Douglas Reed og jøderne

af Knud Bjeld Eriksen

Jeg har tidligere ("Dronten" nr.4) behandlet den berømte udenrigskorrespondent og forfatter Douglas Reed, der fra at have været på alles læber før-, under-, og lige efter Anden Verdenskrig blev en udstødt og helt glemt person. Hvorfor blev han så det? Fordi han skrev om jødespørgsmålet! Verdensjødedommen svarede igen på hans ligefremme beskrivelse af problemet med en total udelukkelse, så hans nye bøger ikke kunne udkomme, og de gamle gradvist forsvandt fra boghandlerne og selv fra bibliotekernes hylder. Efter en kort nedrakningsperiode fik han slet ikke mere omtale i verdens medier.

Som Ivor Benson (der selv senere har skrevet en bog om samme emne: "The Zionist Factor"), siger i forordet til Reeds værk "The Contorversy of Zion", der måtte vente i 22 år på at kunne blive udgivet, ville den modgang, han mødte, have fået en mindre personlighed til at give op. Men ikke ham. Han så sig efter udelukkelsen fri til at gå i gang med dette hovedværk, som alle årene som udenrigskorrespondent i Europa og hans tidligere bøger kun havde været en forberedelse og uddannelse til. Hans udsyn øgedes fra år til år og fra bog til bog. Det var en uddannelse, der ikke kunne fås i noget universitet.

Mere end tre år tilbragte han borte fra familien i begyndelsen af halvtredserne, i New York Central Library, eller foran skrivemaskinen under spartanske boligforhold i New York og Montreal. Han genskrev bogen med et efterskrift i 1956, hvor Ungarnopstanden og Suez-krigen i detaljer blev gennemgået som yderligere tydelige eksempler på det talmudiske samarbejde mellem kommunismen og zionismen. Derefter måtte bogen som sagt vente i 22 år på muligheden for udgivelse.

Det er lærerigt at studere, hvordan Douglas Reed kommer gradvist grundigere og grundigere ind på jødeproblemet, fra han (som han skriver i "The Controversy of Zion") "knap havde tænkt på det i 1935" til han i 1956 afleverer sin barske dom i form af "The Controversy of Zion". Den dystre tone i denne dom skyldes, siger han selv i et efterskrift til bogen, ikke hans egen sindsstemning, men emnets uhyggelige karakter. Han har undervejs følt ondskaben som en nærmest fysisk tilstedeværelse i de planer, han afslører. Som "kræfter fra en eller anden dinosaurus-hule, der blev projiceret ind i det tyvende århundrede". Men, som han siger, det er ikke for ham at dømme, hvad der er ondt. Gud må i sin visdom have haft en mening med at tillade denne ondskab, eventuelt til brug for sjælens udvikling. Men i så fald føler han sig også selv som en del af Guds skabelse med en følt pligt til at afsløre denne ondskab, så mennesker kan frigøres fra den. Denne tanke supplerer Ivor Benson i efterskriftet til sin bog om emnet fra 1986 ("The Zionist Factor") således: "Der er ikke noget jødisk problem per se , kun et gigantisk 20. århundredes problem, hvori jøders og kristnes skæbner og ansvar er viklet uløseligt ind i hinanden". Den uansvarlige verdensmagt, bygget på penge, og med jødisk dominans i dens udspændte edderkoppenet, er noget vi alle, gennem uansvarlighed, har ladet vokse sig stærk. "Men hvis denne magt da nu er så stærk, at den "ikke kan standses, men må overlades til at fortsætte sin forudbestemte bane indtil den "som en verdensomspændende ulv" til sidst æder sig selv op, hvordan kan det da hjælpe os at komme til at vide, og fuldstændigt forstå, hvad der går for sig i verden?" Ivor Beson bevarer det sådan: "et kort svar findes i et kristent begreb, med endnu ældre kilder: I skal lære sandheden, og sandheden skal gøre jer fri".

