Den store plan

af Douglas Reed

INDHOLD

INTRODUKTION

De måder, hvorpå folk prøver på at forklare verden omkring sig, kan løseligt opdeles i to kategorier. Eller, som nogen ville sige, der er to teorier om samtidshistorie.

Den ene, som de fleste holder sig til, fortjener næppe betegnelsen teori, men hvis det ord skal bruges, så lad os kalde den ”Idiot-teorien”. Hvorfor ”Idiot-teorien”? Fordi den går ud på, at ingen er ansvarlig for historiens gang; tingene sker bare. På samme måde er politikeres handlinger og politikker, når de skaber resultater, som vi ikke kan lide, simpelthen produktet af forkerte ideer, misforståelser, mangel på tilstrækkelig information. Eller, som nogen amerikanere ville sige: ”Historiens gang er som det nu falder sig,” idet de formoder, at den måde, hvorpå det falder sig, er uden for al menneskelig kontrol.

Afdøde præsident Roosevelt udtalte, muligvis i et ubevogtet øjeblik, ganske enkelt den rivaliserende teori: ”Hvad der end sker i politik, så kan man være sikker på, at der er nogen, som ønskede, at det skulle ske, og som fik det til at ske.” Han ville have haft meget at stå til regnskab for, hvis denne test var blevet anvendt på alt det, der skete, mens han var præsident for de Forenede Stater.

Douglas Reed var forrest blandt de, der sagde som Roosevelt, at når tingene sker inden for politik og økonomi, især når de bliver ved med at ske, med forunderlig vedholdenhed, at de bliver forårsaget - og med vilje.

Hans erfaring som førende udenrigskorrespondent i Europa for London Time's før 2. Verdenskrig, hans kendskab til alle de førende aktører i de dramaer og tragedier, der udfoldede sig i de år, efterlod ingen tvivl hos ham om, at politikere som regel altid ledes af motiver og meget ofte af motiver, som de gør sig den største umage for at skjule.

Så forskerens virkelige opgave er at lede efter og finde motivet.

Som mange andre før og efter ham, havde Reed simpelthen genopdaget et stykke gammel visdom, som romerne opsummerede i to ord fulde af betydning: Cui Bono? Eller, som man ville sige, når man prøver at optrævle et politisk mysterium: Hvem har fordel af det?

I denne lille bog præsenterer Reed, i meget sammentrængt form, den historie, der fremkommer, når denne enkle test, cui bono? anvendes på alt, hvad der er sket i verden siden før begyndelsen af det 20'ende århundrede og op til nutiden. Det er en enkel, velskrevet historie, som hjælper os til at forstå, at de forandringer, som bekymrer de fleste almindelige mennesker og gør dem forvirrede og bange for fremtiden, er blevet lavet med vilje og er en del af det puslespil, som han har beskrevet som ”Den store Plan”.

Reed gjorde os en meget værdifuld sidste tjeneste, kort før sin død i august 1976, ved at reducere historien om vort århundrede til ca. 13.000 ord, som kunne udvides til bøger nok til at fylde et stort bibliotek.

De, som ønsker at frigøre sig fra den sygdom i hjerte og sind, som er fremkaldt af det, de får fortalt af massemedierne, vil blive hjulpet meget af denne fremragende, skrevne opsummering, som kan bruges som introduktion til de store mængder glimrende litteratur, der findes.

Der er faktisk ikke én side i Reed's lille bog, som ikke kunne udvides til en stor bog. I mange tilfælde eksisterer de nødvendige bøger allerede. For eksempel nævnes den amerikanske forræder, Alger Hiss, og der skal en lang boghylde til at bære alle de bøger, der er skrevet bare om dette ene emne. Den bedste af dem er Witness af Whittaker Chambers, den tidligere kommunist, hvis vidneudsagn sendte Hiss i fængsel i tre år. Det er ikke nødvendigt at nævne flere eksempler – bibliografien taler for sig selv, skønt den langtfra er komplet.

Kan historien om Den store Plan trækkes mere sammen? Vi kan prøve. Sammensværgelser har der været fra Arilds tid, udført af forskellige grupper med forskellige formål.

Winston Churchill, som skrev med et engelsk kabinetsmedlems hele autoritet, gjorde det klart i 1922, at han anså bolsjevik-revolutionen, såvel som den franske revolution 100 år tidligere, for at være en del af det, han kaldte ”en verdensomspændende sammensværgelse”.

Men det er kun halvdelen af den historie om Den store Plan, som Douglas Reed skriver om.

Den anden halvdel kan spores tilbage til Cecil Rhodes, den sydafrikanske multi-millionær og mine-magnat, som havde storladne visioner om en verdensregering, der skulle bestå hovedsageligt af folk af hans egen angelsaksiske race, med nogen hjælp fra deres fætre, tyskerne. Denne plan iværksatte han med sine millioner, og den blomstrede efter hans død og blev til Rhodes Scholarship Trust, the Royal Institute of International Affairs og lignende organisationer i Amerika - vigtigst af disse var the Council of Foreign Relations.

Man kan være forvisset om, at Cecil Rhodes ville vende sig i sin grav, hvis han kunne se, hvad der er sket med hans eget hemmelige og halv-hemmelige foretagende, med dets store midler og dets højt intellektualiserede og forringede ”idealisme”, leveret af John Ruskin, ypperstepræst for Englands såkaldte ”Præ-Rafaelitiske” bevægelse inden for kunst og litteratur. Rhodes ville opdage, at det er blevet overtaget af disse andre sammensvorne, (nævnt af Churchill), hvis ”idéelle” verdensregering bedst eksemplificeres af det, som er sket i Sovjetunionen.

Så i dag er sammensværgelse et kapret fly. Mange af passagererne, som stadig er hypnotiserede af Rhodes ”vision” tror, de véd, hvor de skal han, mens flykaprerne, med 2000 års øvelse og erfaring i sammensværgelser VÉD, hvor de skal hen – og det er ikke det endemål, passagerne har tænkt sig.

Der behøves kun en fuldstændig afsløring for at standse og ødelægge en kriminel sammensværgelse, som holder mange velmenende, men vildledte mennesker trælbundne – og ingen har bidraget mere til denne proces end Douglas Reed.

1. DEL – DEN STORE SAMMENSVÆRGELSES ÅRHUNDREDE

Vi er ved begyndelsen af en æra, der vil få fortidens præstationer til at synes ubetydelige. Ingen grænser for vore fremskridt er i sigte … i 1930 vil vi være det rigeste og største land på jorden….!”*

Således talte en af Somerset Maughams heltinder i 1920'erne og alle var enige om, at han havde ramt det amerikanske sangvinske sind på kornet. I dag, 50 år senere, lyder det som en vittighed. Uafhængighedserklæringens 200-års dag er blevet fejret og Amerikas tilstand er sørgeligt forskellig fra denne prognose: hvis George Washington vendte tilbage, ville han vige tilbage i rædsel fra det syn, der ville møde ham.

Holdt uløseligt i en international sammensværgelses jerngreb, for hvilken de sidste otte præsidenter har været fanger, er hans republik de facto om ikke de jure ved at blive en satellit af Sovjetunionen og vil ikke opleve år 2000 på nogen måde i nærheden af den tilstand, han havde tiltænkt den. Gennem ”skjulte og snigende metoder” (hans udtryk) er de principper og advarsler, han gav i sin afskedstale, blevet forladt, og Amerika er nu som et skib, der er overtaget af pirater og har mistet al kontrol over sin kurs og destination.

Det er lykkedes sammensværgelsen imod nationer at kapre den amerikanske arv af velstand og energi og fordreje den til det formål at ødelægge nationer og etablere verdensdiktaturet.

Nu, i det 20ende århundredes sidste halvdel, kan sammensværgelsens anførere spores og identificeres. Kun den skøreste ydergruppe af tosser og de bestukne offentlige personligheder nægter stadig, at den eksisterer. De indviede har for længst offentliggjort deres plan om en verden, hvor det at være en nation, vil være strafbart, faktisk en plan om en verdensomspændende koncentrationslejr. Den store Plan overskygger nu vor hverdag og er grunden til, at vi lever i en nutid uden en fremtid.

Sammensværgelsen er blevet så stærk i dette århundrede, at forsøget på at gennemføre det endelige kup, når den kristne tidsalder når til år 2000, sikkert vil lykkes. Instrumentet er parat: den mafiaagtige pøbel i New York, kaldet De forenede Nationer: den blev skabt til at ødelægge nationer.

Sammensværgelsen er så gammel, at forsøg på at spore dens oprindelige kilde fortaber sig i fortiden: den fantasifulde kan forestille sig den med djævelen som rådgiver. Den er dukket op igen og igen gennem tiderne og har i lange perioder syntes sovende og hedengangen: men den har altid været der.

DIALOG I HELVEDE

For fem hundrede år siden fremsatte Machiavelli den grundlæggende idé til verdensherredømme: at herske uden skrupler om retfærdighed og menneskelighed. Så overvintrede sammensværgelsen i tre århundreder indtil den bayerske regering i 1785 opdagede Adam Weishaupts Illuminati-dokumenter, som viste, at den var i fuld aktivitet og så ond som nogensinde. Weishaupts disciple gave rædselsherredømmet under den franske revolution dets sataniske karakter.

I midten af det nittende århundrede genoplivede Maurice Joly Machiavellis idéer i sin Dialoger i Helvede mellem Machiavelli og Montesquieu. In 1897 dukkede den tydeligste fremstilling af sammensværgelsens metoder op i Rusland: Zions Vises Protokoller.

Denne titel blev sikkert valgt med det formål at tilsløre: thi alt for mange ikke-jødiske navne er dukket op århundrederne igennem, indtil i dag, i denne sammensværgelses historie til, at protokollerne kunne betragtes som et produkt af en udelukkende jødisk klike. Det er tydeligt nok et kompendium af tidligere manualer for sammensværgelses-praksis, men det er det tydeligste og ondeste af dem. At gennemlæse protokollerne er at se ned i et mørkt hul fyldt med forvredne, onde former: det giver de fleste mennesker kvalme, en følelse af nærkontakt med ondskab. Alt det onde, der er tænkt siden tidernes begyndelse, står på disse få sider.

Ved hjælp af disse metoder var Amerika inficeret ved dette århundredes begyndelse: sygdommen bredte sig derfra ud i den omgivende verden som kræftceller. Så effektive er disse ældgamle metoder, at den amerikanske republik er blevet overtaget med en sådan behændighed, at offeret ikke har opdaget tabet eller sin egen trældom, som er blevet resultatet.

Protokollerne blev oversat til europæiske sprog i 1920'erne og virkningen var eksplosiv. At de var sande, fremgik med det samme af de resultater, der allerede kunne ses.

The Times (som dengang stadig var en pålidelig avis) spurgte, ”Hvilken ondartet sammenslutning skabte disse planer og triumferer nu over deres virkeliggørelse? Hvorfra kommer denne besynderlige profeti, som dels er blevet virkeliggjort og dels endnu skal virkeliggøres? Har vi kæmpet i disse år for at ødelægge de forbryderiske organisationer i det tyske imperium kun for, bag dét, at opdage en sammensværgelse, der er endnu farligere, fordi den er hemmelig?”

The Times havde ret: det var nøjagtigt sådan, det forholdt sig. Men da resultatet af endnu en krig, 25 år senere, endnu tydeligere afslørede eksistensen af ”en endnu farligere sammensværgelse”, havde The Times sammen med alle verdens andre aviser, intet at sige om det. På det tidspunkt iagttog The Times selv og alle de andre den ”hemmelighedsfuldhed”, som det selv syntes var så farlig i 1920'erne.

