, som af sine trosfæller blev lyst i band ("Gud slå ham med tæring, med feber, med brand, med betændelse, med sværd, med ufrugtbarhed, med spedalskhed, og må han forfølge ham, indtil han helt har udslettet ham") til de antizionistiske og pro-palæstinensiske israelske dissidenter i vore dage, til skikkelser som Israel Shahak, Israel Shamir og Gilad Atzmon. Dog har disse mænd med nye ideer altid været et isoleret mindretal inden for jødesamfundet; i spidsen for dette har altid stået vogterne af den rene lære, som med Argusøjne overvågede, at det jødiske fodfolk ikke kom ud af trit. Med hvilke midler rabbinerne udøvede deres rædselsherredømme i ghettoerne og hvor nådesløst de gik til værks imod afvigere, skildrer Israel Shahak i sin storartede bog, Jødisk Historie, Jødisk Religion. Indflydelsen i 3000 år. 13
Trods alle indre stridigheder, der selvfølgelig fandtes, fremstod jøderne i kristne lande som en tilsyneladende kompakt gruppe overfor deres værtsfolk. De undgik for eksempel at lade kristne domstole dømme i stridigheder mellem medlemmer af det jødiske fællesskab og ordnede det i stedet internt ved jødiske tribunaler. De boede i afsondrede ghettoer.
Under disse omstændigheder kunne der ikke opstå nogen sameksistens mellem det kristne befolkningsflertal og det jødiske mindretal, man levede i bedste fald side om side og i værste fald i konflikt med hinanden. De kristne massers mistroiske, endog fjendtlige holdning over for jøderne, som periodisk udløste pogromer, bliver af politiske korrekte historikere udelukkende fremstillet som et resultat af religiøs intolerance og præsters hetz, men havde i virkeligheden altid økonomiske årsager.
I Mosebøgerne hedder det:
5. Mosebog, kap. 23
19. Du må ikke tage rente af din broder, hverken af penge, fødevarer eller andet, som man kan tage rente af.
20. Af udlændinge må du tage rente, men ikke af din broder, hvis Herren din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i det land, du skal ind og tage i besiddelse.
21. Når du aflægger et løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og du vil pådrage dig skyld.
Skrupelløse jødiske ågerkarle udnyttede i den grad tilladelsen til at "tage rente af udlændinge": I England i middelalderen tog de jødiske pengeudlånere en rente på mellem 22 og 43 procent.14
I Spanien tillod magthaverne jøderne i det fjortende århundrede en rentesats på 33 procent. Da der i Cuenca i 1326 udbrød hungersnød og bøndernes havde desperat brug for penge til indkøb af sædekorn, vægrede jøderne sig ved at låne dem penge, så længe de ikke måtte tage en rente på 40 procent.15
Disse eksempler kan faktisk fortsættes efter forgodtbefindende. At jøderne med sådanne metoder ikke gjorde sig særlig populære, er let at forstå. Hvor de stedlige myndigheder var fornuftige nok til at begrænse rentesatsen til et rimeligt niveau – som for eksempel i Venedig i det 16. århundrede, hvor den højeste tilladte sats blev sænket til 5% 16 - mindskedes også fjendtlighed mod jøderne.
Det blev i århundreder nægtet jøderne at få indflydelse på deres værtslandes samfundsorden, religion eller kultur, idet såvel den verdslige magt som kirken hurtigt fik sat en stopper for eventuelle forsøg i denne retning. Dette ændrede sig med den franske revolution (i hvilken jøderne, som Reed også beretter, i øvrigt ikke havde nogen nævneværdig andel). Som følge af revolutionen forsvandt de hidtige begrænsninger for jøderne næsten overalt i Vesteuropa. Fra den ene dag til den anden bød de nye muligheder såvel som det samtidige voldsomme opsving i pressevæsnet jøderne hidtil uanede muligheder for at påvirke deres værtsbefolkninger, dvs. til udbredelsen af destruktive ideologier og til at propagandere for skadelige adfærdsformer.
Fra de jødiske lederes standpunkt var jødernes ligeberettigelse ganske vist et tveægget sværd; den bragte ikke kun umådelige fordele, men også meget håndgribelige farer med sig. For assimilationen lokkede nemlig stadig flere af dem, der tilhørte det jødiske fodfolk, som var blevet lede og kede af rabbinernes formynderi. Således løb de jødiske generaler den risiko, en dag at stå uden soldater.
Til de mest informative kapitler i Douglas Reeds bog hører det ottende, som beskæftiger sig med de vesteuropæiske jøders emancipation og assimilation i det 19. og tidlige 20. århundrede. Hvis denne proces var blevet ført succesrigt til ende, ville det have bragt både ikke-jøder og jøder uendelig velsignelse. Jøderne ville endelig have kastet det rabbinske åg af sig og ville indtil deres endelige og fuldstændige opblanding med deres værtsfolk, i endnu to eller tre generationer, have kunnet spille en frugtbargørende rolle i disse, idet de uforbeholdent ville have stillet deres ubestridelige talenter og høje uddannelsegrad (den lå over gennemsnittet), til deres respektive hjemlandes disposition, som det i assimilationsperioden faktisk var tilfældet (det rækker her at minde om store læger som Ignaz Semmelweis og Paul Ehrlich, betydelige komponister som Gustav Mahler og fremragende forfattere som Stefan Zweig).
At assimilationen ikke lykkedes kom frem for alt af, at det store flertal af østjøderne, og mest af alt deres talmudiske ledere, modsatte sig den med næb og kløer. Det stærkeste våben i deres modoffensiv blev den reaktionære og anakronistiske zionistiske ideologi, som forfulgte det mål, at gøre jødernes afsondring permanent og at spærre dem inde i en usynlig ghetto for altid. En stor del af Reeds bog er helliget beskrivelsen af denne ideologis triumftog, som mødte utilsløret sympati hos mange vestlige politikere. Den 8. februar 1920 bragtes en artikel i Illustrated Sunday Herald af Winston Churchill med titlen "Zionisme versus Bolsjevisme. En kamp om det jødiske folks sjæl". Efter at Churchill i artiklen havde påvist, at den internationale kommunistiske bevægelse i vid udstrækning var under jødisk kontrol og at oktoberrevolutionen i Rusland overvejende var jøders værk, gav han udtryk for det håb, at de jødiske masser ville beslutte sig for zionismen som et alternativ til kommunismen. (Som Reed mange steder i sin bog fremhæver, var en modsætning mellem de to ideologier i vid udstrækning falsk; kommunister og zionister opererede efter mottoet: "Adskilt marchere, samlet slå til.")
