Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

 

 

The Controversy of Zion

af Douglas Reed

Resumé

ved Knud Eriksen

Forfatteren Ivor Benson beskriver i forordet til 1985-udgaven af bogen hvordan de mellemliggende år fra 1956, hvor den blev afsluttet, på alle måder har bekræftet Douglas Reeds fortolkning af de over 2.000 års historie, han dækker. Mellemøstens fortsatte rolle som krudttønden, der kan blive årsagen til næste verdenskrig og mediernes fortsatte undertrykkelse og forvrængning af alle nyheder og diskussion. Og det var f.eks. kun de få, der kendte til baggrunden for talmudisk zionisme og kommunisme, der havde chance for at forstå sådanne begivenheder af afgørende betydning som den såkaldte "Seksdages-krig" og den senere massive invasion af Libanon i 1982. Den skulle udrydde PLO, hed det, men i virkeligheden var den simpelthen en del af den gamle Storisrael-plan

Men det var af betydning, at verdens pro-zionistiske massemediers fremstilling af Israel som lille uskyldigt demokrati, der konstant måtte hjælpes, efterhånden var kommet i større og større problemer med troværdigheden, og ikke mange undredes, da det engelske Institute of Strategic Studies på samme tid kunne oplyse, at Israel var blevet verdens fjerdestørste krigsmagt, efter USA, Sovjet og Kina, men godt foran nationer som Storbritannien og Frankrig (efter Sovjets opløsning er landet med en befolkning som den danske altså måske endda steget på denne top-4 liste!, red.)

Af mere dybtgående betydning var ændringen i jødernes egen reaktion på dette tidspunkt. Efter massakren på 1.500 mænd, kvinder og børn i to palæstinensiske flygtningelejre ved Beiruth, holdt vestlige medier og politikere sig frygtsomt tilbage med kommentarer, mens 350.000 indbyggere i Tel Aviv protesterede mod deres regering.

Også denne udvikling (se også under "Undertrykte nyheder", red.) synes Douglas Reed at have haft en forudanelse om, for blandt de sidste ord i hans bog - fra 1956 - er disse: "jeg tror, at verdens jøder også er begyndt at indse det forkerte ved den revolutionære Zionisme, tvillingen til den anden destruktive bevægelse, og at de, mod slutningen af dette århundrede, omsider vil beslutte at søge optagelse i den almindelige menneskehed".

Bogen indledes med et citat fra 1789 af Edmund Burke, der i Reflections on the Revolution rettede et litterært angreb på den franske revolution: " En begivenhed er indtruffet, som det er svært at tale om og umuligt at tie om"


Verdensrevolution, zionisme og verdensregering

Verdensrevolutionen, der i dette århundrede har destrueret menneskets opnåede civilisation i hidtil uhørt målestok var kun den ene af de to revolutionære bevægelser, der som en epidemisk pest bredte sig over kloden fra samme uge i oktober 1917. Begge udsprang fra talmudisk ledede øst-jøder. Verdensrevolutionen har været århundredets foreløbige klimaks på judæisk verdenserobring. Revolutionens nederlag er kun tilsyneladende. Dens ødelæggende virkning fortsætter lidt mere skjult uden Sovjet, men stadig med Kina som alvorligt eksempel på denne type terror-styrede slavesamfund, og med judaiske agenter solidt placeret på verdens vigtigste nøgleposter. Alle dens "åndelige værdier" fortsætter, som f.eks. i EU. Og dens tvilling, revolutionær zionisme, vokser sig stadig stærkere til det "Storisrael", der skal strække sig fra Nilen til Eufrat i hele "det oprindelige område" med verdens "jøder" omsider samlet dér og med Jerusalem som verdens hovedstad og centrum for "verdensregeringens verdensfred". Alt støttes på Mosebøgerne fra Det Gamle Testamente, suppleret med Talmud, om det udvalgte folks forudbestemte udryddelse eller underkastelse af alle andre folk, der blandt "jødernes" ledere tages dybt alvorligt. Som en militær knivtangsbevægelse samarbejder de to grupper med utrolig synkronisering frem mod den altdominerende verdensregering. Der er ikke langt igen, før den er en realitet. Også verdensregerings-tanken har gammel-testamentligt og talmudisk grundlag. Det er "herrens udvalgte folk, der efter teksten indretter sig med den øvrige verden som slaver". De største landevindinger for begge bevægelser skete i forvirringsperioderne nær afslutningen og lige efter afslutningen af de to verdenskrige, som disse bevægelsers ledere også var ophav til. Kun revolutionen og Zionismen var vindere efter de to globale krige med deres ufattelige lidelser.