TAVSHEDENS SAMMENSVÆRGELSE

Da protokollerne blev offentliggjorte, var det slut med tavsheden (troede man). Det var dog langt fra: den offentlige debat om protokollerne blev omgående kvalt med hysteriske påstande om ”forfalskning” og ”antisemitisme” fra alle verdenshjørner.

Ved at følge den røde tråd i Weishaupt-papirerne og protokollerne, beviste sammensværgelsen, at den kunne kontrollere den offentlige debat, og fra den dag har ingen offentligt ansat turdet nævne dette, det vigtigste dokument i vort århundrede og den tydelige plan for vor universelle katastrofe.

”Hemmelighedskræmmeri” er ikke længere nødvendigt, når åben debat er forbudt, og sådan er det blevet.

En betydningsfuld autoritet, Lord Sydenham, holdt alene stand mod denne tavshedens sammensværgelse, som hele resten af verden underkastede sig i 1940'erne. Kilden til protokollerne, sagde han, var ligegyldig; det vigtige var den store mængde ond viden, de indeholdt og de resultater, der allerede var opnået. Hvad det angår, kunne O. Henry eller Damon Runyon have sagt: ”Vent bare. I har ikke set ret meget endnu”.

Lord Sydenham døde inden han fik sammensværgelsens meget større udbredelse at se, og undertrykkelsen af al offentlig debat om dens manual, (i nogle lande ved faktisk offentligt forbud; i andre ved tavst samtykke blandt politikere, ejere af aviser og redaktører). Indholdet af protokollerne var, som Lord Sydenham indså, det væsentlige, ikke oprindelsen. Her var nogen, der vidste alt, hvad der skulle ske i det nye århundrede og hvordan det skulle ske. De samme vidste, hvordan bolsjevik-revolutionen skulle gennemføres.

Selv inden revolutionen blev Amerika (uden at dets indbyggere vidste det) det land, som skabte og finansierede den. Det første åbenlyse tegn på dette kom i 1917, da Amerika gik ind i den første verdenskrig. Præsident Wilson bød da ”de vidunderlige og hjertegribende ting”, der skete i Rusland (revolutionen) velkommen, og næste dag godkendte han kredit, der beløb sig til 325.000.000 dollars til den provisoriske regering dér.

MASSER AF PENGE

Dette var begyndelse til noget, som er fortsat lige siden. Uden amerikanske penge, ville der ikke være blevet noget, der hed kommunisme, eller dét fænomen at efterlade hundreder af millioner af mennesker bag Berlin-linien i en koncentrationslejr, spærret inde indtil døden, bag elektriske hegn, miner, maskingeværer på vagttårne og projektørlys, der er tændt hele natten.

Mens han stadig var i Europa, skrev Lenin til Angelica Balabanoff, den daværende sekretær i Stockholm for Internationalen: ”Brug millioner, mange gange ti millioner om nødvendigt. Der er masser af penge til vor disposition!”.

Strømmen af amerikansk rigdom, i alle tænkelige former, fortsatte gennem alle de fjorten år med Roosevelt ved magten og derefter under Truman, Eisenhower, Johnson og Nixon, og den fortsætter den dag i dag. Det begyndte med en mand, som indtil sin død forblev ukendt for Amerikas masser og som få amerikanere siden har hørt om. Bag kulisserne satte denne mand sammensværgelsen i stand til at reducere republikken til stik-i-rend-dreng for den revolutionære sammensværgelse.

Han er én af det 20. Århundredes store ødelæggere og hans destruktive planlægning overgår Stalins. Hans navn er Edward Mandell House, og han forsynede det selv med en ufortjent militær titel: ”oberst” House. Det usædvanlige mellemnavn ”Mandell” indeholdt sandsynligvis en hentydning, der var genkendelig for hans medsammensvorne (som ofte identificerer sig overfor hinanden ved hjælp af kodenavne, på samme måde som frimurere genkender en broder ved hans håndtryk).

Denne lidet kendte Hr. House var sammensværgelsens håndlanger i Amerika, længe før den triumferede i Rusland. Han skyede offentlighedens søgelys, men var afgørende for valget af Woodrow Wilson til præsident i 1912. Hr. Wilson var den første af de marionetpræsidenter, som måtte adlyde deres fangevogtere. Præsident Wilsons lykønskning og økonomiske støtte til den russiske revolution var handlinger, der blev dikteret ham, og det gjaldt også hans indførelse af den progressive indkomstskat, som var i overensstemmelse med Karl Marx's Manifest.

Historikere er i taknemmelighedsgæld til Hr. House (menneskeheden har kun trængsler at takke ham for) for det afslørende billede, han efterlod sig af en sammensværgelse, der ”manipulerede” ledende politikere bag kulisserne. I 1912 udsendte en venstreorienteret forlægger en ”roman” (Philip Dru, Adminstrator) , som hr. House først nægtede og siden indrømmede forfatterskabet til. Den beskrev i fiktions-form en ”sammensværgelse” (forfatterens eget ordvalg), for hvilken det lykkedes at få valgt en marionetpræsident ved hjælp af ”bedrag m.h.t. hans virkelige meninger og hensigter”

PRÆSIDENTENS RÅDGIVER

En af personerne i bogen (tydeligt nok Hr. House selv) skaffer sig støtte fra en gruppe velhavende mænd til at finde en kandidat til præsidentposten og inviterer en potentiel kandidat til middag ”hjemme hos mig i Mandell Huset”. Kandidaten, (som hedder ”Rockland”) får besked på, at han aldrig må handle imod sine sponsorers råd. (Her ses begyndelsen til det regime, der skulle komme til at plage Det hvide Hus i de næste tres år, og som dikterede den ene præsident efter den anden, hvad han skulle gøre.)

Den mest kendte af disse ”rådgivere” var hr. Bernard Baruch, som også kan genkendes i historien som en af de barske ”sponsorer” for den nye marionetpræsident. Hr. Baruch, som blev offentligt berømmet som ”rådgiver for seks præsidenter”, var besat af idéen om en despotisk verdensregering, og til hans ”rådgivning” kan man spore årsagen til USA's katastrofale udenrigspolitik, der for tænksomme amerikanere (som Gary Allen siger) ”i de sidste tre årtier har været et stadig større mysterium og kilde til bekymring. Administrationer er kommet og gået som Ides Martiæ (den 15. marts, den dag Julius Cæsar blev myrdet) men foråret kommer aldrig…..”

Men hr. Baruch blev véd i én uendelighed og rådede sine seks elever til at følge den vej, der førte til despotisk verdensherredømme. Folkemasserne, som blev ledet af den manipulerede presse, og var uvidende om, hvilken rådgivning han gav, samt dennes resultater for dem selv, hyldede lystigt denne veteran-rådgiver for seks præsidenter.

Philip Dru er fængslende læsning for den, der vil studere dette århundredes planlagte skærsild og sammensværgelsen. ”Rockland” (den udvalgte præsident) ”hævdede sig et par gange og handlede i vigtige sager uden først at have spurgt sine ”rådgivere”. For denne ulydighed blev han indædt angrebet af sine sponsorers aviser og forsøgte derefter ikke igen at handle selvstændigt … Han følte, at han var fuldstændig hjælpeløs i hænderne på disse stærke mænd, og det var han også.”

Præsident Wilson skal have læst bogen, og hvis han var i stand til at føle sig ydmyget, må han have lidt betragteligt. Han sank ned i senilitet og blev til sidst skubbet ud af Det hvide Hus (eller spærret inde i det af sin anden hustru, en handlekraftig kvinde, som for en tid var de facto præsident.)

Et andet fascinerende glimt af livet bag sammensværgelsens kulisser får man i denne ”roman”: nemlig at ”aflytning” allerede var kendt af de sammensvorne i 1908! En anden af medlemmerne af komplottet, en senator, besøger en af de store bankier-grupper og fortæller hele historien om det manipulerede valg af ”Rockland”. Han beskriver også ”Rockland”'s forsøg på at frigøre sig, og hvordan han er blevet kaldt til orden og vånder sig under sit nederlag. De ”hoverende sammensvorne ler hjerteligt” af dette.

Deres glæde bliver kort, fordi de opdager, at deres samtale er blevet optaget på bånd af en aflytnings-maskine, skjult i et tilstødende værelse, og givet til en avis, som offentliggør den.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at præsident Nixon, tres år senere, blev bragt til fald ved hjælp af ”bånd”, der var optagelser af hans samtaler, som hans fjender havde aflyttet.

Jeg har selv tilføjet en fodnote til denne mærkelige historie. Hr. Baruch fortsatte som rådgiver for den ene præsident efter den anden, men beholdt en sund respekt for ”aflytningsapparater”. Jeg antager, at det var grunden til, at han blev kendt som parkbænk-statsmanden”. Han ansås for fejlfri og det, at han virkede ”folkelig”, forøgede blot hans popularitet hos de tåbelige masser.

Den første marionetpræsident, Wilson, døde, efter at Amerika havde forkastet hans ”Liga til at gennemtvinge fred” (tydeligvis ved hjælp af krig!) og dens ændrede udgave, Folkeforbundet, den første forsøgs-verdensregering. Verden skylder Amerika tak for i den periode stadig at have vist sin sunde kærlighed til fædrelandet. Wilson blev efterfulgt af tre præsidenter, Harding, Coolidge og Hoover, som ikke var illuminati-brødre, så vidt vides, og så fortsatte nedturen ved valget af Hr. Roosevelt, som hastede fra nomineringsmødet til hr. House i Massachusetts, fra hvem han tydeligvis modtog samme instrukser angående sine forpligtelser over for sine ”sponsorer”, som ”Rockland” (Wilson) modtog i Philip Dru.

Hr. House fortalte sin levnedsskildrer i 1950'erne, at ”han stadig var meget tæt på tingenes centrum, skønt kun få mennesker har anelse om det.” Han var (for anden gang) ”tæt på den gruppe, som nominerede en præsident” (Roosevelt) og denne nye præsident gav ham frie hænder til at rådgive den daværende minister.

Sådan var den ildevarslende sponsorering af et meget uheldsvangert præsidentskab.

ROOSEVELT ÆRAEN

Nu fulgte de katastrofale fjorten år med Roosevelt. Hvad han blev instrueret til (som også ”Rockland” og Wilson) af hr. House, blev klart så snart han kom ind i Det hvide Hus. Han anerkendte Sovjetunionen med det samme og genoptog finansieringen af Sovjet, som Wilson havde påbegyndt. Dette fortsatte i alle hans fjorten år ved magten, og samtidig dermed kom infiltrationen af sovjetagenter i den amerikanske administration, på alle niveauer.

Roosevelt, som var krøbling, var helt klart som voks i hænderne på sine ”sponsorer”: da en angerfuld kommunist fortalte ham, at en sovjetisk agent havde indtaget en høj stilling i regeringen, bad han ham om at gå ad h…. til, bare med et meget grovere udtryk. Den mand, han beskyttede, var forræderen Hiss, som ”arrangerede” Yalta konferencen, der overlod halvdelen af Europa til den sovjetiske plage, og som var én af grundlæggerne af De forenende Nationer, den anden forsøgs-verdensregering.