Til at forhindre eller i det mindste forsinke den eksistenstruende assimilation af det jødiske fodfolk, bruger de jødiske ledere i nutiden mest af alt det psykologiske våben "holocaust". Den uophørlige holocaust-propaganda er ment for såvel jøder som ikke-jøder. De første skal hensættes i en permanent tilstand af hysteri og forfølgelsesvanvid, så at de vil trænges desto tættere om deres zionistiske ledere, der gebærder sig som deres frelsere fra en ny "holocaust". Ikke-jøderne skal med denne propaganda fyldes med skyldkomplekser og gøres ude af stand til at værge sig mod den skæbne, der er dem tiltænkt: deres ubønhørlige fortrængning af immigrantmasser fra den tredie verden og deres forsvinden i en "multikulturel" folkeblanding, hvor der kun skal være ét ublandet folk – det af Jehova udvalgte.
"Vi jøder, ødelæggerne,vil altid forblive ødelæggere."
Samuel Maurice, jødisk forfatter 17
Den ovenfor nævnte katolske teolog, Johannes Rothkrantz mener, at der i løbet af det nittende århundrede er steget et tohovedet uhyre, hvis hoveder hedder Marx og Rothschild, op fra dybet. Faktisk har den jødiske marxisme og den jødiske finanskapitalisme dengang taget Aftenlandets befolkninger i et ubarmhjertigt kvælertag. "Revolution nedefra, korrupte regeringer ovenfra", sådan beskriver Reed denne tingenes tilstand, som han igen og igen kommer ind på. Her har vi ikke noget at føje til hans redegørelse. I dag, fem og et halvt årti efter afslutningen af Kontroversen om Zion, kan vi imidlertid slå fast, at kampen mod Aftenlandet absolut ikke kun er blevet ført på denne måde. Nu kæmper de hvide folkeslag i Europa og Nordamerika allerede for deres blotte biologiske overlevelse – eller rettere sagt, de burde kæmpe for den, men gør det ikke, fordi deres naturlige modstand imod deres planlagte biologiske udslettelse er lammet ved hjælp af uophørlig løgnepropaganda og intensiv hjernevask. Dette kunne Douglas Reed, som var en skarpsindig iagttager, men ikke synsk, endnu ikke forudse i 1956.
For at nå det eftertragtede mål – det af Jehova lovede overherredømme over goyim – måtte tovholderne bag den undergravende virksomhed ødelægge de vigtigste søjler, som deres værtsbefolkningers samfundsorden hvilede på: religion, familie, etnisk homogenitet. Så ville alt andet gå af sig selv.
Første punkt var kampen mod den kristne religion. Her var hovedmodstanderen selvfølgelig Vatikanet og ikke den protestantiske kirke, selv om den oprindeligt jødevenlige Martin Luther, efter at læsningen af Talmud havde fyldt ham med rædsel, nogle år før sin død skrev en bog med titlen Jøderne og deres Løgne ("Derfor skal du vide, kære Kristus, og tvivl ikke derpå, at du næst efter djævelen ikke har nogen bitrere, giftigere, heftigere fjende end en ægte jøde, som oprigtigt vil være en jøde".) Især den kalvinistiske variant af protestantismen, ifølge hvilken materiel velstand er et tegn på udvalgthed, stod og står jødedommen så nær mentalitetsmæssigt, at der fra den kant ikke var og er nogen synderlig modstand at vente. I USA går de forskellige protestantiske kirker og sekter, der stadig betragter jøderne som et udvalgt folk, også efter Kristi komme, uforbeholdent ind for Israel og zionismen og stiller sig derved til tjeneste som de "nyttigste idioter" for den antikristne magt, som verden endnu har set.
Den katolske kirke var en tydeligt hårdere nød at knække; alle forsøg på at ødelægge den udefra led skibbrud. Kun underminering indefra kunne give resultat, og en sådan måtte ske fra oven. Hvis man vil infiltrere en hierarkisk, autoritært ledet organisation, må man stræbe efter at få dens overhoved under kontrol, for de undergivne, som er vant til betingelsesløs lydighed, vil så for de allerflestes vedkommende automatisk slå ind på den nye linie. Efter at infiltrationen af den katolske kirke anno 1965 i det store og hele var lykkedes ved det 2. Vatikankonsil, blev en mand ved navn Karol Wojtyla tretten år senere leder og begyndte forsigtigt men målrettet at judaisere den.
En eventuel protest imod denne politik fra det katolske fodfolks side blev taget i opløbet med en rent ud genial taktik. I spørgsmål som cølibat, præsters ægteskab med kvinder, homoseksualitet eller abort repræsenterede Wojtyla altid den traditionelle katolske holdning og blev derfor af størstedelen af medierne såvel som af de "fremskridtsvenlige teologer" angrebet som "konservativ" eller "reaktionær" – med det resultat, at det katolske fodfolk identificerede sig med deres "bagtalte pave" og ikke så eller ikke ville se, hvordan denne "heroiske forkæmper for den uforfalskede katolske lære" skridt for skridt underkastede sin kirke jødedommen. Wojtylas efterfølger, Josef Ratzinger fortsatte denne politik. Det enorme omfang af kapitulation overfor jødedommen viste sig i begyndelsen af 2008: Efter at det var blevet kendt, at den britiske biskop, Richard Williamson, havde bestredet eksistensen af gaskamre i de nationalsocialistiske koncentrationslejre, erklærede Federico Lombardi, Vatikanets talsmand over for pressen: "Den, som benægter Holocaust, ved intet om Guds og Kristi kors' hemmelighed."18 Auschwitzmysteriet blivet altså af Vatikanet allerede ligestillet med Golgathamysteriet og vil vel som det næste ganske fortrænge det. "Auschwitz er gendrivelsen af Kristus" mente den jødiske filmregissør og holocaust-propagandist, Claude Lanzmann allerede i 1993.19
Med ødelæggelsen af troen bortfaldt også forpligtelsen til at adlyde budet, "Du skal ikke ihjelslå". Den logiske konsekvens var at frigive abort med det resultat, at mange millioner ufødte børn i løbet af de seneste årtier er blevet sønderlemmet i moders liv. Kun en brøkdel af disse aborter fandt sted i tilfælde, hvor det var moralsk forsvarligt, ved fare for moderens liv eller når svangerskabet skyldtes voldtægt eller incest. I de allerfleste tilfælde ville de, der blev myrdet i moderskødet være blevet født som sunde børn, hvis man havde givet dem lov.