Sejrherrer i første globale krig

Efter Første Verdenskrig satte revolutionen sig fast i Rusland med terror og udryddelse af alle "klasser" ned til og med kulakken, en bonde med 3 køer. En næsten udelukkende jødisk revolutionsregering stod oprindelig for denne terror, der kom til at vare i 70 år med mindst 20 millioner mord på samvittigheden (talangivelser findes helt op til 45 mio. og for kommunismen på verdensplan: 100 mio), og selv om vestlige medier fra især 1952 råbte op om sovjetisk "anti-semitisme", var dette aldrig andet end en bluff, fordi disse "jødiske" magthavere havde fået kolde tæer efterhånden som terrorregimet blev gjort til Ondskabens Imperium. I virkeligheden var der blot tale om forskellige fraktioners bekæmpelse af hinanden. De tydeligste "jødiske" repræsentanter blev trukket væk, men magtstrukturen, specielt i det hemmelige politi, der havde den afgørende magt, forblev "jødisk". "Anti-semitisme" straffedes hårdt, (helt frem til Sovjets fald), og var ganske enkelt utænkelig. Lige efter revolutionen var der f.eks. dødsstraf for blot at være i besiddelse af skriftet "Zions Vises Protokoller", der tilsyneladende var en "jødernes" verdenserobringsplan gennem revolution og nedbrydning af kristne lande ( se menuerne "Protokollerne" og "Jødefaren" i dette nr. af Dronten).

Samtidig havde zionismen ved Balfour-erklæringen i oktober 1917 opnået Storbritanniens lovning på "et nationalt hjem for jøder" i Palæstina, til gengæld for at bringe USA ind i verdenskrigen. Langsomt øgedes presset på Vestens politikere, især de amerikanske, der var omkranset af jødiske "rådgivere", for at gøre en realitet af dette, og indvandringen til området voksede kraftigt ved hjælp af vidundermidlet "Anti-semitisme" kombineret med jødiske finansfyrsters og zionist-venlige vestlige lederes støtte i mellemkrigsårene.

Endelig blev den første egentlige kerne til en verdensregering lagt med "Folkeforbundet", også med højt placerede zionister til at trække i trådene.


Og i næste globale krig....

På samme måde var det kun disse bevægelser, der profiterede af Anden Verdenskrigs lidelser og ødelæggelser. Verdensrevolutionen blev af vestmagterne hjulpet til at sætte sig fast dybt ind i Europa. Vestens generaler fik af den øverstkommanderende, general Eisenhower, ordre til at standse ved en linie Berlin-Wien. Alle de østeuropæiske lande, hvis "frigørelse" hele krigen efter sigende drejede sig om, blev ved Yalta-konferencen endeligt ofret til revolutionens terror.

Zionismen, der først understøttede Hitler finansielt og med en tilbageholdende eller endog imødekommende presse, for derefter i 1933 at erklære hellig krig mod ham, opnåede så stor medlidenhed med jøder, efter krigens jødeforfølgelser og opreklamerede jødeudryddelser, at stormagterne og Vestens befolkninger accepterede en deling af Palæstina, og jødernes "genbosættelse" i området. Araberne blev ofret bevidst, hvad der satte en af nutidens farligste muslimske anti-vestlige hadbølger i gang - vedligeholdt kraftigt siden. Reed giver mange eksempler på, at jødernes "specielle lidelser" under krigen var løgn, de led i forhold til deres antal, hverken mere eller mindre, men det blev igen et eksempel på, at alt efterhånden skulle dreje sig om dem. Andre folk havde langt større lidelser. Fra Sovjet skaffedes ved krigens slutning og kort efter våben og så mange hundrede tusinde jødiske emigranter, fra et land, det var umuligt for andre at emigrere fra, at disse kom i overtal og velbevæbnede kunne forjage områdets oprindelige befolkning ved gammel-testamentlig terror. 600.000 ulykkelige flygtningeskæbner blev også resultatet af dette.

FN, der i startfasen var blevet planlagt og organiseret af senere afslørede kommunistspioner, Alger Hiss og jøden Harry Dexter White, blev oprettet som foreløbigt klimaks for en judaisk domineret verdensregering. Dens mange forgreninger havde alle som vigtigste formål at reducere de suveræne nationer til kommunestatus og give uindskrænket magt til organisationen selv. Som tidligere "Folkeforbundet" naturligvis for at "sikre freden". Organisationen var i mange år overvældende kommunistisk domineret, og dens mange fordømmelser af israelsk terror blev aldrig fulgt op med handling.