Under Roosevelt spredte sammensværgelsen sine kræftceller endnu dybere ind i det amerikanske politiske legeme. Dens kontrol over pressen og alskens offentlig misinformation skabte i de amerikansk masser en tilstand af forvirret lammelse, som protokollerne beskrev som idéelle til udførelsen af Den store Plan. To årtier med denne behandling lammede de sunde instinkter, som havde fået ”manden på gaden” til at afvise Wilsons forbund. Nu arbejdede mændene bag kulisserne hektisk på at få den verdensomspændende slavestat til at opstå af krigen imod slaveri.

”Oberst” House døde ved slutningen af den anden krig. Hr. Baruch, hans samarbejdspartner m.h.t. at udvælge og disciplinere præsident Wilson, blev nu lederen af den Washington'ske republiks forfald. I modsætning til hr. House, som havde arbejdet i hemmelighed, var hr. Baruch offentlig kendt som præsidenternes permanente rådgiver og som parkbænk-statsmanden. Det navn gjorde ham specielt elsket af masserne, som troede, at han var ”manden på gaden”, som af simpel samhørighedsfølelse med almindelige mennesker sad sammen med dem i Central Park. (Jeg tror, at jeg var den eneste iagttager, som satte hans parkbænke-manerer i forbindelse med aflytningsepisoden i Philip Dru og forstod, hvorfor han tog denne indlysende forholdsregel imod at blive aflyttet.

Roosevelt adlød blindt som den marionet, han var, men han må dog have indset, at han blev brugt til forherligelsen af det kommunistiske imperium og ødelæggelsen af hans eget land. Det fremgår af ”en mærkelig udtalelse” (Hr. Robert Sherwood, forfatter til Roosevelts levnedsbeskrivelse og nær ven af Det hvide Hus) som Roosevelt kom med, da han blev opfordret til at citere Churchill's lovprisning i en tale under krigen: ”De forenede Stater er nu på toppen af sin magt og berømmelse”. Roosevelt modsatte sig det, idet han sagde: ”Vi er nok snarere på vej mod bunden af vor svaghed.”

Det ligner en åben indrømmelse af formålet fra en mand, som havde tjent sammensværgelsen så længe, at han var kommet til at betragte dens ødelæggende ambition som sin egen. Denne indrømmelse af sandheden blev som sædvanlig ikke hørt af masserne, men er nok blevet udbasuneret med fryd af de kommunistiske sammensvorne som det vrimlede med i Roosevelt-administrationen.

Da Hitlers angreb på Rusland i 1941 bragte Sovjetunionen over på allieret side, blev hr. Baruchs indflydelse endnu større og ligeledes hans mulighed for at føre krigen imod det slutresultat, som han brændende ønskede. Han insisterede altid – under begge krige – på, at tiderne nødvendiggjorde ”én mand” som administrator, ikke en bestyrelse. Under den første krig, blev han den ”ene mand”, ved at blive leder af en ”rådgivende kommission” for forsvarsministeriet, om hvilken en undersøgelseskomité sagde efter krigen (i 1919):

Den tjente De forenede Staters hemmelige regering … den udarbejdede hele det system, der opkøbte krigsmateriel, planlagde pressecensur, designede et system til pressekontrol … m.a.o. designede praktisk taget alle krigsforanstaltninger, som kongressen derefter iværksatte og alt sammen bag lukkede døre, uger, ja måneder før U.S. kongressen erklærede Tyskland krig…. Der var ikke noget som helst af den krigslovgivning, som blev iværksat bagefter, der ikke var blevet diskuteret og besluttet af denne rådgivende kommission før den egentlige krigserklæring.

Krigen 1914-1918 endte, før hr. Baruch kunne vise alt, hvad han havde tiltænkt det amerikanske folk. I 1935 udtalte han, at ”havde krigen fortsat et år mere, kunne hele vor befolkning være kommet i billige, men hensigtsmæssige uniformer”, den eneste tilladte forskel ville have været skostørrelsen.

Hr. Baruch afslørede med disse ord sin vision om et fremtidigt Amerika: en ansigtsløs hob, som kun ville få lov til at blive tildelt arbejde og blive udstyret med identitetsnumre og rationeringskort.

Hr. Baruch blev ikke udset til at være ”den ene mand”, da Roosevelts bestyrelse for krigsproduktion blev dannet, men den, der blev udnævnt, var en af hans håndlangere, en Harry Hopkins, og selv hr. Baruch kunne ikke have bortødet Amerikas velstand mere autokratisk end han eller mere i overensstemmelse med planen.

PRÆSIDENTENS ”ALTMULIGMAND”

Jeg ved ikke af, at denne hr. Hopkins nogensinde modtog nogen særlig ansættelse, der satte ham i stand til at optræde som kejserlig despot. Sandsynligvis sagde Roosevelt, der elskede at fremstille sig selv som ”en almindelig mand”, bare: ”Gør du bare det, Harry”.

Denne Hopkins var et produkt af sammensværgelsen og kunne kun i denne egenskab være blevet fast indbo i Det hvide Hus. Selv Churchill blev betaget af denne næsten analfabetiske ”altmuligmand”, som kunne have pralet (ligesom hr. House): ”Ingen vigtig udlænding er kommet til Amerika uden at tale med mig…. Alle ambassadørerne har rapporteret til mig regelmæssigt….”

Før i tiden, da Vesten sled sig op ad bakke imod en slags civilisation, bragte de mænd, som opnåede høje stillinger, en eller anden form for erfaring og kvalifikationer med sig. Hr. Hopkins havde ingen sådan baggrund. Ligesom dr. Kissinger tredive år senere, var han ganske ukendt, da han begyndte at komme frem i verden. Han havde drevet omkring i East Side, havde været klakør for Caruso og Geraldine Farrar, haft en tjans hos Røde Kors i 1917, og så igen tilbage til velgørenhedsarbejde i slumkvartererne. Bekendte beskriver ham som ”en type med mavesår, intens, nervøs, kæderyger og drikkende sort kaffe.”

Hr. Sherwood siger, at ”denne mand var i alle henseender Roosevelts yndling” (en større krænkelse af Roosevelt kunne næppe tænkes). Han var en døende mand fra 1937 og under Roosevelt, i de næste otte år, blev han planlægger for hele verden og uddeler af milliarder. Den amerikanske kongres og befolkningen var på dette tidspunkt forledt til at tro, at alt var i orden, men en gang imellem var der én i kongressen, der bad om at få noget at vide om den ukontrollerede og uregistrerede overførsel af midler til Moskva. Dette irriterede den glade giver, der behandlede kongressen som de sammensvorne havde behandlet ”Rockland” i hr. House's roman.

”De forenede Stater” (dette sagde han som svar på et forslag om, at man skulle skaffe fuldstændig information om deres militære situation, inden der blev givet mere hjælp til Rusland), ”De forenede Stater gør ting, som det ikke ville gøre for andre nationer uden fuldstændig information fra dem. Denne beslutning om at handle uden fuldstændig information, blev taget med nogen tøven… men der er ingen reservationer angående denne politik … det bliver hele tiden bragt på bane af forskellige grupper, som vil diskutere det igen. Jeg foreslår, at man ikke beskæftiger sig yderligere med disse anmodninger om videre diskussion”.

Således talte hr. Hopkins fra East Side og se! Det var så! (Og så lo de sammensvorne sikkert hjerteligt”).

Sammensværgelsen havde godt fat i den amerikanske republik. Da den anden krig endte med ”freds”-konferencen på Yalta, mødte Stalin sine egne håndlangere (inklusive Hiss) på den anden side af bordet, således at forhandlingerne endte med, at de vestlige allierede overlod halvdelen til den kommunistiske sammensværgelse.

Historisk betød Yaltakonferencen afslutningen på den washington'ske republik og Det britiske Imperium. Opløsningsprocessen begyndte dér. Hr. Roosevelt og hans ”uundgåelige yndling”, Hopkins, vendte begge tilbage til Amerika for at dø. Disse to mænd gjorde mere for at ødelægge Vesten, end nogen invasionsstyrke kunne have gjort.

KRIGENE, SOM IKKE SKULLE VINDES

Roosevelt blev efterfulgt af sin vicepræsident, en vis hr. Harry Truman fra Missouri, som snart viste sig at følge Wilson-Roosevelt (og House-Baruch) kursen slavisk. Genvalgt i 1948 erklærede han krig mod ”den kommunistiske angriber” i Korea i 1950. For en kort tid troede det amerikanske folk, at Anden Verdenskrigs store nederlag skulle udbedres og den kommunistiske invasion slås tilbage. Få, om nogen, havde læst Philip Dru , ellers havde de vidst, at deres ledere altid praktiserede ”bedrageri m.h.t. deres virkelige meninger og hensigter”.

Det amerikanske folk reagerede loyalt over for opfordringen til at redde i det mindste ét lille land fra den kommunistiske pest, og deres allierede i krigen, England, Australien, Canada, Sydafrika og resten sendte tropper for at deltage i korstoget.

Det var rent og skært ”bedrageri”. Da den sejrende amerikanske kommandør, MacArthur, ville forfølge den slagne fjende over Yalu, afskedigede hr. Truman generalen. Så blev Korea delt, lige som Tyskland og Europa, og kommunister fik lov til at beholde den nordlige halvdel. Dette var den første af de krige, som ikke skulle vindes, hvor amerikanske tropper blev sendt ud for at kæmpe imod fly, artilleri og panserstyrker, som var leveret til kommunisterne under krigen af hr. Hopkins.

På dette tidspunkt var Hiss blevet afsløret, den canadiske regering havde offentliggjort hele historien om kommunistiske agenter og spioner, der havde infiltreret dens administration og historien om de britiske forrædere var også ved at blive kendt. ”Kommunisme i regeringen” var således noget, som de amerikanske masser kunne forstå, og kravet om at få ”renset ud i stalden” voksede. På dette tidspunkt afviste hr. Truman det folkelige krav om at få udrenset kommunisterne (han huskede sikkert hr. Roosevelts ”Rend og hop”) som en ”and” i debatten og den amerikanske tragedie (medmindre det er en komedie) fortsatte.

Hr. Truman blev efterfulgt i 1952 af general Eisenhower, en tidligere ukendt amerikansk officer, som blev forfremmet, hen over adskillige overordnede, til øverstkommanderende for den allierede invasion i 1944. Denne general brugte sin stilling til at afvise den engelske general Montgomerys plan til at forkorte krigen, ved at slå hårdt til imod Berlin efter den vellykkede invasion i Normandiet. Resultatet af denne tydeligvis politisk motiverede handling var at reservere Berlin og dermed halvdelen af Europa til kommunistisk besættelse.

VERDENSREGERINGSFORSØGET

Historisk må general Eisenhower anskues som en bevidst agent for den kommunistiske sammensværgelse. Han kan ikke have været uvidende om det indlysende resultat af sin handling. Han var i hvert fald én iblandt det stadigt voksende antal mænd i høje stillinger, som støttede sammensværgelsens målsætning ved deres medlemskab af en slags usynlig regeringsgruppe, som kaldtes Det udenrigspolitiske Råd, og som effektivt opererede som en hemmelig verdensregering indeni det amerikanske regeringsmaskineri (det blev dannet efter at det første verdensregeringseksperiment, Folkeforbundet, var slået fejl, og det forfulgte denne ambition med tiltagende styrke i mellemkrigsårene).

General Eisenhower begyndte sit præsidentskab med den nu almindelige, næsten obligatoriske lydighed over for hr. Baruch, hvis levnedsskildrer - tydeligt nok i samråd med den store rådgiver - opsummerede de anvisninger, som hr. Baruch sandsynligvis ville give den nye administration.