Det mangler ikke symbolsk værdi, at jødinden Simone Veil, der som tidligere indsat i Auschwitz smykker sig med titel af "Holocaust-overlever" og som i egenskab af fransk "sundhedsminister" har fået legalisering af abort gennemført, efter grundlæggelsen af Europaparlamentet blev valgt til "ærespræsident". Med dette valg bestemte "Europa" (dvs. den kriminelle klike, som hersker over det gamle kontinent) sig for en dødskultur og ringede dermed sin egen undergang ind – med mindre dette barbari møder modstand, mens tid endnu er.
Spørgsmålet om drivkraften bag de fabriksmæssigt udførte barnemord lader sig let besvare. Fra jøden, Lawrence Laden, medgrundlægger af den amerikanske "National Abortions Rights Action League", som "med så gode resultater har koncentreret sig om at støtte retten til abort og som den feministiske forfatterinde, Betty Friedan kaldte bevægelsens fader",20 til jøden dr. Etienne Beaulieu (oprindeligt familienavn: Blum), opfinder af abortpillen RU-486 – viser der sig altid det samme dødbringende mønster. I USA, hvor andelen af jøder i befolkningen officielt er 2 % og deres andel af lægerne er 14% 21, er hver anden abortlæge jøde22.
I modsætning til andre læger, som har forskrevet sig til dette skændige håndværk, vågnede samvittigheden i dr. Bernard Nathanson, som ud af de 75.000 aborter, der blev gennemført under hans ledelse, selv personligt havde foretaget 5.000. I sin film "The Silent Scream" ("Det stille Skrig") og i sin bog The Hand of God kastede han lys over drabene på børn i moderskødet og gik senere over til den katolske tro. I en skrivelse med titlen Confessions of an ex-abortionist ("En tidligere Abortlæges Tilståelser"), skrev Nathanson:
"Jeg er personligt ansvarlig for 75.000 aborter ... Vi overbeviste medierne om, at legalisering af abort var liberalt, oplyst og smart. Da vi vidste, at vi ved en meningsmåling ville have trukket det korte strå, fabrikerede vi simpelthen fiktive resultater. Vi lod medierne tro, at vi havde gennemført en meningsmåling og at 60% af amerikanerne var tilhængere af frigivelse af abort. Dette er en løgnens taktik, som så senere går i opfyldelse... De virkelige tal, (for de i USA årligt gennemførte illegale aborter) androg knapt 100.000, men vi talte over for medierne hele tiden om en million. Hvis en stor løgn bliver gentaget tit nok, så tror offentligheden på den. Antallet af kvinder, som døde som følge af illegale aborter, androg 200 til 250 om året, men via medierne påstod vi hele tiden, at det var 10.000. En anden myte, som vi gennem medierne indprentede offentligheden, gik ud på, at frigivelsn af abort blot ville have til følge, at de nu illegale aborter ville blive udført af kyndige læger. Fakta er imidlertid, at abort i dag er det vigtigske middel til fødselskontrol i USA og at antallet af de årlige aborter siden legaliseringen er steget femten gange... Vi smædede systematisk den katolske kirke med samt dens samfundsmæssigt tilbagestående ideer og fremstillede de katolikker, som modsatte sig abort, som skurkene i spillet ... Et af abortfortalernes yndlingsargumenter er, at det er umuligt at definere, hvornår livet begynder; spørgsmålet er altså af teologisk eller moralsk eller filosofisk art, på ingen måde videnskabeligt. Men føtologien har uigendriveligt bevist, at livet begynder med undfangelsen ... Her kan man spørge, hvordan mange amerikanske læger, som meget vel er bekendt med føtologiens erkendelser, kan fraskrive sig deres ære ved at foretage aborter. Svaret herpå ligger i et simpelt regnestykke: 300 dollar pr. indgreb, ganget med 1,55 millioner aborter, det skaber en industri, som årligt kaster 500 millioner dollar af sig; de fleste af disse går i abortlægernes lommer." 23
Koldblodige løgne, fabrikerede statistikker, undertrykkelse af videnskabelige kendsgerninger – for den, som har beskæftiget sig med den officielle historieskrivning om "Holocaust", forekommer mønsteret katastrofalt bekendt. Endnu et sidste ord om temaet abort. Den eneste kommunistiske stat, der, så vidt vides, undsagde denne praksis, var Nicolae Ceausescus' Rumænien. Efter Ceausescus' fald og henrettelse, ophævede hans demokratiske efterfølger, Petre Roman, søn af den jødiske kommunist Ernest Neulander alias Valter Roman24 straks forbuddet. Æres den, som æres bør!
Et ikke mindre tydeligt tegn på det moralske forfald i Aftenlandenes verden er propagandaen for homoseksualitet med dets frastødende "Gay Parades" (som Rusland, det skal siges til dets ære, som det eneste europæiske land indtil nu forbyder). Hvis nogen for tres år siden overfor Douglas Reed havde spået, at en pervers borgmester i Berlin engang ville bruge udtrykket "Jeg er bøsse, og det er også det rigtige sådan"25 og at den obskøne blasfemi, "homoseksuelle ægteskaber" ville blive gjort lovlig i det ene vestlige land efter det andet, så havde Reed helt sikkert erklæret denne profet for sindssyg. Homobevægelsens søjlehelgener er den tyske jøde Magnus Hirschfeld, tidligere kendt i den berlinske transvestit-lokalradio "Eldorado" som "Tante Magnesia" og grundlægger af "Institut for Seksualvidenskab", som i maj 1933 blev jævnet med jorden af nationalsocialistiske studenter26 (jeg håber, at læseren her udgyder politisk korrekte tårer!) samt den amerikanske jødiske digter, Allen Ginsberg, aktivist for den pædofile "Man-Boy-Love Association", der frem for alt har opnået fortjent ry gennem sit gradiose digt "Howl" ("Hyl") ("De lod sig kneppe i røven af de hellige motorcyklister og skreg af fryd"). Laver man en liste over prominente fortalere for bevægelser for bøsser og lesbiske i USA, så støder man på navne som Michael Aronowitz, Miriam Ben-Shalom, Jennifer Einhorn, Leslie Feinberg, Harvie Fierstein, Israel Fishman, David Goodstein, Ronald Gold, Len Hirsch, David Horowitz, Jonathan Katz, Moises Kaufman, Alan Klein, Larry Kramer, Bill Rubinstein, Leon Weinstein27 etc. En kommentar hertil undlader jeg.