I 1938 skrev Reed sin første større - og verdensberømte - bog, "Insanity Fair", der udkom i hvert fald i 35 oplag! på engelsk og som i Danmark udkom, også 1938, i 5 oplag. På dansk blev titlen "Galskabens kavalkade"(kan skaffes af biblioteket). Den er på knap 400 sider, og er en blanding af selvbiografi og politisk beskrivelse af Europa op til Anden Verdenskrig. Hans forudsigelser af de storpolitiske hændelser var for mange mennesker overraskende nøjagtige, på et tidspunkt, hvor Vestens "ansvarlige politikere" handlede ganske i modstrid med hans råd og beskrivelser, og den røde tråd i bogen var én lang advarsel imod truslen fra Hitler-Tykland. Men samtidig havde han bl.a. nogle ganske få kritiske bemærkninger om de jøder, han havde observeret og lært at kende på sine mange reportage-rejser i Europa. I hans anden bog tager han jødetemaet en hel del grundigere op. Hele to kapitler (dog ud af 37) bruger han til, som han siger, at "blive klar som krystal" omkring emnet. Denne bog fra 1939, havde på engelsk titlen "Disgrace Abounding" og på dansk (også 1939) "Grænseløs skændsel" (kan skaffes fra depotbiblioteket). Også denne bog - næsten 500 sider - var en beskrivelse af førkrigsforholdene, som han kendte dem i sin egenskab af en af Europas ledende udenrigskorrespondenter i Sydøsteuropa, og med nært personligt kendskab til mange af tidens toppolitikere. Den var endnu én lang advarsel imod Hitler-Tyskland, og en råben vagt i gevær over den fejlagtige vestlige politik, som han ikke kunne finde logikken i. Med hensyn til jøderne er han ganske afgjort blevet langt mere krystalklar i denne bog end i den forrige hvor der egentlig kun var nogle få godmodige hip til dem. Jeg har gengivet begge de to kapitler og et par yderligere interessante beskrivelser fra bogen, af jøderne i Europa, set med hans øjne, under menuen "Grænseløs Skændsel". Han er på dette tidspunkt ikke i tvivl om, at der er et alvorligt jødeproblem. Derefter skulle han komme til at studere emnet grundigt i de følgende ti år, og hans velmente råd om, at det jødiske problem ville kunne blive løst ved, at jøderne fik deres egen nation (dog ikke ved at dræbe arabere), kom han væk fra igen, da hans studier af talmudisk zionisme, og den endelige oprettelse af Israel, i mellemtiden havde vist ham, at jødespørgsmålet indebar mere og andet, og nu kun var blevet mangedoblet, samt at dette i virkeligheden hele tiden havde været nedlagt i en ældgammel verdenserobringsplan. Han skrev yderligere nogle bøger, som det på en eller anden måde trods alt lykkedes ham at udgive (se fortegnelsen i "Dronten" nr. 4, under menuen "Bibliografi").

Efter bøgerne "Somewhere South of Suez"(1949) og "Far and Wide"(1951), der ikke er blevet oversat til dansk, var Reed så godt som bandlyst af de vigtigste forlag og boghandlerkæder på grund af hans tydeligere og tydeligere beskrivelse af jødeproblemet. Han ender ikke ud med at være optimistisk med hensyn til spørgsmålets løsning, idet han faktisk kun mener, at Gud - i tidens fylde - kan løse det. Ikke desto mindre er det også hans mening, at den lidelse for menneskeheden, inklusive jøderne, der indtil da vil blive resultatet, måske kan formindskes og forkortes ved, at mennesker lærer sandheden om "Balladen om Zion" at kende. Jeg har i dette nummer af "Dronten" oversat yderligere to kapitler af dette, efter min mening, livsvigtige værk. Med den viden, bogen giver, forstår man den egentlige baggrund for fremmedinvasion, globalisering og nedbrydning af nationer, kultur og moral. Jeg vil her lade hans egen beskrivelse af problemerne med udelukkelsen af "Grænseløs skændsel" (side 478ff i bogen) afslutte introduktionen til denne bog og til de to (yderligere) oversatte kapitler fra "The Controversy of Zion":