General Eisenhower bekræftede hurtigt og pligtskyldigt denne prognose og sagde til vælgerne i Los Angeles, som for at demonstrere sin underdanighed: ”Jeg tror, at hvis Bernie Baruch var her i aften, ville han acceptere dem alle.” (han refererede til de anvisninger, som ifølge levnedsskildreren ”udelukkende havde forbindelse med forberedende mobilisering til krig, kontrol, global strategi” og resten af hr. Baruch's ofte gentagne opskrifter på en ”én mands” tilsynsførende eller diktator).

Da den anden krig sluttede var hr. Baruch 75. Hans vitalitet var usvækket og hans imperie-visioner grænseløse. De to atombomber, der eksploderede i august 1945, opmuntrede ham til endnu større ambitioner. Som en gammel hebraisk profet, udbrød han: ”Jeg tilbyder jer liv eller død”. ”Skynd jer”, råbte han, ”Skynd jer” (eller, som en Broadway-udråber ville sige, ”Hurtigt, hurtigt, hurtigt. Skynd jer, bomben venter ikke mens vi rådslår.” Det, som behøvedes, var helt klart ”én mand”.

Hr. Baruch udnyttede den panik, der var forårsaget af de to bomber til at byde sig til ”til den vigtigste opgave i hans liv, at udarbejde en brugbar plan til den internationale kontrol af atomenergi og for at få den lagt ind under De forenede Nationers Atomenergikommission” (ifølge hans levnedsskildrer).

Præsident Truman gjorde lydigt hr. Baruch til U.S.A.'s repræsentant i De forenede Nationer i marts 1946. ”Baruch-planen” blev så udpønset ”på en parkbænk” (hvor ellers?) sammen med en god ven fra 1919, fra tiden for Fredskonferencen, en hr. Ferdinand Eberstadt. I de dage havde d'herrer House og Baruch arbejdet hårdt for at reklamere for ”Ligaen til at gennemtvinge fred”, men nogle få ansvarlige statsmænd eksisterede stadig, og de sagde ham imod.

Ikke desto mindre arbejdede de sammensvorne i alle mellemkrigsårene 1918-1939 på deres yndlingsforslag, at etablere en overnational øverste kommando med ”tænder”, der kunne gennemtvinge dens diktater, og nu gik hr. Baruchs 1946-plan så langt, som selv den mest fanatiske af dem kunne ønske

Han præsenterede sin Central Park plan til F.N.'s Atomenergikommission i juni 1946. Han begyndte i stil som en hebraisk profet med at sige: ”Vi (sic) må vælge verdensfred frem for verdensødelæggelse.” Atomenergi skal bruges til fredelige formål og dets anvendelse i krigsøjemed må forhindres. Til det formål, må ”vi” sørge for ”øjeblikkelig og sikker straf til de, som bryder de aftaler, der er indgået mellem nationer.”

Så ”Ligaen til at gennemtvinge fred”-idéen blev bragt på bane igen: kun var ordet ”at gennemtvinge” erstattet med ”straf”, men meningen var den samme: et overnationalt diktatur med ”tænder”.

Hr. Baruch's endelige forslag var en slags Nürnbergdomstol, tilsyneladende permanent, som skulle etableres for at gennemtving denne ”straf”. Han forklarede, at ”individuelt ansvar og straf” kunne udmåles ”efter de principper, der blev anvendt af Sovjet, Det forenede Kongerige, Frankrig og De forenede Stater”.

Endelig foreslog hr. Baruch etableringen af en ”autoritet” (én mand?) til at overvåge alle atomenergi-aktiviteter, som var potentielt farlige for verdens sikkerhed. ”Øjeblikkelige og sikre straffe” fortsatte hr. Baruch, skulle fastsættes for illegal besiddelse af en atombombe eller for ”bevidst indblanding i Autoritetens aktiviteter”.

Selv de kamperfarne sammensvorne i de vestlige landes regeringer og i De forenede Nationer var ved at kløjs en smule i disse stærke sager og på trods af den lydige hr. Truman's udtalelse om, at Det hvide Hus og udenrigsministeriet gav sin støtte til planen, blev den afvist og lagt på hylden – for at blive bragt frem igen efter en tredje krig.

Så trådte hr. Baruch tilbage og genoptog sin permanente rolle som rådgiver. Han døde i 1965 efter at have forårsaget sine medmennesker og sit land megen skade En talrig skare af magtfulde mænd, skjult i ”the Council of Foreign Relations”, fortsatte House-Baruch verdensregerings-sammensværgelsen. Der gives ingen udvej ud af denne snare for den amerikanske republik i den sidste fjerdedel af dette århundrede.

OPLYST PROGRESSIVISME

Lige fra begyndelsen af sit præsidentskab afslørede general Eisenhower sin videreførelse af House-Baruch linien. Han så på det republikanske parti, som stadig rummede et svindende antal konservativt indstillede mænd, som sin fjende og overvejede at stifte et nyt parti, som skulle tilbyde vælgerne ”oplyste og fremskridtsvenlige idéer” (som foreslået af Marx og Lenin). Han opgav ikke denne idé, før senator Taft, republikanernes naturlige leder, døde og senator Joseph McCarthy blev sat under ”censur”. Disse begivenheder gav Eisenhower kontrollen over det republikanske parti og over dets synder.

På det tidspunkt så amerikanerne i McCarthy den eneste, som sagde sandheden om den kommunistiske infiltration i regeringen og Amerikas deltagelse i sammensværgelsen om en verdensregering.

General Eisenhower, som selv var mærket af, at han havde overladt halvdelen af Europa til den kommunistiske sammensværgelse, hadede senator McCarthy specielt. Dette blev kendt, og som på et givent signal påbegyndte den underkøbte presse en larmende ”heksejagt” på McCarthy. Enhver, som har gemt kopier af denne senators taler og pamfletter kan selv kontrollere, at han ikke fremsatte ubegrundede anklager. Det behøvede han ikke: det, som var blevet offentligt kendt om Hiss's og hans gruppes forræderi, var rigeligt til at underbygge McCarthy's anklager mod flere på hinanden følgende præsidenter.

Men sammensværgelsens styrke viste sig i den måde, hvorpå McCarthy, som flere før og efter ham, blev ødelagt politisk. Senatet ”censurerede” McCarthy for ”adfærd, der ikke passede sig for en senator” og Eisenhower takkede varmt formanden for den censurerende komité, en vis Watkins, for at have ”gjort et fint stykke arbejde”.

Da Eisenhowers præsidentperiode udløb i 1960, havde han tjent sammensværgelsen godt ved at undertrykke en offentlig debat om sovjetinfiltration og spionage gennem sit angreb på McCarthy. I hans præsidentperiode blev der gjort mange og store anstrengelser af horder af spioner i De forenede Stater, for at få fuldstændigt kendskab til atombomben og hvordan den blev lavet. Disse anstrengelser kronedes med held, så at kommunisterne lavede deres egen bombe.

De otte år under Eisenhower viste, at underdanighed for verdensrevolutionen fortsat var den overordnede målsætning for den amerikanske regerings politik.

Under denne altoverskyggende lov var det amerikanske generaler forbudt at besejre kommunismen nogen steder på kloden, de måtte møde den: de sovjetiske arsenaler og våbenlagre bugnede af våben, betalt med amerikanske lån og kreditter: disse blev brugt til at dræbe mange tusinde amerikanere og allierede soldater: og hver eneste efterfølgende amerikansk præsident blev velgører for-, og beskytter af-, kommunismen i regeringskredse.

KONVERGENS MED KOMMUNISMEN

I 1960 blev Eisenhower efterfulgt af John Kennedy, ætling af en umådelig velhavende Massachusetts familie. Han blev myrdet før hans fire-årige periode udløb, men hans tidligere karriere viste, at det ikke ville have gjort nogen forskel, om han havde levet længe nok til at fuldføre sin præsidentperiode. Årsagen til mordet på ham er aldrig blevet offentligt kendt. Hans liv blev afbrudt før han kunne vise, hvad han kunne eller ville gøre, men alt tyder på, at han også ville have fulgt samme kurs, som sine fire forgængere.

Der verserede en historie om, at han havde ”sat sig op imod Moskva” ved at forlange og opnå tilbagetrækning af de sovjetiske missiler fra Cuba, der pegede i retning af Amerika, hvilket blev opdaget ved hjælp af luftfotografier. Hvis dette var sandt, ville han have fornærmet revolutionen dødeligt og det ville være en plausibel forklaring på, at han blev myrdet.

Historien var som manna i ørkenen for de amerikanske masser, der tørstede efter et bekræftende svar på senator Robert Taft's spørgsmål: ”Mener vi virkelig vores kommunistpolitik?”

Desværre er historien aldrig blevet bekræftet og synes usandsynlig i en større sammenhæng for amerikansk politik i dette århundrede, så mordet forbliver et mysterium.

En anden mystisk begivenhed, i Kennedys korte tid som præsident, var angrebet på Cuba, udført af en dårligt organiseret styrke af cubanske landsforviste, som endte med en så frygtelig fiasko, at den måske var blevet forrådt på forhånd af nogen i udenrigsministeriet eller ”Council on Foreign Relations”.

Vicepræsidenten, hr. Lyndon Johnson, tog den afdøde præsidents plads og beholdt den indtil 1968, uden af afvige fra House-Baruch mønstret.

Amerikanske præsidenter blev, på grund af deres underdanighed over for det overordnede mål om en verdensregering, skyggeagtige skikkelser, og hr. Johnson var ikke skarpere aftegnet end andre før ham. Han kan endog siges at have udvist iver m.h.t. at følge House-Baruch, Wilson-Roosevelt-Truman-Eisenhower-Kennedy-linien.

Omkring dette tidspunkt lod ”Council of Foreign Relations”s ”inderkreds” et udtryk slippe ud, som antydede, hvad retningen var. Hentydninger til ”konvergens med kommunismen” dukkede op her og dér i de almægtige og totalt underdanige ”medier”, så at amerikanerne havde mulighed for at få et begreb om, hvad der ventede dem.

I 1968 troede den forvirrede masse af amerikanere, at de var ved at være ved enden af en lang, mørk tunnel, for hr. Richard Nixon stillede op og blev valgt med et overvældende flertal. Det var den mand, hvis navn var forbundet med en begivenhed i 1949, i hvilken de amerikanere, som hældede til traditionel loyalitet, havde set et lyspunkt i disse forvirrede år: afsløringen af-, og dommen over forræderen Hiss. Ganske vist blev Hiss kun dømt for ”falsk vidneforklaring”, fordi han havde benægtet, at han var kommunistisk agent og havde tilvendt sig hemmelige dokumenter og sendt dem til Moskva: de sammensvornes indflydelse var stærk nok til at beskytte ham mod en alvorligere anklage for ”forræderi” og en strengere straf. Men alligevel, han var kommet i søgelyset og var blevet dømt, og kongresmedlem Richard Nixon havde gjort det.

Det så ud til, at frihedens time var kommet som en frisk vind. Hér, tænkte vælgerne, var en mand, som virkelig ”mente sin kommunistpolitik”. Han havde bevist det, ganske vist for nitten år siden. Men det var ikke blevet glemt. Det var så sjældent i en tid, hvor præsidenterne beskyttede spioner og forrædere, at finde en mand, der mente som ærlige folk mente, og som lod sine handlinger følge sine ord. Der havde kun været én anden sådan mand, McCarthy, og han var blevet bagvasket og var død.