At masseindvandringen fra den tredie verden fortrinsvis ledes af jøder har især professor Kevin MacDonald28 og Dr. David Duke29 påvist så udførligt og med en sådan fyldighed af kildeangivelser, at enhver modsigelse falder bort af sig selv – helt bortset fra, at prominente jøder dristigt praler med deres ledende rolle i forbindelse med denne invasion. Jeg vil her lade den amerikanske jødinde, Barbara Lerner-Spectre, som har grundlagt et "Europæisk Institut for Jødiske Studier" i Stockholm med penge fra den schweiziske stat, komme til orde:
"Jeg tror, der er en stigning i antisemitisme, fordi Europa endnu ikke har lært at være multikulturelt. Og jeg tror, vi vil have del i denne transformations fødselsveer, som må finde sted. Europa vil ikke være de monolitiske samfund, som de var i det forrige århundrede. Jøder vil være i centrum (af denne forvandling). Det er en stor forandring, Europa skal igennem. De (europæerne) er nu på vej ind i en multikulturel tilstand og man vil tage os vor ledende rolle ilde op. Men uden denne ledende rolle og uden denne transformation vil Europa ikke overleve."30
Hvorfor Europa ikke kan overleve "uden denne jødernes ledende rolle" og "uden denne transformation" behagede det ikke damen at afsløre, dog er det umiddelbart indlysende, hvorfor det Europa, som foresvæver fru Lerner-Spectre og hendes trosfæller ubetinget skal være "multikulturelt": En formløs masse, sammenblandet af alle mulige etniciteter, lader sig meget lettere manipulere og beherske end et etnisk homogent folk. De vil ikke kæmpe for deres hjem, fordi de ikke har noget hjem – overalt er Babylon. Sådanne mennesker vil ikke besinde sig på deres rødder, for hvilke rødder kan et menneske have, når den ene bedstefar er europæer og den anden afrikaner og den ene bedstemor er inder og den anden kineser.
Som endemål er altså tiltænkt den ikke-jødiske menneskehed degradering til en rodløs helotkaste, en blandingsbefolkning af hvide, sorte, brune og gule, regeret af det eneste ublandede folk – Det Udvalgte. Som tilfredsstillelse af befolkningens kulturelle behov må rap-musik, sæbeoperaer, pornofilm, Holocaust-mindesmærker og Malewitsch' sorte firkant være tilstrækkeligt; de vil kunne gøre sig forståelige på et primitivt engelsk, en slags pidgin, som de forskellige stammer på Papua-Ny Guinea betjener sig af som lingua franca og med et ordforråd på knapt 2000 ord. Det vil være tilstrækkeligt til at udtrykke de tanker, som endnu måtte være tilbage. Det vil virkelig være "Menneskehedens Solnedgang", som H.G. Wells kalder et kapitel i sin skrækindjagende utopi, Tidsmaskinen.
Nu fører den styrede folkevandring foreløbig ikke til massiv raceblanding; de fleste europæere, men også de fleste indvandrere, især fra muslimske lande, vil helst holde sig til deres egne, ligesom de fleste hvide amerikanere foretrækker en ægtefælle med deres egen hudfarve. Således er resultatet i det mindste i begyndelsesfasen ikke dannelsen af en blandet race, men en atomisering af samfundet, som falder fra hinanden i stadig mere adskilte og etnisk-kulturelle grupper. Også dette er til stor nytte for den zionistiske og talmudiske jødeélite, fordi det gør det muligt for den at spille den ene gruppe ud mod den anden efter det velkendte princip, "Del og hersk". Dertil kommer, at denne udvikling har den fordel, at man ikke længere lægger mærke til jøderne som en enestående religiøs og etnisk gruppe. I middelalderen var der ingen tvivl om, hvem der var kristen og hvem der var jøde; i det multikulturelle og multiraciale samfund falder jøderne ikke mere i øjnene og gælder for emigranterne bare som "hvide".
Hvordan kan det være, at de indfødte folk i Europa og de hvide amerikanere uden modstand affinder sig med den gradvise fortrængning af dem til fordel for en farvet og muslimsk civil besættelsesmagt? Hvorfor lægger de ikke den selvopholdelsesdrift for dagen, som kendetegner enhver sund indianer- eller negerstamme? Fordi det fra barnsben af uophørligt er blevet indprentet dem, at næst efter "antisemitisme" er "racisme" den grueligste af alle synder. Som "racist" gælder jo enhver, som vil forsvare sit hjem og sin identitet. Dette viser, at man ved hjælp af systematisk hjernevask kan få mennesker til at handle imod deres egne interesser, og som den yderste konsekvens kan få dem til at samtykke til deres egen undergang. De opfører sig så ligesom den røde fugl ved Donaudeltaet, om hvilken den rumænske forfatter, Marin Preda, beretter:
"Rumænske ornitologer havde opdaget en fugl med rød fjerdragt i Donaudeltaet, som lagde en uforklarlig adfærd for dagen. Ræven stjal hvert år dens æg og lagde i stedet sten i reden, som den så rugede på hele sommeren uden at lægge mærke til, at det var sten. For at redde den truede art, jog ornitologerne ræven væk. Derpå blev fuglen til de forskeres forbløffelse, som iagttog den i deres kikkerter på afstand, grebet af et uforklarligt hysteri; den knuste æggene med sit næb, slog heftigt med vingerne og dansede omkring som sindssyg. Hvad var der i vejen med den? Hvilket dystert instinkt drev den til selvudslettelse? Hvorfor ville den ikke længere leve? Hvem kunne vide det? Naturen havde dømt den røde fugl og det stod ikke i nogens magt at ophæve dommen."31
I modsætning til denne røde fugl er Aftenlandets menneskehed ikke dømt til døden af "naturen", men af helt andre kræfter, og at ingen har magt til at ophæve dommen, er ikke sikkert. Det er endnu ikke aften.