.........."Tilfældet og muligvis min egen Evne til at udnytte Tiden gjorde det muligt for mig at skrive nogle supplerende Kapitler til Galskabens Kavalkade umiddelbart efter Udsendelsen, og denne Gang er det samme sket igen. Men denne Gang har Skæbnen gjort mig det muligt i Tillægget at give Dem det bedst mulige Eksempel paa, hvordan den organiserede Verdens-Jødedom arbejder og paa den umaadelige Magt, den raader over til at rette Verdensopinionen imod Tyskland. Jeg tror, at enhver, der har læst disse to Bøger, vil være klar over, at jeg regner Tyskland for at være en Trusel mod England, men at jeg ikke blander Englands Sag sammen med Spørgsmaalet om de fremmede Jøder.

Efter at have skrevet Galskabens Kavalkade blev jeg oversvømmet med Tilbud fra amerikanske Forlæggere, der ønskede min næste Bog. Jeg sluttede Kontrakt med en af dem. Da jeg begyndte paa Grænseløs Skændsel, vidste jeg ikke, at det vilde blive en antisemitisk Bog. Den anti-semitiske Del af den er et Resultat af min Iagttagelse af Jøderne i dette sidste Aar og af min Overbevisning om, at denne Massetilstrømning af Jøder til England er et politisk Fejlgreb og en national Ulykke.

Det amerikanske Forlag afslog, efter at have læst Grænseløs Skændsel, at udsende Bogen paa det Grundlag, at den jødiske Del var »ondsindet og ærekrænkende Bagvaskelse«. Læs, hvad jeg har skrevet om Jøderne, og overvej, om det ikke alligevel er sandt! Jeg tog det Standpunkt ikke at tillade Bogens Udsendelse uden Jødekapitlerne. Den reelle Baggrund for denne Beslutning er, at i Amerika kan man »bagvaske og æreskænde« Tyskland saa meget, man vil, og faa Penge til, men man maa ikke diskutere Jødespørgsmaalet, man maa end ikke paastaa, at der er et Jødespørgsmaal. Andre amerikanske Forlæggere afslog Bogen og anførte som Grund, at de ikke kunde offentliggøre Jødekapitlerne. En af dem, han er ikke Jøde, hævdede, at en amerikansk Forlægger vilde udfordre Skæbnen ved at trykke den, fordi 90 pCt. af de amerikanske Blade er paa jødiske Hænder, og at den jødiske Indflydelse gør sig gældende i et lignende Forhold i hele den Kæde af Erhverv, der er forbundet med Udgivelse.

Jeg ser kun ringe Forskel paa Jøde- og Hitlermetoder, naar det drejer sig om at tale frit og debattere frit. Jøderne tillader frit Slag overfor Tyskland, ellers ikke. Det samme hændte i nogle af de skandinaviske Lande, hvor Galskabens Kavalkade var en stor Succes, og hvor Forlæggerne skreg efter den næste Bog - lige indtil de saa Jødekapitlerne. De anmodede om at maatte udsende Bogen uden dem, men jeg afslog det. Det samme hændte i Frankrig endog saa med Galskabens Kavalkade, hvor Bogen blev købt af en Forlægger, der øjensynlig ikke kunde Engelsk og først, da han saa den franske Oversættelse, blev klar over, at der var nogle faa Passager i den, der ikke syntes ham tilstrækkelig venlige mod Jøderne. Han krævede, de skulde udelades, jeg nægtede det, og saa solgte han Rettighederne til et andet Firma.

Saa det er altsaa hidtil kun i England og muligvis i Frankrig skønt, jeg ved endnu ikke, om denne Bog vil udkomme i Frankrig - at en Ikke-Jøde frit kan belyse Jødespørgsmaalet fra alle Sider.