Det var endnu en illusion. Hr. Nixon var ikke spor anderledes end de andre præsidenter. Også han blev tvunget til at følge trop. Under valgkampen lovede han en drastisk udrensning af kommunister i regeringen: lidt eller intet blev gjort.

Nixon overgik endda tidligere præsidenter i at lave underskud på ”velfærdsstats”- idéer. Han gjorde den velkendte pilgrimsfærd til Moskva og slettede praktisk taget Sovjetunionens krigsgæld på $ 9.100.000.000 og tilbød oven i købet $ 2.500.000.000 til kredit for køb af amerikanske eksportvarer.

Halvtreds år efter Wilson, var Amerika stadig revolutionens bankier.

WATERGATE AFFÆREN

Hr. Nixon havde selskab på sin rejse til Moskva af den nyligt opdagede Dr. Kissinger, født i Tyskland, som ved sin kométagtige opstigen til international magt og store foretagender mindede mig og andre om den ”dybt ildevarslende mand”, Harry Hopkins.

Nixons første fire år som præsident viste, at han gjorde alt, hvad han kunne for med iver at følge Roosevelt-Truman-Eisenhower linien for at slette, at han havde præsteret at få Hiss dømt, fra de sammensvornes hukommelse. Det var forgæves: i alle de mellemliggende tyve år, havde medier opretholdt en endeløs ordflom imod ham. Han havde fornærmet sammensværgelsen dødeligt ved denne handling, og sammensværgelsen kunne ikke tilgive ham og lade ham glemme det.

De sammensvorne forberedte sig på at ”få” ham. De fulgte en af procedurerne, der er beskrevet i protokollerne, til at få kontrol over politikere og agenter, som kunne være nyttige for dem. Det var at få kendskab (eller fabrikere kendskab) til en lyssky hændelse i en persons fortid, én eller anden skandale, som kunne bruges til at kujonere og afpresse vedkommende. Enhver Scotland Yard- eller FBI-detektiv, som har haft med kommunistisk spionage-taktik at gøre, kan fortælle om tilfælde, hvor denne fremgangsmåde er blevet brugt.

Nu blev det Nixons tur til at gennemgå dette helvede af fabrikerede beviser og offentligt karaktermord. Havde han læst Philip Dru og forstået, hvorfor hr. Baruch foretrak at forhandle ”på en bænk i parken”, ville han ikke være gået i fælden.

I begyndelsen af hans anden periode installerede den amerikanske Secret Service et aflytningssystem i Det hvide Hus, som i alvidenhed om, hvad der foregik dér, sandsynligvis overgik alt andet. Lyden af en menneskelig stemme satte automatisk båndoptageren i gang. Præsidenten kunne ikke røre sig i Det hvide Hus, uden at hans bevægelser blev registreret og fulgt af summere og blinklys på kontrolpanelet. Hvert ord, præsidenten sagde, blev optaget (men, som han troede, til hans private fordel).

Årsagen til denne omhyggelige opstilling blev åbenlys, da ordet ”Watergate” blev en del af pøblens ordforråd. Watergate-bygningen rummede det demokratiske partis kontorer. Indbruddet blev udført, så det vakte mest mulig opsigt, måske lige bortset fra plakater og højttalere. ”Der blev begået indbrud i det demokratiske partis kontorer efter præsidentens ordrer”. Efter at indbruddet var blevet opdaget, vendte en af indbrudstyvene tilbage til åstedet medbringende (hvad tror I?) en notesbog med et telefonnummer til Det hvide Hus.

Så spredtes ordet ”Watergate” ud over hele verden. Jeg var i flere andre lande i den periode og blev led og ked af at høre folk fortælle hinanden alt om ”Watergate”, som om de havde spurgt et orakel og nu havde internt kendskab til de bedst bevogtede hemmeligheder om, hvad der foregik på fine steder.

Hr. Nixon, som ikke havde læst Philip Dru, var chokeret over de voldsomme angreb på ham og da han sandsynligvis ikke anede andet om indbruddet end det, pressen havde fortalt i begyndelsen, tog han ikke sagen alvorligt, så han nægtede at samtykke, da en senatskomité, som var ved at undersøge sagen, bad om båndoptagelser af hans private samtaler (uheldigvis for ham, var de ikke ”private”: de var overvåget af dem, som var ude på at ”få” præsidenten.)

Båndene! De havde kørt uophørligt og optaget hvert ord af hans talløse samtaler. Præsidenten troede, at de var privilegerede, private. Men nogen havde lyttet til disse kilometervis af bånd, nogen, som ledte efter den mindste fejltagelse eller selvmodsigelse. Præsidenten appellerede imod senatskomitéens ordre til at udlevere båndene og højesteret opretholdt senatskomitéens ordre. På dette tidspunkt var det indlysende for enhver, at båndene indeholdt noget, og at nogen vidste, hvad det var. Det blev specificeret, hvilken del af båndene, der skulle udleveres. Præsidenten havde tydeligt nok være omgivet af spioner i sit eget Hvide Hus.

Komplottet blev gennemført. Den 23. juni 1972 havde præsidentens stemme beordret Central Intelligence Agency til at indstille Federal Bureau of Investigation's undersøgelsen af ”indbruddet”. Den 22. maj 1973 havde præsidenten offentligt nægtet, at ”Central Intelligence Agency” var blevet brugt til ”indenrigspolitiske formål”.

Et gisp af forfærdelse gik igennem det store land, hvor to præsidenter havde nægtet at fjerne den forhærdede sovjetiske landsforræder fra udenrigsministeriet (i hr. Truman's tilfælde havde ingen ringere end den canadiske statsminister leveret de ignorerede oplysninger) og havde givet ham beskyttelse til at gøre sit værste for De forenede Stater: det samme land, hvor en tredje præsident havde brugt al sin indflydelse til at få den eneste konsekvente anti-kommunist censureret og udstødt.

Nu opretholdt den underkøbte presse deres tirade om, at præsidenten Nixon var skyldig i den grufulde forbrydelse, at ”dække over” (indbruddet) og i at forhindre rettens gang. I Det hvide Hus samlede de hætteklædte mænd, som havde overvåget båndene, sig om præsidenten og hviskede: ”Træd tilbage, træd tilbage!”

Summen af alle disse belastninger var for meget for hr. Nixon, som allerede havde 25 år med disse uophørlige bebrejdelser bag sig. Hans fysiske sammenbrud kunne ses på billederne af ham. Ved hjælp af de metoder, der var beskrevet i ”protokollerne” og i hr. House's roman, blev han presset til at træde tilbage, den første amerikanske præsident, der nogensinde var blevet således ydmyget.

Sammensværgelsen vandt sin største sejr. Hvilken amerikansk præsident ville vove at være opsætsig derefter?

PENGEMAGTEN

Vicepræsidenten, hr. Gerald Ford, blev efterfølgeren i Det hvide Hus. Han var ansat, ikke valgt til vicepræsident, udpeget af hr. Nixon, da dennes oprindelige vicepræsident, hr. Spiro Agnew, faldt fra af den ene eller den anden grund.

I lyset af de foregående begivenheder var det svært at forestille sig, at hr. Ford skulle gøre noget så uortodokst som at gøre oprør imod de kræfter, som havde været for stærke for alle forudgående præsidenter i dette århundrede. Det blev nu hans tur til at ansætte hr. Nelson Rockefeller til vicepræsident. Denne skal have sagt: ”Når man tænker på, hvad jeg havde, hvad andet var der så at aspirere til?” (andet end Det hvide Hus). Denne ansættelse bragte ham (som hr. Gary Allen kommenterede) ”i et meget nært forhold til” Det hvide Hus.

Hr. Nelson Rockefeller er medlem af en enormt velhavende familie eller et dynasti, hvis interesser er verdensomspændende og dybt rodfæstede. ”De sammensvorne” i hr. House's historie En historie om i morgen (som har vist sig at være en fotografisk forudsigelse af alt, hvad der er sket i og med Amerika i dette århundrede) var umådeligt velhavende. De enorme formuer, der er ophobet i Amerika af en relativt lille gruppe mennesker i de sidste hundrede år, er blevet brugt til at tjene revolutionen og det verdensdiktatur, som det er meningen, skal opstå deraf.

Disse store formuer er for det meste blevet efterladt som testamentariske gaver, angiveligt til smukt klingende formål, specielt ”international fred”. De fleste af dem er faktisk blevet brugt til skalkeskjul for agenter for sammensværgelsen; de er fritaget for den ”progressive indkomstskat”, som blev introduceret af Woodrow Wilson på hans ”sponsorers” befaling.

Det er beviseligt, at den kommunistiske revolution fra begyndelsen blev finansieret af penge fra Amerika, og at de store formuer bidrager betragteligt til den ”usynlige regering” (the Council of Foreign Relations), som nu i årtier har ført Amerika imod ”konvergens med kommunismen” og imod den ultimative én-verdens-superstat. Derfor er hr. Nelson Rockefellers tilsynekomst på scenen, på dette sene (måske sidste) stadium, af særlig interesse.

Den, som studerer disse ting, bliver ustandseligt konfronteret med andre, mindre indsigtsfulde, sandhedssøgende, som snerrer ad ham: ”Hvorfor skulle rige mennesker støtte kommunismen, hva'? Forklar det. Det giver ikke mening!”

Denne forfatter anbefaler altid sådanne enfoldige i udlandet at acceptere den indiskutable kendsgerning og arbejde sig baglæns derfra til punktet ”Hvorfor?” Man kan evt. tage udgangspunkt i en uangribelig autoritet, professor Carroll Quigleys vidneudsagn ( Tragedy and Hope, Macmillan, London 1966). Professor Quigley, som selv har den fordel, at han hører til ”inderkredsen” med intern erfaring m.h.t. hvordan sammensværgelsen arbejder, siger: ”Der eksister - og har i generationer eksisteret - et internationalt ….netværk, der opererer i nogen grad på samme måde som det radikale Højre mener, at kommunisterne opererer… Dette netværk…har ikke noget imod at samarbejde med kommunisterne … og gør det ofte.”

En anden, som flittigt har undersøgt sagen, hr. Gary Allen ( The C.F.R., Conspiracy To Rule The World, American Opinion, Belmont, Mass. 1969) siger: “Hvorfor skulle internationale bankierer og finansfolk være interesseret i at promovere en socialistisk verdensregering? Socialismen er helt klart kun madding, for at opnå støtte fra den politiske underverden og skabe den struktur, som er nødvendig for at opnå diktatorisk kontrol. Det, som denne lille gruppe er interesseret i, er monopol på verdens naturressourcer, handel, transport og kommunikation …. Noget, som de på trods af deres store rigdom ikke ville kunne opnå på anden måde. Derfor bliver super-kapitalister super-socialister, fordi de indser, at kun en verdensregering, under deres kontrol, kan give dem den magt, som er nødvendig for, at de kan nå deres mål. Det er den eneste forklaring på, at disse meget rige mennesker er villige til at støtte bevægelser, der synes at stræbe efter deres ødelæggelse.

ANDEN DEL – DE ANGELSAKSISKE FOLKESLAG

Ved begyndelsen citerede jeg hr. Maughams amerikanske heltinde angående De forenede Staters ubegrænsede muligheder: ”… i 1930 vil vi være det rigeste og største land i verden … ingen grænser for vores fremskridt i syne….”