I de seneste år er det blevet de mest intelligente blandt jøderne klart, at jødesamfundet med dets krav om masseindvandring er ved at save den gren over, de selv sidder på, og at de løber en risiko for at blive revet i afgrunden sammen med deres værtsbefolkninger. Det har nemlig vist sig, at muslimerne, som udgør flertallet af emigranterne i Europa (men ikke i USA), er uimodtagelige for hjernevask, at "Holocaust"-propagandaen ikke bider på dem og at de fastholder deres antijødiske verdensbillede, der er præget af Islam. For at få bugt med det Frankenstein-uhyre, som jødesamfundet har skabt, forsøger dettes højrefløj på det seneste at kapre anti-indvandringsbevægelserne og spænde dem for deres egen vogn. Dette synes faktisk at lykkes: Marine Le Pen i Frankrig, Geert Wilders i Holland, Vlaams Blok i Flandern og Sverige-Demokraterne i Sverige (samt Dansk Folkeparti i Danmark, kbe.) holder en stram prozionistisk kurs og lovpriser Israel som forbundsfælle i kampen mod den "islamiske fare". Masseindvandring af farvede ikke-muslimer har dette kosher-højre, som er stikirenddrenge for zionisterne, naturligvis ikke det mindste at indvende imod. Til dette kosher-højre hører i øvrigt også den norske massemorder, Anders Breivik, som den 22. juli 2011 ydede et betydeligt bidrag til udryddelsen af sit eget folk og i sit manifest ytrede sig som Israel-fan:
"Lad os holde op med tåbeligt at støtte palæstinenserne, som vi bliver tilskyndet til af eurabierne, og lad os begynde at støtte vor kulturelle fætter, Israel!" (s. 338). 32
At det mål, zionisterne stiler imod, er at danne en verdensregering, som i begyndelsesfasen skal være ledet af marionetter, før de bliver afløst af jøder, har Douglas Reed klart erkendt og hele tiden fremhævet i Kontroversen om Zion. Udviklingen siden da bekræfter Reeds vurdering. Som middel til at nå dette mål, bruger den zionistiske og talmudiske jødeverden Amerikas Forenede Stater – en golem med jødisk hoved og ikke-jødisk krop, som med de mest tyndbenede påskud overfalder det ene land efter det andet. Næveretten er for længst trådt i stedet for folkeretten. Bevarelsen og styrkelsen af deres magt over USA er en ufravigelig forudsætning for virkeliggørelsen af deres planer. Mister de Amerika, så mister de alt. Men så længe De Forenede Staters politiske system ikke ændres, eksisterer den fare ikke.
I slutningen af sin bog henviser Reed til et af de markanteste kendetegn på dette system: I Amerika er der hele tiden et nært forestående valg – allerede to år efter præsidentvalget følger kongresvalget, så den til enhver tid siddende præsident uophørligt kan sættes under pres. Afviger han på mindste måde fra den foreskrevne linje, så risikerer han, at de jødiske organisationer stiller sig bag oppositionspartiet, hvilket automatisk vil have til følge, at de overvejende jødisk kontrollerede medier33 foranstalter en uophørlig klapjagt på præsidenten. Så det følger af sig selv, at præsidenten vogter sig for at irritere Israel-lobbyen.
Den helt klart mægtigste kraft i denne lobby er AIPAC (American Israel Public Affairs Committee), som i modsætning til lignende organisationer afstår fra ethvert hykleri og på sin webside definerer sig selv som "Amerikas Pro-Israel Lobby".34 Til dens mest prominente medlemmer hører republikaneren George Bush senior, George Bush junior, Condoleezza Rice og John McCain, såvel som demokraterne Bill Clinton, Hillary Clinton og John Kerry (alias Cohn).35 Behøves der flere beviser for, at demokratiet ikke er andet end et Mester Jakel teater, hvor uskyldige børn åndeløst følger med, når den smukke Kasper bortjager den onde krokodille uden at begribe, at bag tæppet står én og samme person og trækker i trådene, som får begge figurer til at bevæge sig? Om det nu er den demokratiske eller den republikanske kandidat, der vinder – den virkelige vinder er altid det amerikanske jødesamfund, som under disse omstændigheder kan tillade sig den luksus, at udsøge sig den bedst egnede af to tjenestekarle. (Den sidste USA-præsident, som ikke underkastede sig jødedommen betingelsesløst var John F. Kennedy...).
At Barack Obama, som få år før var fuldstændig ukendt i offentligheden, i november 2008 kunne blive valgt til præsident for Amerikas Forenede Stater, havde han jødisk støtte at takke for. I en artikel med titlen, "De jøder, som gjorde Obamas valg muligt" skrev en insider ved navn Moshe Feiglin:
"Hvem er de jøder, som gjorde Obamas valg muligt? ... Lederen af Obamas valgkampagne – hjernen bag den strålende kampagne for den unge kandidat, som endnu aldrig havde beklædt et offentligt embede – er naturligvis en jøde, David Pouffe. Under hver etape af kampagnen spillede jøder en afgørende rolle." 36
I betragtning af hans manglende kvalifikationer for landets højeste embede såvel som den kendsgerning, at mange hvide USA-borgere dybest set ikke ønskede en sort præsident, ville Obama under normale omstændigheder ikke have skygge af chance for at flytte ind i Det Hvide Hus. Men omstændighederne var på det tidspunkt ikke normale; de opslidende, bekostelige krige i Irak og Afghanistan havde gjort George Bush, junior til den mest upopulære præsident i historien. Som Obamas modkandidat udvalgte det republikanske parti (på hvis bud mon?) den mest trøstesløse kandidat, som man kan forestille sig. De udvalgte en forværret udgave af Bush junior, den hysteriske krigsagitator, John McCain, som ved at gå ind for en politik om åbne grænser afskrækkede mange konservative og højreorienterede amerikanere i en sådan grad, at de forbitrede blev hjemme på valgdagen. Takket være denne konstellation vandt Obama programmæssigt over McCain; at sidstnævnte gebærdede sig lige så pro-israelsk som sin modstander, nyttede ham ikke, der var jo lige fra begyndelsen kun tiltænkt ham en væbners rolle.