Betydningen af dette er for Dem, at De maa være klar over, at det, der udgives for at være »amerikansk Billigelse« eller »Amerikas Misbilligelse« af denne eller hin Side af britisk Politik, er ikke det amerikanske, men det jødiske Syn paa Sagen, og dette kaster et helt andet Lys over Forholdet. Skal De kæmpe mod Tyskland igen, saa maa De gøre det for Englands Skyld. De maa ikke lade Dem lokke til det af Jøder, der i Dag er forklædt som »Tysklands offentlige Mening«, i Morgen som Czecko-Slovakiets, i Overmorgen som Englands, for saa igen den næste Dag at kalde sig »Amerikas offentlige Mening«. Hvis England skulde komme ud for en Katastrofe i de kommende Aar, vil de Jøder, der er kommet til Landet i de senere Aar, dele Ulykken i samme Grad; de vil ikke føle den, som Englænderne vil gøre det, men vil drage Fordel af Forvirringen, og saa snart de mærker, at der forestaar dem en mager Periode, vil de beslutte sig til at sejle bort igen.

Mens jeg sejlede op ad Themsen, grundede jeg paa, hvordan min egen Fremtid vilde forme sig. Jeg havde lovet mig selv i Løbet af nogle faa Dage at afgøre, om jeg skulde brænde mine Skibe og rejse til Polynesien, Patagonien eller Peking og give mig til at skrive om noget andet end Hitlers evindelige Invasioner.

Jeg spekulerede paa, om jeg, naar jeg næste Gang forlod England, da skulde være ombord paa en af de hvide og forgyldte Dampere, der gled forbi, paa Vej mod fjerne, eksotiske Klimaer. Jeg skulde træffe mit Valg og havde kun faa Dages Betænkningstid. Mens jeg sad indelukket i Gesandtskabet i Prag, udkom Grænseløs Skændsel, og de mest mærkværdige Ting sker med mine Bøger. Efter at være rejst fra Prag læste jeg de første Anmeldelser af den. En eller anden skrev lidenskabeligt om mit Mindreværdskompleks. Før jeg skrev Galskabens Kavalkade, anede jeg ikke, hvad et Mindreværdskompleks var, endsige at jeg skulde være i Besiddelse af et saadant. For at forstaa den Slags Ting skal man sidde ved Fødderne af en eller anden ærværdig jødisk Professor i Wien, som trøster en ved at fortælle, at ens Fejl ikke er ens egne, men Resultatet af ens Forfædres nedarvede Drikfældighed eller noget i den Retning, og dette kloge Raad giver én fornyet Livsmod. Hvad Fædrene har forsprut. Kraft durch Freud.

Jeg lider ikke af noget Mindreværdskompleks, men af en fuldt normal Længsel efter at se England forbedres. Jeg lider af tunge Anelser for England, hvis Ledere har begaaet ethvert Fejltrin, de formaaede. Jeg ønsker at se England betrygget, baade inden- og udenrigs. Betrygget derhjemme med Hensyn til de uudnyttede Arealer, og ikke med Hensyn til fremmede, udnyttende Ikke-Arierer. Betrygget udadtil med Hensyn til Tyskland.

Ingen af disse Ting bliver gjort. Faren for et tysk Ultimatum nærmer sig Dag for Dag. Hvad Glæde har England af at miste sit Imperium og kun faa Jøderne til Gengæld? Nu, i sidste Øjeblik, frembyder der sig et svagt Haab om, at der vil blive indtaget et fast Standpunkt - i Anledning af Polen. Men hvorfor skete det ikke med Czecko-Slovakiet? Hvorfor har vi overladt Tyskland den czeckiske Hær, den czeckiske Luftstyrke, Skoda-Værkerne og det czeckiske Guld? Hvis vi fra først af havde været beredt til at indtage dette Standpunkt, burde vi have gjort det for Aar tilbage. Og saa vilde man have været fri for alt det Vrøvl. Man kunde have opfyldt Tysklands berettigede Krav - men kunde ogsaa have formaaet det til at holde Fred........................"

Knud Eriksen

Forside