Den uforbeholdne støtte fra Vestens ledere til et evigt voksende Storisrael, hvis helt åbenlyse nationalisme og racisme ikke kan møde alvorlig kritik fra en zionistisk domineret "offentlig mening", og Vestens samtidige nedlæggelse af egne stater som "utidsvarende", og mere og mere underlagt de svulmende internationale organisationer, domineret af "jødiske" agenter, fører mod en verdensregering, med eller uden en Tredie Verdenskrig. Mønsteret med at sætte vestlige stormagter op mod hinanden og lade dem forbløde har mange fortilfælde og er nu godt indarbejdet til noget nær en eksakt videnskab. Vestens "jødiske agenter", der fremmer enten zionistisk eller kommunistisk fremgang - eventuelt begge, opfører sig efterhånden ganske hæmningsløst landsforræderisk og ganske i overensstemmelse med "Zions vises protokoller" for ødelæggelse af "kristne nationer". Tredie Verdenskrig, sikkert med start i Mellemøsten, kan muligvis være tredje akt, som disse kræfter vurderer nødvendig for at opnå totalt herredømme i den nød og forvirring, der følger. Ofring af mange fra deres "eget folk" har tidligere været acceptabelt, ja ligefrem nødvendigt, til opretholdelse af et frygtbaseret styre og til befolkning af Israel gennem fabrikeret "anti-semitisme".

Og så får vi krigen...... med mindre tilstrækkeligt mange, jorden over, vågner op og trækker krigsmagerne bort fra "håndtaget til det store bang".


De 2.000 års forhistorie

Forfatteren støtter sig til ledende "jøders" udtalelser, skrifter og handlinger i sin fremstilling. Således kredser det sidste århundredes udvikling af Zionismen især omkring Chaim Weizmann, der var en nøglefigur i de storpolitiske zionistiske intriger, og som blev Israels første leder. En særlig kilde er dennes egen bog fra 1949 Trial and Error.

Kommunismens eller verdensrevolutionens karakter af en jødisk bevægelse er en af de kendsgerninger, der er ofret de største bestræbelser på at skjule, men også her findes jødiske kilder, der har indrømmet det. Både jødiske historikere, kommunistledere, avisartikler i tidens løb og rapporter fra tiden omkring revolutionen, anvendes som kildemateriale.

Når det drejer sig om det længere historiske perspektiv, har Reed foruden adskillige kilder, alle nævnt i bibliografien til bogen (se denne menu), især støttet sig til den meget stærkt zioniztiske historiker Dr. Josef Kastein, hvis bog History and Destiny of the Jews udkom i 1933.

Den dækker nemlig samme lange tidsrum som forfatterens egen, og mange oplysninger i Dr. Kasteins bog kan tages direkte som bevis for forfatterens konklusioner.


Hersker-racen

Miseren startede i år 458 f.Kr., da en lille stamme i det daværende Judæa, en stamme, der tidligere var blevet undsagt af israeliterne for racisme, akcepterede en trosbekendelse baseret på race. Denne begivenhed har siden muligvis haft en større ødelæggende virkning på menneskets forhold end både sprængstoffer og epidemier. Stammen optog trosbekendelsen som "Loven". Denne dag opstilledes teorien om hersker-racen som selveste "Loven".

Judæerne var en lille stamme underlagt den persiske konge. Judaismens trosbekendelse var ikke, som det senere er udbredt, begyndelsen på monoteismen, der stammer helt tilbage fra Den ægyptiske Dødebog, 2.600 år f.Kr., og måske længere tilbage. Judaismen var det direkte modsatte heraf, nemlig tilbedelse af en racistisk stammegud.

"Loven" eller "Pagten" var - og er - enestående ved, at den var baseret på et udsagn fra en stammegud om, at hans "udvalgte folk": "Israeliterne", (i virkeligheden judæerne) ville stilles over alle andre folk og blive bosat i et "forjættet land", hvis de blot overholdt alle hans "regler og domme". Hvis Jehovah skulle tilbedes på et ganske bestemt sted, voksede derudfra teorien om, at hans tilhængere, når de ikke var på dette sted, var "forfulgte", i "fangenskab", og måtte "ødelægge" "de fremmede", som "holdt dem fangne". Kun på denne måde var Jehovah gud for alle andre folk - som Straffeguden, der først straffede sit eget folk ved "fangenskab" blandt hedningene for deres "overtrædelser af loven" og derefter straffede de fremmede med en forudbestemt udryddelse , når "det udvalgte folk" havde fulgt alle reglerne.