Hvorfor magterne i baggrunden netop valgte Barack Obama til præsident, lader sig i dag endnu ikke sige med bestemthed, men man kan i dette tilfælde tillade sig spekulationer. Den planlagte oprettelse af en verdensregering kan ikke opnås uden store krige, og når en, man sætter sit håb til og en "venstre-pacifist" som Obama anstifter en krig, støder han naturligvis på meget mindre modstand end en reaktionær militarist som McCain. I de første to år af sit præsidentskab har Obama ikke startet nye krige; først i begyndelsen af 2011 deltog han i fransk-britisk agression mod Libyen, for de havde mærkeligt nok ikke nået det ønskede mål, at styrte Muammar Gaddafi. At Gaddafi i længden vil kunne stå sig imod den uophørlige terror fra luften er meget usandsynligt, men hans fald og det at erstatte ham med en vasalregering vil kun bringe den nye verdensorden en smule fremad (skrevet før hans fald og mord i oktober 2011 og før krigstruslerne mod Syrien i september 2013, kbe). På vejen mod det ønskede mål står forhindringer af en ganske anden kaliber: Rusland, Kina og Iran.
Her er en længere indføring i Ruslands nyere historie på sin plads. I 1918 lavede Robert Wilton, Ruslands-korrespondent for The Times en liste over 384 sovjetiske kommissærer, af hvilke over 300 var jøder.37 (At Lenin selv havde jødiske rødder,38 vidste Wilton ikke). Med enkelte undtagelser, som polakken Felix Dzerzjinskij (den første chef for Tjekaens hemmelig tjeneste) og russeren Nikola Jesjov (organisator af den store udrensning 1937/38) var de mest blodtørstige af de røde terrorister jøder, fra Jakov Sverdlov og Jakov Jurovskij, som planlagde og gennemførte det rituelle mord på zarfamilien i Jekatarinburg (se hertil Reeds kapitel 32), over massemorderen Leon Trotskij til Lazar Kaganovitj som i begyndelse af trediverne ledede sult-folkemordet på millioner af ukrainere og andre sovjetiske områder og i 1931 lod Moskvas Frelserkirke sprænge i luften. I Gulag-Øhavet præsenterer Alexander Solsjenitsyn portrætter af de seks førende arkitekter for det sovjetiske koncentrationslejrsystem. Deres navne er Aron Solts, Nathaly Frenkel, Jakov Rappaport, Matvei Berman, Lazar Kagan og Genrikh Jagoda.39 og nu David Dukes seneste bog. Alle seks var jøder. Om alt dette har gennemsnitsborgeren, som dag efter dag får serveret "Auschwitz" naturligvis ingen anelse.
I den første fase af sit herredømme viste georgieren Josef Stalin sig som en trofast fuldbyrder af den talmudiske hævnpolitik over for det russiske og det ukrainske folk. Foruden religionsforfølgelse var hans største forbrydelse "afkulakiseringen", som kostede millioner af bønder livet. Dog indskrænkede han efterfølgende mere og mere den jødiske indflydelse i USSR; han lod de fleste gammelbolsjevikker likvidere under den store udrensning og sørgede for, at stadig flere russere rykkede frem i ledende stillinger. Parallelt hermed industrialiserede han Sovjetunionen i et tempo uden lige; uagtet de hermed forbundne menneskelige lidelser var dette uden tvivl en historisk fortjeneste af enormt omfang. I krigen mod det nationalsocialistiske Tyskland satte Stalin fuldt tryk på den russiske nationalisme, idet han erklærede "den store krig for fædrelandet" og gjorde en ende på forfølgelsen af den ortodokse religion, ødelæggelsen af kirker og klostre såvel som fængsling af og mord på præster og nonner. Efter Stalins død forvandlede Sovjetunionen sig langsomt men vedvarende fra en totalitær stat; undertrykkelsen blev stadig mindre.
Den, der som forfatteren af disse linier har oplevet Den Kolde Krig som schweizisk borger, havde slet og ret USSR som fjendebilledet. Berlinmuren, kampvognene i Prag, dissidentprocesserne, køerne foran levnedsmiddelbutikkerne – alt dette ønskede vi ikke. Vi havde ret i ikke at ønske det, dog var dette kun den ene side af den sovjetiske virkelighed; den anden blev forholdt os af medierne. Fakta var, at USSR havde forvandlet sig til et værdikonservativt samfund, hvor dyder som fædrelandskærlighed, disciplin og ærlighed indimellem gjaldt for mere end i Vesten, og uddannelse, videnskab og kultur nåede et meget højt niveau. Denne stat blev imidlertid i vid udstrækning regeret af slaviske mennesker. I den sovjetiske élite var jøderne stadig stærkere repræsenteret, end deres andel af befolkningen begrundede, men deres dominerende stilling havde de mistet. (Fra deres synspunkt var dette tab af deres magtposition allerede "forfølgelse"; deraf den endeløse, usaglige jammer i de vestlige medier over "undertrykkelsen af jøder i Rusland".)
I halvfjerdserne af det tyvende århundrede syntes Sovjetunionen at være en uovervindelig kolos, men det var en kolos på lerfødder. Det, som var skyld i dens undergang var den marxistiske ideologi, som dens ledere ikke ville skille sig af med. De marxistiske dogmer forbød dem at opløse de uproduktive kolkhoser og give landet til bønderne. Det forhindrede dem i at tillade frie arbejdsgivere, mens de bibeholdt statslig kontrol over råstoffer og sværindustri. Det tvang dem til at investere enorme summer i understøttelse af "socialistiske broderlande", at udstationere tropper i Østeuropa og at opfylde kravene fra revolutionære bevægelser i hele verden. Det forledte dem i december 1979 til at træffe den vanvittige beslutning, at marchere ind i Afghanistan for at redde et falleret kommunistisk regime. Dette skridt var for Sovjetunionen begyndelsen til enden.