Ved samme tid (1920'erne) komponerede hr. Noel Coward en milepæl af et patriotisk drama om England, Cavalcade , som imødekom folks længsel efter fortrøstning for fremtiden og, som han siger, gjorde ham ”meget populær”. Ved tæppefald udbragte hans heltinde en skål ”for håbet om, at vort land, som vi elsker så højt, vil finde værdighed og storhed og fred igen….”

Både Hr. Maughams ”Isabel”'s positive forventninger og hr. Cowards ”Jane”'s længselsfulde håb var dømt til at blive skuffede.

England var faktisk fanget i den samme verdensregerings sammensværgelse, som var ved at ødelægge Amerika, og dets ledere fremmede sammensværgelsens mål lige så effektivt, som præsidenterne Wilson og Roosevelt.

Den amerikanske Republiks tilstand, halvfjerds år efter at makkerparret House-Baruch ”fangede” præsident Wilson og satte ham i arbejde med at forberede Én-verdens regeringen, måtte nødvendigvis påvirke det andet engelsktalende land på den anden side af Atlanterhavet, dét, hvori jeg var født.

CHURCHILL: EN PARADOKSERNES MAND

Hr. Winston Churchill sagde på et tidspunkt under Den anden Krig, at England og Amerika ville blive ”noget blandet sammen” og tilføjede, at han ikke kunne standse den proces, selv om han havde villet: han bød den velkommen.

Han var en mand, der frembød lejlighedsvise, mærkelige paradokser. Skønt patriot over alle patrioter, forklarede han aldrig denne mærkelig udtalelse, som for de fleste englændere, og sandsynligvis for de fleste amerikanere, var uforklarlig og uvelkommen. Han havde ingen grund til en så tvivlsom påstand. Da han fremsatte den, var det tydeligt for en hvilken som helst opmærksom observatør, at Amerika sad i et jerngreb af en sammensværgelse, som trak det hen imod ”konvergens med kommunisme” og Verdens-Slave-Staten. Hele hr. Churchill's levnedsløb syntes at vise med sikkerhed, at han ville holde sig langt væk fra at blive involveret i ”verdens- regerings” planer.

Mærkeligt nok var han, ligesom alle dette århundredes amerikanske præsidenter, en stor beundrer af hr. Bernard Baruch, hvis bestræbelser i retning af en verdensregering gik tilbage til Den første Verdenskrig og forsøget på, ved fredsforhandlingerne i Versailles, at etablere en ”Liga til at gennemtvinge Fred”; et første forsøg på at etablere en verdensregering i den forvirring, der fulgte efter en verdenskrig, som blev forpurret af den kompetente udenrigsminister hr. Robert Lansing, som klart så hensigten, i fredens navn at påtvinge verden krig (Hr. Lansing blev snart afskediget, den første af en lang række amerikanere, som betalte prisen for at sætte sig op imod sammensværgelsen).

En væsentlig begivenhed i hr. Churchill's karriere var modtagelsen af et brev, skrevet fra præsident Roosevelts dødsleje, der bad ham om at ”mødes med Bernie Baruch snarest belejligt…” Hr. Churchill svarede, at ”Bernie er en af mine ældste og bedste venner og jeg telegraferer for at sige, hvor glad jeg er for, at han kommer. Han er en meget klog mand.”

De to havde ”lange og intime samtaler”. Under disse talte hr. Baruch formodentlig om atombomben, som snart ville eksplodere (den ville aldrig være blevet kastet uden den store rådgivers viden og samtykke), og han har nok informeret hr. Churchill om sine hensigter om (når den først var blevet kastet) at etablere en Autoritet med monopolagtige rettigheder på dens brug og kontrol, og magt til at påtvinge hurtig og passende straf til enhver, der stillede sig i vejen for denne Autoritet.

Historien melder ikke noget om, hvad hr. Churchill syntes om denne, den største af Baruch's planer: det ville helt klart have betydet den ”opløsning af Det britiske Imperium, som jeg ikke er blevet kongens førsteminister, for at overvåge”.

DENNE VERDENSOMSPÆNDENDE SAMMENSVÆRGELSE

Opløsning af dette imperium blev konsekvensen inden hans død. Hans inderste følelser for verdensregeringen, som skulle etableres i dens kølvand, er uklare. I 1920, da den russiske revolution og dennes ophav var genstand for livlig offentlig debat, (det var før en okkult censur effektivt stoppede al fri diskussion om sådanne ting) skrev hr. Churchill en artikel i Illustrated Sunday Herald, som viste, at han udmærket forstod revolutionens natur og oprindelse. Da han i 1953 blev bedt om tilladelse til at genoptrykke artiklen, fik han sin sekretær til at afvise dette.

Bernie (”en meget klog mand”) ville helt sikkert ikke synes om den artikel, for hans kongstanke, den despotiske verdensregering, med magt til at tvinge sin vilje igennem, var barn af denne revolution. Hr. Churchill må helt sikkert have kendt til verdensregeringssammensværgelsen, for i forskellige skikkelser beskæftigede den mange ledende mænds tanker i hans tid, og han var ofte i selskab med dem.

I det 19. Århundredes sidste årtier, da England og imperiet var på højden af sin mangt og vælde under Den store Dronning, var verdensregeringssammensværgelsen allerede ved at opæde imperiets indre som en kræftsvulst (som tiden nu har vist). De sammensvorne var ikke folk med hætte og dolk, som typerne på Café des Exilés. De var fremtrædende, meget velhavende mænd, ligesom i Amerika.

DEN NYE IMPERIALISME

Den første, hvis navn dukker op i historien på den østlige side af Atlanterhavet, var John Ruskin, skønt hans idéer tydeligt nok stammede fra tidligere sammensværgelser, som Weishaupts. Han var den type, som det moderne sprogbrug har fundet et navn for: velgører , en type om hvem det kan siges, at det onde, de gør, lever længe efter dem. Han blev dybt bevæget over kontrasten mellem den store velstand i Victoria-tidens England og de lavere klassers fattigdom og blev berømt i sin tid for sit lidenskabelige forsvar for ”de undertrykte masser”.

Ruskins liv sluttede med et nervesammenbrud, som det sommetider sker for personer, der kommer til at betragte sig selv som gudelignende. Ruskin's ”ny-imperialisme” hvilede på den teori, som han videregav til sine aristokratiske studerende i Oxford, at deres privilegerede lod i livet ikke kunne opretholdes, medmindre de engelske lavere klasser blev absorberet i den, og dette udvidedes til at omfattede de ”ikke-engelske masser over hele verden”.

Ruskins idéer gjorde et dybt og skæbnesvangert indtryk på Cecil Rhodes' tanker og tilværelse, guld- og diamant multimillionæren fra Kimberley. Rhodes' navn bliver mindet i dette lille lands navn. Rhodesia, som halvfjerds år efter hans død kæmper en ensom kamp imod en verden af fjender, der er sammenkædet i verdensregeringssammensværgelsen ad den vej, på hvilken Rhodesia er en lille, men genstridig forhindring.

Hvad Rhodes' ambition var, er et spørgsmål, som gøres uklart af hans levnedsskildreres forskellige opfattelser, de hævder modstridende, at ”verdensherredømmet var hans enkle ønske” eller at han ønskede ”at male kortet over Afrika rødt” (d.v.s. britisk).

Formuleringen af hans første testamente skulle forklare det (men hvornår er noget nogensinde helt klart, når man har med sammensværgelser at gøre? De stræber altid efter ”at bedrage m.h.t. virkelige hensigter og meninger”) for han formulerer den ambition at ”udvide det engelske herredømme til hele verden … og grundlægge en så stor magt, at krige derefter vil være umulige, og at fremme menneskehedens interesser”. Verdensregeringer påstår altid, at evig fred vil blive resultatet af deres planer, og argumenterer samtidig (som hr. Baruch altid argumenterede) for, at der må føres krig imod enhver, som modsætter sig deres herredømme, så dette ordskvalder behøver man ikke at tage alvorligt.

Det som er klart er, at ud fra Rhodes' oprindelige tiltag opstod den verdensregeringssammensværgelse, som underminerede alle gode regeringer i England og Amerika i det århundrede, der kom efter Rhodes' død i 1902.

Rhodes testamenter oprettede det selskab, som skulle forfølge hans ambition ind i det følgende århundrede. Det første (det, som drejede sig om det hemmelige selskab) tog Jesusselskabet som organisatorisk model (på samme måde brugte Weishaupt den jesuitiske struktur som model for sin Illuminati).

RHODES LEGATER

Et andet testamente stiftede ”Rhodes' legater” (eng.:”Rhodes Scholarships”), med hvilke unge mænd fra Imperiet, Tyskland og Amerika skulle bringes til Oxford til en speciel uddannelse, så at ”om tredive år vil der være mellem to og tre tusinde mænd i deres bedste alder spredt ud over hele verden, og hver af dem vil have fået lagt grundlæggerens drøm på sinde i den mest følsomme alder og hver af dem vil være blevet særligt, matematisk udvalgt til grundlæggerens formål….”

Og hvad var så grundlæggerens formål? Var det ”simpelthen verdensherredømme” eller ”at udvide britisk overherredømme til hele verden”? Rhodes' planlægning tog klar form i 1891, da han stiftede sit hemmelige selskab sammen med sin partner og apostel, William Stead, med sig selv som leder og Stead, Lord Esher og Sir John Milner (senere britisk højkommissær for Sydafrika) som medlemmer af en ledende komité. En ”kreds af indviede” blev dannet med hr. Balfour, Lord Rothschild, Sir Harry Johnston og andre prominente personer fra Sydafrika. Den ydre kreds (mønstret med kredse-indeni-kredse blev brugt af Weishaupt og kommunisterne) skulle være et ”selskab af hjælpere” (i kommunistisk sprogbrug er sådanne ”hjælpere” kendt som ”venner” eller ”nyttige idioter”.)

Hvis Rhodes' drøm eller formål virkelig var, at ”udvide Det britiske Imperium til at omfatte hele verden”, var dets opløsning mindre end tres år efter hans død i 1902 denne ”imperie-statsmands” hånlige gravskrift. Hvis hans ”enkle ønske” (ifølge en levnedsskildrer, fru Million) var verdensherredømme, så var den sammensværgelse, han iværksatte, nået meget længere end han havde forestillet sig efter disse tres år.

Han efterlod en ”kreds” af kendte mænd, som var (privat) dedikerede til denne ambition. Udadtil syntes de at være klippefaste støtter for Imperiet (som deres modstykker i Amerika syntes at være urokkelige støtter for Uafhængighedserklæringen).

Lord Milner blev leder af Round Table organisationen, som Rhodes' hemmelige selskab havde grundlagt i 1891. Da jeg blev ansat på The Times i 1921, blev jeg vagt opmærksom på eksistensen af en kreds af brødre, der gik under navnet ”Lord Milners unge mænd”. Jeg regnede det ikke for noget dén gang og kunne ikke have forestillet mig, at deres arbejde halvtreds år senere ville omslynge mig og mit liv som en giftplante. En af dem, hr. Geoffrey Dawson, blev redaktør for The Times i min levetid.

En anden indviet var hr. Philip Kerr, som havde mange poster i Britisk Sydafrika og, som Lord Lothian, blev britisk ambassadør i Washington. En anden var hr. Lionel Curtis, som overtog ledelsen af Round Table gruppen, da Lord Milner døde. Noget i den Sydafrikanske luft synes at have fremelsket denne rige høst af Round Table rænkesmede i denne periode.