Det var efter al sandsynlighed ikke en gang judæernes egen pagt, for i følge "den hellige skrift" var pagten oprettet med israeliterne, der for længst havde blandet sig med den øvrige menneskehed og efter tilgængelig viden aldrig har kendt denne racebaserede trosbekendelse. Jewish Encyclopaedia siger, at Judæerne "efter al sandsynlighed var en ikke-Israelsk stamme". Israeliterne vendte sig bort fra judæernes racisme og fra judæerne. Trosbekendelsen står for al eftertid som skabt af Leviterne fra Judæa .

Hvad der var gået forud for 458 f.Kr. er hovedsagelig mytologi, i modsætning, til de vigtigste senere begivenheder. Den nedskrevne historie går et par århundreder forud for 458 f.Kr., hvor israeliterne havde afvist judæerne. Historien om Moses blev af israeliterne taget fra den gængse mytologi, der f.eks. går helt tilbage til historien om den Babyloniske konge, Sargon den Ældre, 2000 år tidligere. De ti bud ligner meget lignende bud fra Ægypterne, Babylonerne og Assyrerne. Disse almindelige idéer om en gud for alle mennesker satte Leviterne, herskerne af Judæa, i bakgear, da de nedskrev deres love. De grundlagde den permanente mod-bevægelse til alle universelle religioner og identificerede navnet Judæa, "Jøder" med doktrinen om selvskabt adskillelse fra menneskeheden, om racehad, mord i religionens navn og hævn. Også personificeringen af forræderiet, en Judas, var med fra Judæas start.

Historierne om Moses, der leder en masseudvandring fra Egypten kan ikke passe, selv iflg. Dr. Kastein. Den er opfundet som nødvendig for at passe ind i mønsteret med "Jehovas hævn", det destruktive grundprincip.

Israeliterne var som hovedparten af en udskilt folkegruppe fra Kanaan blevet bosat i det nordlige Kanaan. I syden, omgivet af de oprindelige kanaaniter, tog stammen Judah form. Heraf navnet "Judaisme" og "Jøde"

Denne stamme, var afskåret fra- og kom ikke godt ud af det med naboerne fra begyndelsen. Meget er mystisk, herunder dens start. Den virker mere som udvist end som udvalgt. Og i dens skriftkloges påfølgende redigeringer af "Den hellige skrift", hvor de skrev, hvad der passede dem, opstod i århundredernes løb flere og flere steder kommandoerne "fuldstændig ødelægge", "rive ned" "udrydde" osv.

Israeliterne havde altså taget afstand fra judæernes racistiske tro og blandedes efterhånden med den øvrige menneskehed. De "forsvandt" på den måde som selvstændigt folk, men judæerne holdt sig adskilt ved strenge racelove.

Disse blev siden yderligere indskærpede og udbyggede ned til regulering af de mest trivielle hverdagsting. Straffe for overtrædelse af lovene var strenge, og almindelige "jøder" kom helt under de skriftkloges hals- og håndret. Det var den åndelige ghetto, der blev forudsætningen for den fysiske og for andre folkeslags modvilje og udelukkelse af jøder som gengæld.


Talmud og forræderi

I det babyloniske "fangenskab" tilføjede de skriftkloge 4 "Mose"bøger til den 5., som var kommet først. De udbyggede hermed yderligere denne intolerante race-religion, som, hvis den kunne indskærpes, for evigt ville udskille jøderne fra den øvrige menneskehed. Og i Babylon fandt de sådanne midler. Det lykkedes lederne at holde menigheden helt adskilt fra omgivelserne. De opnåede autoritet hos dem, der holdt dem "fangne", til brug mod deres "egne" og til sidst ødelagde de, i året 536 f.Kr., som tak, hele værtsriget ved forræderi, og ved hjælp af hæren fra en ny hersker, kong Cyrus af Persien, som de derefter ødelagde fuldstændig osv.. Det mønster, der senere blev perfektioneret og bl.a. er brugt i de to verdenskrige i vort århundrede. "Jøderne", det vil så nok sige lederne, havde det i øvrigt fint i Babylon, iflg. Dr. Kastein. De levede helt frit. Beretningen om Babylons ødelæggelse skabte et billede af en uimodståelig destruktiv kraft. Dette var også et mønster, der blev bygget videre på af de skriftkloge.