Som vi har set i tilfældet med Vatikanet, må den, som vil infiltrere en autoritær og hierarkisk orden indefra, begynde i dens top. I 1985 kom den vestlige agent Mikhael Gorbatjov, til magten i Moskva og begyndte et enestående ødelæggelsesværk, som blev fulgt op af hans efterfølger, Boris Jeltsin, i øget tempo – med frygtelige følger for dusinvis af millioner mennesker. De beskedne, men eksistenssikrende lønninger og pensioner fra Bresjnev-tiden hørte nu fortiden til; bitter armod bredte sig; de slaviske befolkninger skrumpede ubønhørligt ind; sundhedsvæsenet blev demonteret ligesom industrien; Ruslands rigdomme blev smidt i favnen på jødiske oligarker som Gusinsky og Beresovskij; kriminaliteten antog et ubegribeligt omfang; Ukraine og Hviderusland blev kastet ud i selvstændighed, selv om befolkningsflertallet i begge republikker havde stemt for at forblive i USSR; Østeuropa blev ikke, som sund fornuft ville have tilsagt, neutraliseret efter østrigsk eller finsk forbillede, hvilken ville have ført til en stødpudezone mellem Rusland og NATO, men blev overført til NATO, dvs. USA, med det resultat, at der opstod en ring af fjendtlige støttepunkter rundt om Rusland. Jeltsins efterfølger forhindrede, at landet styrtede i afgrunden, men Rusland er stadig spærret inde, og dets konventionelle stridskræfter er svage. Dets eneste store trumf er et intakt arsenal af nukleare våben. Bliver Rusland trængt op i et hjørne, må man regne med, at det sætter disse våben ind.
En endnu større hovedpine for én-verdens-gangsterne må det nationalsocialistiske Kina, som i forudsigelig fremtid vil afløse USA som verdens førende handelsmagt, være. Dette er blevet muligt derved, at den kinesiske ledelse har tilladt et frit erhvervsliv, men klogeligt har taget afstand fra demokratisering, og således har forhindret landet i at glide ud i kaos. I en konventionel krig ville USA ikke have den ringeste chance imod Kinas vældige og veludrustede hær; ved hjælp af atomraketter kunne de ganske vist forvandle Kina til en nuklear ødemark, men måtte så på deres side regne med ødelæggelsen af de fleste amerikanske storbyer. Når Peking ikke har gjort nogen aktiv modstand mod amerikansk imperialisme og dets britiske og franske satrapper (ligesom russerne, forsømte også kineserne at forhindre piratkuppet mod Libyen ved hjælp af et veto i FN's sikkerhedsråd) så ligger der formodentlig til grund for denne politik den beregning, at indvikling i en mangfoldighed af lokale krige vil fremskynde USA's tilbagegang.
Den tredie forhindring på vejen til verdensherredømmet for én-verdens-strategerne er Iran – et land, der i tilfælde af et angreb vil forsvare sig til det sidste og som takket være sin fordelagtige geografiske placering til enhver tid kan spærre Hormuzstrædet for olietankere og dermed slukke lyset i hele den vestlige verden. Et militært angreb på Iran ville være det glade vanvid – og alligevel taler alt for, at dette angreb vil finde sted, før det lykkes Teheran at komme i besiddelse af nukleare våben såvel som de nødvendige løfteraketter. Israel er ikke indstillet på at sameksistere med en persisk atommagt, og Washington gør i sidste ende altid, som Israel forlanger. Påskuddet til et sådant skæbnesvangert skridt bliver formodentlig leveret af en selviscenesat terrorhandling i stil med angrebet 11. september, som man ved hjælp af manipulerede beviser vil skyde Iran i skoene. Det er nærliggende at tro, at de zionistiske dukkemestre har udvalgt deres sprællemand, Obama, til denne opgave.
En uomgængelig forudsætning for et sådant scenario er, at medierne i sluttet trop spiller med, og det vil de gøre. Censuren fungerer i dag i Vesten næsten lige så perfekt som i USSR under Stalin; i alle spørgsmål, som er vigtige for Den nye Verdensordens bagmænd, taler samtlige aviser, fjernsynskanaler og radiostationer i Nordamerika og Europa med én stemme. (En undtagelse er imidlertid Rusland, hvor for eksempel landets største politiske fjernsynsudsendelse, Post Scriptum, allerede flere gange har henvist til den absolutte umulighed af den officielle version af begivenhederne den 11. september).
Enhver nok så dumdristig uting bliver troligt efterplapret i alle de vestlige medier, så længe det tjener zionistiske og amerikanske interesser. De to ovennævnte eksempler er "Holocaust" (som jeg ikke vil komme ind på her, det har jeg gjort nok andetsteds) og sammenstyrtningen af tårnene i New York. Samstemmende disker "den frie verdens medieskabere" op med den slemme Osama bin Laden, som i en hule i Afghanistans bjerge planlagde alle tiders mest perfekte terroranslag. På hans befaling styrede amatørpiloter, som knap nok kunne flyve et tomotorers propelfly, nogle kaprede passagerfly, som de var kommet ind i uden pas eller boardingcards, med fabelagtig nøjagtighed ind i New Yorks tvillingetårne med det resultat, at de brød i brand og snart efter styrtede sammen, selv om brændende petroleum under ingen omstændigheder kan nå op på temperaturer, som kan smelte stål. (At en tredie bygning – "Bygning 7" – sank sammen, bliver omhyggeligt fejet ind under gulvtæppet, fordi den officielle forklaring, at denne bygning skulle være styrtet sammen fordi den var blevet ramt af brændende stumper fra de andre tårne, virkelig kun kan blive troet af folk, som har efterladt deres forstand i garderoben.) Imidlertid findes der hundreder af internetsider, som beskriver den officielle versions lodrette umulighed; hærskarer af arkitekter, ingeniører og piloter bevidner, at det ikke kan være gået sådan for sig, som det påstås; fysikere henviser til, at tårnene ikke er styrtet sammen på grund af, at de blev ramt af flyene, men at de blev sprængt i luften. Men medierne lyver frækt videre. Det er jo da endelig også deres opgave.
Uforskammethedernes højdepunkt blev den angivelige likvidering af Osama bin Laden i begyndelsen af maj 2011, som blev forfulgt af Barack Obama og Hillary Clinton "live" på skærmen (med hilsen fra Hollywood!). Liget af jordklodens mest eftersøgte mand blev så ikke engang forevist offentligheden, men blev "efter islamisk skik"(!) kastet i havet. Formodentlig skulle denne groteske løgn ikke bare forbedre Obamas popularitet, men også efterprøve, hvor langt man er kommmet med idiotiseringen af de vestlige, især det amerikanske samfund. Ville der melde sig mærkbare modsigelser i offentligheden? Der meldte sig intet.