Nogle af disse herrer havde høje idealer for den form, deres fremtidige verdensherredømme skulle have. Lord Lothian hævdede at ”vi bør stræbe efter at skabe paradis på jorden” (og tilføjede, at lederskabet af denne opgave ”må først og fremmest tilfalde de engelsk-talende folkeslag”). I denne fase af hans planlægning, talte ”oberst” House på den anden side af Atlanterhavet også om at genopbygge verden på et grundlag af ”solidaritet mellem de angel-saksiske folkeslag”.

På begge sider af Atlanterhavet var sammensværgelsen fra begyndelsen sammensat af velhavende mænd: i Sydafrika: Rhodes, Lord Rotschild (til hvem Rhodes på et tidspunkt testamenterede sine penge), Sir Abe Bailey and Alfred Beit: i Amerika, de store penge-dynastier, Morgan, Rockefeller, Carnegie og andre. Man kan naivt undre sig over, om disse store mænd nogen sinde interesserede sig for de menneskelige lidelser, deres ambitioner ville medføre, især under Anden Verdenskrig, som bragte sammensværgelsen en stort skridt nærmere målet. Næppe: store mænd er som regel fuldstændig kyniske m.h.t., hvem mastodonten knuser, når blot mastodonten fortsætter i den retning, de ønsker.

INSTITUTTER FOR INTERNATIONALE ANLIGGENDER

De store mænd, som var involveret i dette, havde ofte forskelligt syn på, hvad der var det endelig mål for deres bestræbelser. Den blaserte og læspende hr. Balfour, en typisk fin de siecle figur, som var meget eftertragtet af damerne ved deres victorianske te-selskaber, holdt på, at verdensregeringen skulle være jødisk. Hr. House, på den anden side af Atlanterhavet, skrev om at etablere ”socialismen, som Karl Marx drømte om” som den gyldne regel for verdensregeringen.

Før og efter Den første Verdenskrig begyndte Rhodes' og House's sammensværgelser at ligne hinanden. Under forberedelserne til Første Verdenskrig havde rænkesmedene allerede travlt med at forberede verdensregeringen på ruinerne af denne. Det første forsøg blev forpurret af det amerikanske folk, som opdagede bedrageriet og afsatte præsident Wilson.

De sammensvorne omgrupperede sig og omorganiserede deres styrker til det næste forsøg ved hjælp af endnu en krig. Hr. Lionel Curtis fik til opgave at omdanne Round Table gruppen og etablerede forskellige ”front organisationer” (for at bruge et kommunistisk udtryk) i alle ”engelsk-talende” lande, som hver især skulle forfølge det samme mål bag en facade af fine navne.

I England blev det The Royal Institute of International Affairs, som opslugte medlemmerne af Round Table gruppen. I Amerika blev hr. House' udtalelse om ”at skjule de virkelige meninger og hensigter” holdt i ære med det navn, der blev valgt til den nye gruppe, der blev dannet i 1921: Council on Foreign Relations.

I de næste halvtreds år, og indtil i dag, blev dette den usynlige regering af De forenede Stater og forsynede regeringen med stadig større antal af deres kandidater og førte faktisk Amerikas officielle udenrigspolitik i retning af ”konvergens med kommunisme”; det er sandheden bag de officielle protester, som udtrykker uændret modvilje mod kommunisme.

Dette CFR er blevet de store bankers protegé og blandt dets medlemmer er der fjorten hundrede ledende navne inden for bankvæsen, industri og kommunikation. Denne usynlige regering har frembragt mænd til at beklæde næsten alle topposter i administrationen i de sidste fyrre år. Deraf retningen for den amerikanske udenrigspolitik, som burde sortere under udenrigsministeren. I mange år har selv udenrigsministeren været en CFR-mand, og når han ikke har været det, er en CFR-mand blevet skubbet ind foran ham. Se på præsident Roosevelts Harry Hopkins under Den anden Verdenskrig og Dr. Kissinger i dag: begge disse ukendte mænd røg til tops og jævne mennesker betalte prisen.

De intetanende udenforstående (og hvem er ikke ”udenforstående” i forhold til denne dystre internationale sammensværgelse?) spørger altid klagende: ”Hvorfor?” eller ”Hvordan kan rige mennesker støtte dem, som vil dem til livs?”

Jeg er ikke indviet i disse rige menneskers tanker, men jeg tror, at svaret findes i nogle ord, jeg hørte Lord Birkenhead bruge for længe siden. Det var sidst i tyverne, hvor bare dét at antyde, at freden måske ikke ville vare evigt, var at blive stemplet som ”krigsmager”. Lord Birkenhead, som var realist, sagde advarende: ”der er stadig fristende belønninger at få” (ved at lave krig), og næste morgen havde han hele hyæne-pressen på nakken, hylende: ”krigsmager”.

Jeg kan ikke se nogen anden forklaring for disse dødens købmænd (for det ville blive resultatet af deres verdensomspændende koncentrationslejr) end, at de er fristede af de strålende belønninger. Én-verdens-folkene stræber efter monopol på de rigdomskilder, af hvilke de endnu kun kontrollerer ”en del”. Fuldstændig kontrol kan ikke opnås ved køb eller betaling: kun verdensherredømme kan give den fuldstændige magtposition. I Karl Marx' paradis findes den absolutte magt: i dette Utopia ville mennesket være intet, et nul.

En autoritet med mangeårigt, internt kendskab til sammensværgelsen, (Prof. Carrol Quigley, Tragedy and Hope, Macmillan 1966) siger:

”Et internationalt netværk, der opererer omtrent som det radikale Højre tror, at kommunisterne opererer, har eksisteret i generationer. Faktisk har dette netværk, som vi kan kalde Round Table grupperne, ikke noget imod at samarbejde med kommunisterne og andre grupper og gør det ofte.”

I de to årtier efter dets dannelse i Paris i 1921, gik CFR fra den ene sejr til den anden og banede ved sit jerngreb om Amerikas udenrigspolitik vejen for det næste forsøg på at etablere verdensregeringen efter endnu en krig. Da denne kom, var dens agenter i stand til at fremstille det japanske angreb på Pearl Harbour (som der var blevet advaret imod, en advarsel, som blev ignoreret af præsident Roosevelt) som en nederdrægtig overraskelse (”en dag, som vil leve i skændsel”).

Mens krigen stod på, havde CFR travlt med at lægge grunden til den verdensstat, der skulle komme ud af den gennem en rådgivende gruppe, der beskæftigede sig med efter-krigs udenrigspolitik og som udelukkende bestod af medlemmer af CFR. Denne gruppe planlagde De forenede Nationer som hovedhjørnestenen til Verdens-superstaten og ved den stiftende forsamling i San Fransisco i 1945 blev den mand, der senere blev dømt som kommunistisk forræder, (Alger Hiss) gjort til generalsekretær.

FRA FJERN OG NÆR

Da Anden Verdenskrig sluttede forlod jeg og mange andre britiske forfattere den kvælende atmosfære i efterkrigstidens England, hvor socialisterne ventede som gribbe på en gren på, at det England, hvor jeg var vokset op, skulle drage sit sidste suk.

Jeg var allerede i det små et offer for den store sammensværgelse. Før Anden Verdenskrig udgav jeg en bog, som advarede om krigens komme, og fordi den brød ud lige efter, fik jeg ry for at være en mand med strålende fremsyn og indsigt. Min berømmelse varede kun kort. Da jeg så og skrev, at krigen kun blev ført for at skabe grobund for kommunisme, blev jeg udskreget som fascist og fandt snart mig selv på den sorte liste hos alle forlag.

Jeg havde således ingen illusioner med mig til Sydafrika, hvor jeg ankom som Othello, uden levebrød. I de næste tredive år fortsatte strømmen af anonyme breve og angreb fra aviserne, helt til dagen i dag. Skønt jeg var en ydmyg skribent, opdagede jeg, at verdensregeringen ikke kunne, eller ikke ville glemme mig: jeg forstod, at ikke en spurv falder til jorden uden at deres håndlangere præsenterede det som en fæl, reaktionær og anti-revolutionær handling.

Selv jeg var ikke lille nok til at de overså mig, det fremgik af deres endeløse smædekampagne. Det var ikke det værste: jeg så, at det sidste kapitel af mit liv, ligesom de tyve år imellem de to krige, skulle henleves i skyggen af endnu en truende krig og at den, ligesom de to andre, var beregnet til at komme verdensherredømmet endnu et skridt nærmere.

Efter to år i Sydafrika besøgte jeg Amerika og var dér, da den ækle Hiss endelig blev afsløret og (modstræbende) dømt. Jeg så, hvor mange venner og beskyttere, han havde, hvor megen magt, de havde til at beskytte ham og skjule hans gerninger. Jeg så den mand, der afslørede ham, sat i gabestokken, fattiggjort, truet på livet, (han døde snart efter: den anden lever stadig). Jeg så, hvordan enkefru Roosevelt, sammensværgelsens ”Madame de Farge” åbenlyst gik hen foran ham og oven i købet hånligt refererede til hans anklager som ”tiltalte”.

Jeg følte med mit journalistinstinkt, at dette Amerika ikke kunne overleve ret længe i den tilstand, verden hidtil havde kendt det i: det var ved at rådne op indefra. Jeg hørte om ting, der var en direkte trussel imod Sydafrika og imod mig og min unge kone og hendes børn, som bor dér.

Jeg hørte om, hvordan præsident Truman, der var blevet forfremmet fra vicepræsident til præsident ved Roosevelts død, havde storslåede planer for Sydafrika, hvor han aldrig havde været og om hvilket område han ikke vidste noget som helst.

Jeg så advarselslamperne blinke med det samme. Havde hr. Truman arvet House-Baruch-planen fra hr. Roosevelt? I så fald ville livet i Sydafrika blive usikkert.

Hr. Truman viste snart, at han så sandelig havde arvet de skæbnesvangre ”sponsorer”. Jeg tror ikke, han nogensinde havde været uden for Amerika, før han blev præsident: han var et typisk produkt af den amerikanske politiske maskine, som, manipuleret af House-Baruch gruppen, producerer præsidenter, der er skræddersyede til underkastelse.

Nu iværksatte hr. Truman, eller nogen i hans navn, et program med et væld af foretagender rundt om i verden, og ”punkt fire” omhandlede Afrika, et sted, som var ganske ukendt for ham. Under ”punkt fire” foreslog han at bygge store veje og jernbaner, havne og lufthavne, og meget mere. Han havde helt klart hverken viden eller erfaring til at kunne komme på den slags uden hjælp. Nogen talte igennem ham, ligesom Charlie McCarthy.

Samtidig udarbejdede den kommunistiske leder i Amerika (på den tid en hr. Earl Browder) et program for gigantiske foretagender i Afrika, som essentielt var en tro kopi af hr. Trumans punkt fire.

Ingen af disse to velgørere, Amerika eller Sovjet, havde nogen baser i Afrika. Hvordan havde de så tænkt sig at komme dertil og udføre disse vidunderlige ting? Da jeg nåede dertil, løb det mig koldt ned ad ryggen, som man siger: jeg så, hvad der var på vej og vendte tilbage til Afrika tung om hjertet og med skrækvisioner af tidligere uvejr i Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen.

Jeg skrev en bog om mine opdagelser i Amerika ( Far and Wide ). Jeg tror, det var den sidste, jeg fik lov til at udgive i England, og den bragte mig endnu mere nedrakning end de foregående tre eller fire. Denne bog fik en vane med at forsvinde fra bibliotekernes hylder. Når jeg spurgte bibliotekarerne, sagde de, at de vidste det godt, men de kunne ikke fange ”bog-brænderne”.