Forræderi var altid takken for gæstfrihed. Også iflg. Dr. Kastein stod jøderne for ødelæggelsen af babylonerne, perserne, egypterne, grækerne og romerne. Hver gang ved at "udstrække åbne arme til en erobrer" (Dr. Kastein)

Denne situation er fortsat op gennem århundrederne, kun blev almindelige jøders lænker strammet mere og mere, og fra Jesus´ tid udvikledes Talmud, den skriftsamling der indeholder leveregler for alt tænkeligt, særligt som rettet mod kristendommen. Denne nye tolerancens religion, der var modsætningen til det levitiske race-had, var nemlig de skriftkloges nyeste og alvorligste fare for at miste grebet om menigheden. Blev de mange jødiske regler overtrådt, straffedes der hårdt, evt. med døden. De jødiske autoriteter holdt almindelige jøder i et terror-jerngreb ved hjælp af autotitet fra de "kristne" herskere. Efter at Rom havde tabt tålmodigheden med jøderne, blev Jerusalem ødelagt i året 70 og jøderne spredtes til de omkringliggende lande.


Sanhedrin

Verdensledelsen for jødedommen, der i Jerusalem hed Sanhedrin, disse "Zions Vise" flyttede i de næste århundreder rundt som en mobil regering med umådelig magt over de spredte menigheder. Efter Jerusalems ødelæggelse blev hovedsædet flyttet til Jamnia, hvor det forblev omkring 100 år. Derefter var det Usha i Galilæa, så, som altid på grund af "forfølgelse", tilbage til Sura i Babylon. I 600 år forblev verdensledelsen i Jamnia, Usha og Galilæa, i det orientalske klima, hvor det hørte hjemme. Da verdenscenteret herefter med muslimernes erobringer(!) blev flyttet til Spanien, startede en lang, lidelsesfuld sameksistens med de kristne lande, hvor den "orientalske" mentalitet ikke blev forstået og værdsat. Disse lidelser er i vort århundrede ved at resultere i Vestens ødelæggelse.


Forræderi på "spansk"

I det kristne Spanien gentog forræderiet sig. Som i Babylon og Egypten vendte jøderne sig mod det folk, de levede iblandt. De "åbnede byportene for indtrængerne", og fik derefter overdraget byerne af muslimerne .... som de også til sidst vendte sig imod. Men da havde Ferdinand og Isabella fået nok af dem. De blev endnu en gang smidt ud for dårlig opførsel - i 1492. De blev identificeret med de muslimske erobrere og smidt ud sammen med dem. Som den værste "forfølgelse" de havde måttet lide i Spanien, og som krævede en sådan hævn, var det, at de ikke måtte holde slaver! (prof. Graetz)- "fremover måtte jøderne hverken købe kristne som slaver eller få dem som gaver."

De havde da været i Spanien i 800 år. De fleste drog tilbage til Nordafrika, hvorfra de var kommet eller tog til Egypten, Palæstina, Italien, De græske øer og Tyrkiet. Andre kolonier var opstået i Frankrig, Tyskland, Holland og England og disse modtog også en del af de uddrevne. Hvor de slog sig ned fik rabbierne, de religiøse ledere, altid den lokale fyrste til at hjælpe med at få magt over menigheden. Total magt. En del af disse jøder blev meget velhavende og udviklede især lånekapitalismen til deres magtbase. De lånte store summer til ødsle fyrster, og modtog til gengæld mange privilegier som hofjøder. Den bedst kendte repræsentant for denne kapitalmagt blev familien Rothschild, der i det 19. århundrede var blevet Europas egentlige herskere.

Den øverste verdenscenter for jøderne blev flyttet til Polen.


Khazarerne

Dette er igen et af de afgørende mysterier: Hvorfor Polen? Der var ingen oplysninger om at nogen større del af de spanske jøder var flyttet til Polen eller at nogen tidligere masse-indvandring af jøder til Polen havde fundet sted. I 1500-tallet "opstod der her pludselig en (jødisk) befolkning der talte millioner" (Dr. Kastein). Men befolkninger på millioner "opstår" ikke lige pludselig, og Dr. Kastein undviger spørgsmålet. Bag denne undertrykte viden ligger nøglen til zionismens følgende historie. Jødernes hovedkvarter var blevet oprettet i midten af de såkaldte østjøder , som selv vestjøderne tidligere kun havde hørt rygter om, og den øvrige verden ikke kendte til. Fra da af overtog de ledelsen af verdensjødedommen. De stammede fra khazarerne, et helt folk af Tyrkisk-mongolsk afstamning, der på kongens ordre var gået over til jødedommen som religion omkring det 7. århundrede e. Kr. Herfra blev en endnu strengere adskillelse i ghettoer påbudt af "de Vise" og mens vestjøderne langsomt blev "assimileret" i den vesteuropæiske befolkning, især efter lovgivninger, der fulgte den franske revolution, hvor de fik fulde borgerrettigheder, overtog denne gruppe efterhånden helt føringen i "jødedommen" i en sådan grad, at de "jødiske statistikker" - der i øvrigt altid har været helt utroværdige - nærmest lod dem forsvinde. De udgør i dag, efter disse statistikker mindst 90 procent af jøderne, både i Israel og den øvrige verden.