Det er en trist kendsgerning, at de fleste mennesker ikke kan tænke selvstændigt, eller snarere ikke vil tænke selvstændigt. De foretrækker at stole på autoriteter. Under et hvilket som helst politisk system, hvadenten det er monarki, fascisme, kommunisme eller demokrati, står befolkningens store flertal bag herskerne, så længe de sidder fast i sadlen. Hvis systemet vakler, går en hurtigt voksende del af befolkningen over til oppositionen. En sådan situation er der ikke i dag i "den frie verden", men den kan som følge af krig eller erhvervsmæssigt kollaps opstå næsten fra den ene dag til den anden.
Aftenlandets folkeslag kan ikke leve under det zionistisk kontrollerede globalistiske system. Det dræber deres sjæle og deres kultur; det tilstræber deres biologiske udslettelse. Med stemmesedlen lader sig ikke det mindste ændre; væbnet modstand ville under de nuværende betingelser være selvmord. Det eneste, vi kan gøre, er at udvide kredsen af de vidende, idet vi lader oplysninger tilflyde det mindretal, som kan og vil tænke selv og som bliver undertrykt af de herskende og deres medier. Takket være internettet er dette i dag muligt.
"Ce qu'il y a de terrible quand on cherche la vérité, c'est qu'on la trouve" (Det frygtelige er, at den, som søger sandheden, finder den også"), lyder et fransk ordsprog. For den, som søger sandheden om verdens nuværende tilstand og vil vide, hvordan det er kommet dertil, at verden befinder sig i denne tilstand, kan læsning af Douglas Reeds Kontroversen om Zion på det varmeste anbefales.
Jürgen Graf, 8. august 2011
1) http://en.wikipedia.org/wiki/Douglas_Reed (retur)
2) http://de.wikipedia.org/wiki/Amalekiter (retur)
3) Dr. William Pierce, "Talmudic Judaism". http://www.youtube.com/watch?v=2RtaiMRYPE8 (retur)
4) I. Shahak und N. Mezvinsky, Jewish Fundamentalism in Israel. Pluto Press, London 1999, s. 101. (retur)
5) Samme, s. 100. (retur)
6) Washington Report of Middle East Affairs, marts 1999, s. 84, 85. (retur)
7) http://de.wikipedia.org/wiki/Baruch_Goldstein og http://en.wikipedia.org/wiki/Baruch_Goldstein (retur)
8) Frankfurter Allgemeine Zeitung, 11. marts 1994. (retur)
9) Ha'aretz, 20. oktober 2010 (retur)
10) Der Spiegel, nr. 18/1992. (retur)
11) Nahum Goldmann, Das jüdische Paradox, Hamburg 1978, s. 171., se også her (retur)
12) Babylonian Talmud, Gittin 56b-57a (nach der Soncino-Ausgabe von 1935), citeret efter http://en.wikipedia.org/wiki/Jesus_in_the_Talmud (retur)
13) Israel Shahak. Jüdische Geschichte, Jüdische Religion. Der Einfluss von 3000 Jahren, Melzer Verlag, Neu-Isenburg 2009. se engelsk version i pdf her (retur)
14) Cecil Roth, A History of the Jews in England, The Clarendon Press, Oxford 1978, citeret efter David Duke, Jewish Supremacism, Free Speech Press, Mandeville 2003, s. 166. (også Duke, Jødisk racisme, 2012, s. 176) (retur)
15) A. A. Neumann, The Jews in Spain, Octagon Books, New York 1969, citeret efter David Duke, , s. 166. (også Duke, Jødisk racisme, 2012, s. 176) (retur)
16) B. Pullan, The Jews of Europe and the Inquisition of Venice, 1550-1670, Basil Blackwell, London 1983, citeret efter David Duke, Jewish Supremacism, 2003, s. 167. (også Duke, Jødisk racisme, 2012, s. 177) (retur)
17) Samuel Maurice, You Gentiles, 1924, citeret efter Douglas Reed, Kontroversen om Zion, kapitel 3 (retur)
18) Die Welt, 2. februar 2008. (retur)
19) Les temps modernes, Paris, december 1993, s. 133. (retur)
20) New York Times, 10. maj 2006. (retur)
21) http://jewishcurrents.org/march-30-jewish-doctors-1352 (retur)
22) http://www.davidduke.com/general/the-abortion-industry-is-led-by-extremist-jews_3618.html (retur)
23) http://www.aboutabortions.com/ (retur)
24) http://ro.wikipedia.org/wiki/Petre_Roman (retur)
25) taz, 12. Juni 2001. (retur)
26) http://de.wikipedia.org/wiki/Magnus_Hirschfeld, se også Den Store Danske (retur)
27) http://iamthewitness.com/doc/Zionists.spreading.sin.and.sickness.through.America.like.a.wildfire.htm (retur)
28) Kevin MacDonald, The Culture of Critique, 1stBooks, Long Beach 2002, Kapitel 7, "Jewish Involvment in Shaping U.S. Immigration Policy". (retur)
29) David Duke, Jødisk racisme, kapitel 13, "Den jødisk ledede fremmedinvasion". og her (retur)
30) http://www.eutimes.net/tag/barbara-lerner-spectre/ (retur)
31) Marin Preda, Delirul, Cartea Românească, Bukarest 1975, S. 311. (retur)
32) http://mondoweiss.net/2011/07/breivik-manifesto-outlines-virulent-right-wing-ideology-that-fueled-the-massacre.html. og http://www.liveleak.com/view?i=89a_1311444384 (retur)
33) Angående den jødiske mediemagt i USA se David Duke, Jødisk racisme, Kapitel 5, "Jødisk overherredømme i medierne". (retur)
34) http://www.aipac.org/ (retur)
35) http://da.wikipedia.org/wiki/Israel-lobbyen og http://en.wikipedia.org/wiki/American_Israel_Public_Affairs_Committee (retur)
36) http://israelinsider.net/forum/topics/moshe-feiglin-the-jews-who-got (retur)
37) US National Archives (1919), "Record Group 120, Record of the American Expeditionary Forces, June 9", citeret efter David Duke, Jewish Supremacism, 2003, s. 44.(også Duke, Jødisk racisme, 2012, s. 54) (retur)
38) Jewish Chronicle, 26. juli 1991. (retur)
39) Alexander Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago, Harvill Press, London 1974, s. 79. (da: Gulag Øhavet) (retur)