AMERIKA OG RUSLAND

Parallellerne i Amerikansk og russisk politik under den usynlige ledelse af CFR, viste sig igen i offentliggørelsen af de to store planer. De to ”verdensmagter” (med den svækkede britiske ditto traskende bagefter som en dalmatiner) forenedes i beslutningen om at udføre Lenins maksime, at det var nødvendigt for at gennemføre verdensrevolutionen, at smide kolonimagterne ud fra disse territorier. Sovjetmagten udtrykte åbent ønsket om dette: Amerikas præsidenter fortsatte med at prædike modstand imod kommunismen og at praktisere støtte til samme. Præsident Roosevelt beskyttede de kommunistiske forrædere i hans administration: præsident Truman fyrede den amerikanske general, som ønskede at vinde krigen imod kommunismen i Korea.

Spillet fortsatte, åbenlyst for enhver, men kun få opfattede den egentlige sammenhæng.

Det næste, der skete, var, at præsident Truman, der tydeligvis gerne ville vise sine sponsorer sin iver, sendte en mand til Afrika, en hr. Mennen ”Soapy” Williams, som trampede rundt på kontinentet og forlangte, at Sydafrika skulle ”ned på knæ”.

Afrika skulle (fremgik det) være det nye område for kommunistisk ekspansion, hjulpet og finansieret af Amerika.

Idet de fulgte hr. Trumans eksempel, kastede alle håbefulde politikere og redaktører sig ud i rasende angreb på de hvide regeringer i Sydafrika og dette fortsætter i skrivende stund, tredive år senere.

Denne ned-med-den-hvide-mand kampagne var utrolig populær blandt politikere alle vegne, da de altid er glade for en mulighed for at aflede opmærksomhed hjemme ved at pege fingre ad fjerne lande, jo fjernere, jo bedre. Således holdt politikere sig på posterne år efter år ved simpelthen at råbe ”Fy!” og stirre strengt i retning af Sydafrika tusinder af kilometer væk hinsides havet, så langt borte fra som Australien og New Zealand, de undertrykte lande bag Berlinmuren og bananrepublikkerne i Centralamerika.

PLANEN FOR AFRIKA

Afrika var i den periode et kontinent med orden i tingene under kolonistyre af England, Frankrig, Belgien og Portugal. Endeløse århundreder med spædbørnsdødelighed, dødbringende sygdomme, slavejagt og stammekrige havde efterladt det som et affolket kontinent indtil den hvide mand kom og satte en stopper for alt dette, så at det i løbet af det nittende århundrede blev et overbefolket kontinent.

Orden, lov og ret, det skulle alt sammen blive anderledes, da sammensværgelsen overtog Afrika. Amerika og Sovjetunionen gav sig til hånd i hånd at ødelægge alt, hvad der var blevet bygget op og genskabe det mørke Afrika. Amerikanske politikere fik voldsomme anfald af moralsk indignation over kolonimagterne og deres behandling af den sorte mand (som snart ville komme til at se tilbage til kolonitiden, da man kunne påkalde sig loven, selv imod sin egen høvding og heksedoktor, som en guldalder).

I Amerika så politikerne i kampagnen imod den hvide mand kun en mulighed for at vinde stemmer. Macaulay kunne have sagt om Amerika på den tid endnu mere end om England, at ”Vi kender intet syn så latterligt, som offentligheden i et af dens anfald af moralske anfægtelser”. For eksempel kom en vis hr. Robert Kennedy (yngre bror til afdøde præsident John Kennedy) med sin kone til Afrika og nød Natal Universitetets gæstfrihed som tak for et heftigt udfald imod den sydafrikanske regering. Jeg observerede denne skændige forestilling, som en mand, der har set to generationer af politikere drive pøblen mod sin egen ødelæggelse.

I Amerika fik fru Roosevelt også (offentligt) luft for sine følelser af indignation og medfølelse med den sorte mand og hjalp (privat) med at arrangere våbenleverancer til terroristerne i Angola.

Det var soleklart, hvad der var på vej: Amerika under præsident Roosevelt var ved at hjælpe kommunisterne med at sætte sig i besiddelse af Afrika.

Denne farce fortsatte i et årti og så – der kan man bare se – afslørede kolonimagterne, at de også var med i komplottet. Der blev ikke lagt noget uimodståeligt pres på dem, for at få dem til at trække sig tilbage. De fik deres ordrer til afgang et eller andet sted fra og så gik de bare. Den ene dag var de der og den næste dag var de væk, som marionetter styret af usynlige tråde. Belgien først, så Frankrig ud af Algeriet og så….

Ah, så skulle England svigte og opløse imperiet, og efterlade både de hvide mennesker dér og de sorte, som jeg så stadig nogen steder havde billedet af den store dronning i deres hytter og butikker?

Ja, også det. Den mand, der blev valgt til at oplæse den dikterede dødsdom, var den engelske statsminister på det tidspunkt, en hr. Harold Macmillan. Han talte med den stemmeføring og det ordvalg, som fremtrædende politikere i mit ulykkelige land er dygtige til at bruge, når de skal dække over en troløshed.

”En ny vind” fortalte hr. Macmillan parlamentet i Cape Town, blæste England ud af Afrika. En ny vind! I enhver antologi om politiske udflugter er dette en af de fine. Vinden blæser, hvorhen den vil og der var ingen ”vind”, der blæste imperiet bort. Det var ved at blive afviklet som følge af beslutninger, der var truffet længe før i et hemmeligt råd og dets opløsning blev iværksat for at bane vejen for verdensregerings sammensværgelsen.

Så fulgte i alle britiske område abdikationspantominen: flag blev taget ned, fjerhatte og guldtressede uniformer blev båret en sidste gang, en kongelig person overrakte skøderne o.s.v. Den eneste sandhed bag denne sørgelige skuespil var, at den sorte mand blev givet tilbage til slaveriet.

TILBAGE TIL DET MØRKE AFRIKA

I de følgende ti år fik den sorte mand en forsmag på den fremtid, som man havde beredt ham. ”Uafhængige” sorte stater dukkede op alle vegne og alle vegne var det den politiker, der havde flest geværer, der masede sig frem og tog magten, kun for snart at blive skubbet til side af en anden af samme slags, som havde fået våben et eller andet sted fra. Historien om myrderierne og kaos vil aldrig blive fortalt: den fulgte det samme mønster alle vegne og verden var i øvrigt ligeglad. Det mørke Afrika var tilbage.

Af den hvide mands æra blev kun Sydafrika tilbage (det løsrev sig omgående fra Imperiet) og Rhodes' Rhodesia, som forstod, at det skulle forrådes og erklærede sig uafhængigt efter den washington'ske model 11. november 1965 og de østlige og vestlige kystegne i Mozambique og Angola, hvor Portugiserne havde været længe før nogen havde tænkt på det britiske imperium eller den amerikanske republik.

Derfor genlød tresserne og halvfjerdserne af omverdenens forargede udbrud (særlig Amerika og England) om disse sidste hvidt regerede områder. I England var socialisterne i regering og de havde længe ventet på imperiets hedenfart, som gribbe på en gren, der lurer på offerets sidste suk. Den socialistiske leder, en hr. Harold Wilson, brugte sædvanligvis det samme sprog som George den tredjes statsminister, Lord North, om rhodesierne. De var ”rebeller” sagde han.

Efter indgående drøftelser af den britiske hærs følelser m.h.t. at angribe Rhodesia og trække blankt, meddelte han i Blackpool (under jubelråb fra terroristerne på balkonen), at han ville give ”ubetinget støtte” og våben til de kommunist bander, der efterstræbte magten i de portugisiske områder, som stødte op til Rhodesia, da de betrængte portugisere efter tretten års belejring af hele verden, brød sammen i 1973.

Jeg var i Rhodesia, Angola og Mozambique i de år, og skønt min egen del af forviklingerne kun var et lille blad i stormen, følte jeg det hårdt nok efter de bitre år i Europa i mellemkrigsårene, at blive trukket ind i endnu et afsnit af den store sammensværgelses expansionsfremstød.

Jeg vendte tilbage til Sydafrika fra Rhodesia, Mozambique og Angola for at vente på, hvad der nu måtte komme. Det, som kom, i 1975, var beviset på at hr. Trumans ”punkt fire” for 25 år siden, simpelthen var en gentagelse af den parallelle amerikanske og sovjetiske politik, der i fællesskab førte til en magtovertagelse i Afrika.

Angola viste klare tegn på dette. Sovjetiske våben, oprindelige finansieret i Amerika, blev leveret til en af de stridende parter, som kæmpede om magten, da Portugiserne trak sig ud, og Sovjet kaldte cubanske tropper ind for at sikre den ene parts sejr.

Den amerikanske præsident hed på den tid Ford (den eneste forskel på præsidenterne, var navnet: m.h.t. underdanighed over for den overordnede verdensregeringssammensværgelse var de fuldstændig ens) og man så ham som en skygge på fjernsynsskærmen frembringe lyde, som var en formel misbilligelse af den sovjetiske og cubanske indtrængen i Afrika.

Virkningen af disse dæmpede protester var lig nul: Amerika anførte verden i tavst at acceptere handlingen og oprettelsen af sorte kommunistiske stater på øst- og vestkysten af Afrika.

På dette tidspunkt var det indlysende, at ingen amerikansk præsident, med tanke på, hvordan præsident Nixon var blevet styrtet, ville vove at fornærme eleverne fra House-Baruch skolen, som var forskanset i The Council of Foreign Relations. Hvem der vandt valget i 1976 ville ikke gøre nogen forskel: og det ville også gælde for alle fremtidige valg.

SANDHEDENS SAMMENSVÆRGELSE

Således ventede jeg i mine sidste år i Sydafrika. Allerede mange år før havde en af de enormt rige ”freds” fonde i Amerika (Carnegie) lagt en komplet slagplan ned til den mindste ballistiske detalje, for et angreb på Sydafrika til lands, til vands og i luften. Amerikas åbenlyse engagement i den kommunistiske sammensværgelse har hængt over Sydafrika lige siden det blev offentliggjort i 1965. Fra min personlige ørnerede, med udsigt over det turbulente sceneri, så jeg deri koordinationen af endnu en holocaust, det essentielle tredje stadium af sammensværgelsen til at oprette super-slave-staten.

I den alder, jeg nu har, er min personlige interesse i det store melodrama kun at sørge for, hvis jeg kan, at min eventuelle gravsten vil bære indskriften: ”Han overlevede!” Mine ambitioner er beskedne og mere end det, håber jeg ikke på. Sammensværgelsen er nu så vidt fremskreden, at den ikke vil og muligvis heller ikke kan standse. For mange mennesker er bundet til den.

Mens de har magten over os, vil vi alle vedblive at være på vej mod Gadarea og en ny mørkets tidsalder er over os. Når den kommer, må vi begynde forfra og arbejde på en ny renæssance. Mange gode og sandhedskærlige mennesker forbereder sig nu på det, og morgendagen vil tilhøre dem. Menederne og deres betalte presse vil kalde det en modrevolution. Dets rigtige navn vil være en sandhedssammensværgelse.

Kend sandheden og sandheden skal gøre dig fri –

(Johannesevangeliet, 8:32).

Engelsk udgave

Dronte 9 - indhold

Dronte 9 - leder

Kontroversen om Zion (hele bogen)

Kontroversen om Zion (Resumé)

CofZ - Nyoversatte kapitler

Drontens hovedmenu