Vestjøderne, der således med den størst mulige forvridning af sandheden og fantasien, kunne gøre krav på engang at have boet i Palæstina, blev efter udsmidningen fra Spanien langsomt assimileret i Vesten og "forsvandt" på det nærmeste. I stedet kom østjøderne, et asiatisk folk, der aldrig havde haft mindste tilknytning til Palæstina.

Og pludselig forsvandt også verdenscenteret for jøderne. Iflg. Dr. Kastein "det ophørte med at eksistere".


"Verdensregering" uden adresse

Det var der dog ikke noget der tydede på. Men det blev hemmeligt efter 1772, da Polen blev delt, og hovedparten af jøderne kom under russisk styre. Der havde nu i mere end 2.500 år været et sådant verdenscenter, og det skulle pludselig være forsvundet!. Det kunne samles, da Napoleon for at få klarhed over franske jøders loyalitet eller mangel på samme, indkaldte "Den store Sanhedrin" i 1807. Dr. Kastein løfter selv sløret noget, hvor han glædesstrålende siger "i det nittende århundrede tog en jødisk internationale form".

Det nittende århundrede tilhørte de revolutionære sammensværgelser, af både zionismen og kommunismen, som sprang ud i vort århundrede. Det var også i det århundrede den fysiske ghetto afløstes af en åndelig: Frygten for "Anti-semitismen". I jødiske familier i Rusland og andre steder gik diskussionen på, om man skulle fremme revolutionær kommunisme eller revolutionær zionisme(Weizmann). Det blev begge. Kommunismen skulle nedrive alle nationer. Zionismen oprette én. En verdensregering uden adresse var ved at danne mode, som i det 20. århundrede er fulgt uden vaklen.


Verdensrevolutionen og hersker-racen

Den engelske statsmand Benjamin Disraeli(en døbt jøde), har oplyst, at jøder stod bag alle revolutionerne i midten af århundredet (fra1848) og der var væsentlig deltagelse af jøder også i den franske revolution, hvor der dog, iflg. Reed, ikke har kunnet spores en jødisk ledelse i intrigerne, der indledte den. Det var de hemmelige selskaber, især Jacobinerne, der havde hovedrollen og ledelsen her, og disse kunne føres tilbage til den tyske professor Adam Weishaupt, der i 1776 grundlagde Illuminaterne , et hemmeligt selskab, rettet mod alle kristne autoriteter, og som snart infiltrerede hele den europæiske frimurerbevægelse, og videre til Amerika. Illuminaternes sammensværgelse, der ved et tilfælde blev afsløret af den Bayerske regering i 1787 havde næsten ordret samme program i sine tekster som senere "Zions Vises Protokoller" (Nesta Webster) og kunne tydeligt genkendes i den "russiske" revolutions teorier. Den "russiske" revolution var den første, der uden mindste tvivl var jødisk (omkring 90 af lederne var jøder) og denne revolution var, sammen med Første Verdenskrig de første tydelige beviser på, at "Zions Vises Protokoller" blev fulgt nøje i verdens begivenheder. Reed giver adskillige andre eksempler på, at dette skrift enten er en nøjagtig profeti for den nærmeste fremtid eller en uhyggelig plan for verdenserobring. (se særskilt artikel i menuen Protokollerne, et kapitel i fra Reeds bog, og hele teksten i Protokollerne i menuen Jødefaren ) Det kan nok aldrig afgøres endeligt, om de er "jødiske" eller ej. Samtidig gør Reed ofte opmærksom på, at det især har været jødiske dissidenter, der har advaret. Han nævner adskillige. Men Verdensregeringens enkeltheder opfyldes næsten dag for dag.

Knud Bjeld Eriksen, den 6. februar 1998


Forside